Med bogen ’Fit for Consumption’ bliver fitnessindustrien for første gang udsat for en samlet kritisk, sociologisk analyse.
Bogen udkom i slutningen af 2007, men fortjener alligevel en lidt forsinket anmeldelse, da ’Fit for Consumption’ repræsenterer et nybrud i forskningen på fitnessområdet, som ikke har fået stor opmærksomhed. Til gengæld kan man diskutere, hvor godt sociologen Jennifer Smith Maguire fra University of Leichester er lykkedes med sit pionerarbejde, der både inddrager historiske og kulturelle studier af det moderne motionsfænomen.
Med gavmilde anmelderøjne kan bogen karakteriseres som en velkommen sammenskrivning af alle de fordomme, som sociologer måtte have om den ‘onde’ kommercielle fitnessindustri, der uden kærlighed forarbejder kroppen som en anden råvare med det formål at gøre den til et statusgivende objekt, der signalerer viljestyrke og evne til at forbruge.
Fitnessindustrien beskyldes for at være direkte medskyldig i fedmeepidemien via sin konstante fokus på fitness som et forbruger- og livsstilsprodukt, hvor de individuelle ’frie’ valg af koncepter og kvalitet indeholder klare værdigivende signaler om forbrugerens evne og dennes sociale og kulturelle kapital.
Bogen revser fitnessindustrien for dens evige sult efter nye kunder, som overskygger lysten til at løse problemerne for de eksisterende, og bogen skitserer en interessant sammenhæng mellem fedmeepidemien og antallet af kommercielle fitnesscentre.
Hermed indikerer Jennifer Smith Maguire, at industrien ikke er en del af løsningen, men snarere et symptom på et overforbrugersamfund, hvor flygtige individuelle løsninger markedsføres som effektive korte veje til lykke og sundhed via slående ’før-og-nu-billeder’, pulverkure og populære ’gå-hen-og-bliv-sund’-koncepter. Så længe fitness primært appellerer til de ressourcestærke og selviscenesættende forbrugere, og fitness dermed gøres til et spørgsmål om personlig karakter og viljestyrke, vil fitnessindustrien aldrig løse de grundlæggende sundhedsproblemer, påstår forfatteren.
Også den tidligere stolte non-profit foreningstradition i Amerika repræsenteret ved YMCA (KFUM) får en tur gennem kommercialiseringskritikkens ubarmhjertige analyse. YMCA fremhæves som eksempel på en organisation, der i sin søgen mod lette veje til kommerciel succes satte sine egne værdier over styr.
Hos YMCA blev de glade, klare, kristne principper og overbevisninger sendt på en postmoderne genfortolkningslejr og vendte hjem som løse værdioverbygninger, der tillod uforpligtede og indifferente medlemmer at vælte ind i organisationen - lige indtil den ikke længere kunne følge med i konkurrencen fra fitnessindustrien. Så var medlemmerne væk igen. Om dette scenarium også får en dansk parallel i DIF og DGI’s foreningsfitness, vil fremtiden vise.
På trods af de skarpe analyser kommer Jennifer Smith Maguire flere gange til at køre i sociologisk rundkreds om de samme pointer, der præsenteres igen og igen uden nye perspektiver. Som bogen skrider frem, mister hun læseren på samme måde, som fitnessindustrien taber sine kunder efter den indledende flittige træningsperiode.
Derfor overvinder bogen heller ikke den kendte sociologiske tendens til at overbevise frem for at bevise. De skitserede sammenhænge og analyser reduceres dermed til politiske argumenter, der inviterer til modsigelser.