Debat: Kan de store modtagere af tipsmidlerne beholde deres dominans?

Kulturministeriet uddeler hvert år 1,5 milliarder kroner - de såkaldte tipsmidler - via udlovningsloven til organisationer og aktiviteter inden for idræt og folkeoplysning. Det er mange penge, og derfor er der naturligt nok stor interesse for den evaluering af udlovningsloven, som forventes at komme i 2022.

Spørgsmålet er, om de traditionelt store modtagere af midler fra udlodningsloven som DIF og DGI kan fastholde deres dominans, når samfundsudviklingen på flere punkter udfordrer ideen om foreningernes betydning for, at danskerne dyrker idræt.

I den danske tilgang til idræt er der en meget stærk tro på foreningernes værdi og effekt. Udlodningslovens fordelingsnøgle har derfor været i de store foreningsbaserede organisationers favør ud fra en forestilling om, at foreningsdeltagelse fører til folkeoplysning, demokrati, dannelse, socialisering og samfundssind.

Forestillingen og traditionen er så stærk, at der er tale om en beskyttet diskurs. Det vil sige en stærk og næsten uangribelig forestilling, som ikke kræver megen forklaring, dokumentation eller belæg.

Danskerne dyrker ikke idræt for at blive folkeoplyst

De sidste årtiers undersøgelser af danskernes idræts- og motionsvaner viser dog tydeligt, at idrætsdeltagelsen er bredere og mere mangfoldig, end udlodningslovens fordelingsnøgle giver indtryk af.

Når det gælder børn og unge, er rigtig mange medlemmer af foreninger, mens voksne og seniorer i lige så høj grad dyrker idræt på egen hånd, i selvorganiseret regi eller i kommercielt regi. Det er typisk gang, løb, cykling og vandaktiviteter i selvorganiseret regi, og det er fitness i kommercielt regi. Det står også klart, at mange voksne danskere kombinerer idrætsaktiviteter i og uden for foreninger.

Når vi ser på danskernes motiver for at dyrke idræt, så er de typiske svar, at det skal være sjovt, sundt og socialt. Der er med andre ord ikke mange, som dyrker idræt for at blive folkeoplyst, demokratisk dannet eller socialiseret. Det er gevinster, som ligger indlejret.

Det fortsat stigende fokus på idrætsdeltagelsens sundhedsdimension har også aktualiseret diskussionerne om, hvorvidt udlodningsloven er rimelig. Hvis idrætsdeltagelsen alene skal måles på sundhedsmæssige parametre, kan fitnesscentre, private trænere eller udviklere af træningsapps vel lige så vel gøre krav på udlodningsmidler.

Pligt og ansvar skal balancere

Overordnet set er der imidlertid stadig belæg for, at langt hovedparten af børnene er aktive i foreninger, hvilket skaber grundlag for livslang idrætsdeltagelse og socialisering. Og på voksenområdet råder tiltroen på foreningslivets særlige kvaliteter fortsat. Altså den beskyttede diskurs.

Selvfølgelig sørger DIF og DGI for at forstærke og understrege foreningerne som beskyttet diskurs. Og det er klogt – spørg bare de danske højskoler, hvordan de oplevede 2000’erne som en periode, hvor deres beskyttede diskurs blev erstattet af krydspres.

Pludselig skulle højskolerne forklare sig selv for omverden og dokumentere og beskrive »det indlysende og selvfølgelige«. Det førte naturligt til frustrationer, men også til udvikling, til afvikling af nogle skoler og til besindelse på den grundlæggende ide.

De store idrætsorganisationer har en privilegeret status som store beløbsmodtagere med afsæt i foreninger som beskyttet diskurs. Hermed følger et stort ansvar, og jeg forventer, at så længe ansvar og pligt balanceres, vil der også være politisk opbakning til den nuværende fordeling i udlodningsloven.

Pseudopolitik kan underminere

Coronakrisen er et aktuelt studie i denne balancering af ansvar og pligt. Tobias Thune Jakobsen har i Forum for Idræt fint beskrevet, hvordan de store idrætsorganisationer ud fra en korporativ model vekslede mellem indflydelse og ansvar i de mange nedluknings- og genåbningsfaser.

Den korporative forståelse kan også ses i det tiltagende samspil mellem de store idrætsorganisationer og en række nye organiseringsformer indenfor gadeidræt, esport og idræt for udsatte. Lykkes det at etablere levedygtige partnerskaber og skabe værdifulde koblinger mellem det klassiske foreningsliv på den ene side og nye aktiviteter, nye arenaer og idrætsudsatte målgrupper på den anden side, er det sandsynligt, at de nuværende udlodningsprincipperne vil bestå.

Med inspiration fra Sigge Winther Nielsens bog ’Entreprenørstaten’ kunne man også sige: Hvis det lykkes idrætsorganisationernes at byde ind på løsning af samfundets »vilde problemer« via partnerskaber, som både honorerer politikkens fordør ved at udstikke politiske visioner og honorerer politikkens bagdør ved at skabe reelle forandringer og koblinger, som danskerne får gavn og glæde af, så vil udlodningen bestå.

Men hvis der går pseudopolitik i de store organisationers bestræbelser på fortsat at bringe foreningerne i spil, så holder udlodningslovens nøgle ikke på længere sigt.

Dette debatindlæg blev bragt første gang på Idrætsmonitor.dk 2. februar 2022