Portrætter af 11 sportsudøvere

Siden Kulturministeriets og Team Danmarks kanonudvalg i 2005 offentliggjorde ’Eliteidrættens Kanon’ med 12 enestående danske ’eliteidrætsværker’ har vi fået det problematiske at se ved at ophøje store sportspræstationer til kanoniserede ’værker’.

For hvis en stor eliteidrætspræstation er at sammenligne med et kunstværk eller en litterær toppræstation, var der vel ingen grund til at smide Bjarne Riis’ sindsoprivende ’værk’ fra Tour de France ud af eliteidrættens kanon efter hans dopingtilståelse? Når det er sagt, indeholder ’Eliteidrættens kanon’ bestemt 11 læseværdige og smukt illustrerede portrætter af store idrætsfolk og præstationer.

Til gengæld opfylder bogen kun i ringe grad sit andet formål om at medvirke til debat om eliteidrættens værdier, vilkår og betydning for udøvere, tilskuere og samfund.

Idrætshistorikeren Else Trangbæk giver en glimrende gennemgang af eliteidrættens epoker i det foregående århundrede, men desværre stopper bogen dér, hvor det for alvor bliver spændende. For kan man egentlig forestille sig, at Team Danmarks gennemsystematiserede og videnskabelige tilgang til talentudvikling og træning nogensinde igen kommer til at skabe personligheder på linje med dem, vi får præsenteret i bogen?

Mødet med personligheder som Ivan Ossier, Ragnhild Hveger, Lis Hartel, Paul Elvstrøm og Knud Lundberg i ’Eliteidrættens Kanon’ bekræfter, at vi efterhånden trænger til en god debat om elitesportens fremtidige ’støtteværdighed’. Man får nemlig let den vemodige tanke, at eliteidrættens tiltagende ’industrialisering’ på visse områder har taget mere fra idrætskulturen, end den har givet.