Sportens dårlige samvittighed

Problemet med korruption i sport er, at ofrene ofte er ret usynlige. De direkte involverede på både giver- og tagersiden er fint tilfredse, og ofrene for korruption er sjældent direkte personligt ramt, når store pengebeløb forsvinder i korruptionens sump.

Generelt kommer korruption mest frem i lyset, når lokalpatriotiske sportsfølelser såres, fordi værtskabet så åbenlyst gik til den forkerte by, medaljerne til det forkerte hold eller skattepengene til det forkerte projekt.

Ofte ties mistanker om korruption ihjel i sportens interne cirkler. Sportspressen har alt for travlt med næste søndags kamp, og myndigheder og politikere har vigtigere at tage sig til. Sport er jo den gode sag, og sportsorganisationer som FIFA og FIVB er jo i øvrigt også helt almindelige foreninger, der akkurat som schweiziske husmoderforeninger har deres egne vedtægter og egne autonome og demokratiske strukturer...

Med andre ord: Man skulle ha’ sig sådan et internationalt specialforbund!

Enkel opskrift

Opskriften på succes er simpel: Man smykker sig med lidt olympisk glamour, henter nogle hidtil uopdagede tropeøer ind som medlemsnation nummer 217 og sørger derfor i demokratiets og udviklingens navn for at indføre et system, hvor alle medlemslande – også nation nummer 60-217, der stort set ikke dyrker den pågældende idrætsgren – flyves ind til den pompøse årlige kongres, hvor præsidenten hyldes og kvitterer for hyldesten fra medlemsnation 60-217 med et udviklingsprogram uden videre revisionsforpligtelser.

Hvem har lyst til at klage i sådan et system? Medlemsnation 1-59 vil nødigt risikere det næste værtskab eller pladsen i VM-kvalifikationen. Medlemsnation nummer 60-217 sidder trygt på stemmevægten og pladserne i de vigtige udvalg... Ingen udefrakommende interesserer sig synderligt for, hvad der foregår.

23 bidragydere

I Tyskland fik Europas måske dygtigste sportsjournalist, sportsredaktør Jens Weinreich fra Berliner Zeitung, nok af sovsen. Han stiftede sammen med ligesindede det nye faglige Sportnetzwerk, som i løbet af ganske få måneder sendte en antologi på gaden: Korruption im Sport.

23 bidragydere fra ni lande giver det ene mere detaljerede eksempel efter det andet på korruption i sportens verden. Vi kommer tæt på FIFA-topledere, match fixing, det tyske bud på VM i fodbold, dopingstrukturer, mediernes rolle m.m.

Bogen indeholder også konstruktive forslag til at bekæmpe svøben.

I virkeligheden er det simpelt: Korruption og gennemsigtighed er to uforenelige størrelser. Bogen er derfor en skrigende opfordring til idrætspolitikere og journalister: Gør jeres job! Og start med at læse bogen.

Henrik H. Brandt

Korruption im Sport

Jens Weinreich (red.)

Forum Verlag Leipzig

319 sider, 18,60 euro

www.sportznetzwerk.org