Kulturministeriets grundlag for Idrættens Analyseinstitut
Mission
Idrættens Analyseinstitut eksisterer for at:
- Skabe overblik over og indsigt i idrætsområdet nationalt og internationalt.
- Analysere konsekvenser af og perspektiver ved idrætspolitiske initiativer.
- Initiere offentlig debat om centrale spørgsmål i dansk og international idrætspolitik.
- Afholde den internationale Play the Game-konference for en dansk og international målgruppe af mediefolk, forskere og idrætsledere med passende mellemrum med bl.a. aktuelle idrætspolitiske emner på programmet.
- Gennem Play the Game-konferencen og instituttets øvrige virksomhed styrke idrættens etiske værdigrundlag og arbejde for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.
Vision
Idrættens Analyseinstitut stiler mod at bidrage til en alsidig og nuanceret idrætspolitisk debat om idrættens udvikling og formuleringen af idrætspolitiske strategier.
Instituttet skal i den forbindelse
- Skabe opmærksomhed om og indsigt i sammenhængen mellem idræt, kultur, sundhed og samfund lokalt, nationalt og internationalt og derigennem bidrage til et alsidigt idrætsbillede.
- Stille spørgsmål til den idrætspolitiske debat og tilskynde en fri, uafhængig, åben og saglig debat om idrættens tilstand og udvikling lokalt, nationalt og internationalt.
- Perspektivere og skabe overblik over aktuelle forskningsresultater og idrætspolitisk debat nationalt og internationalt og vurdere rækkevidden af idrætspolitiske initiativer.
- Gennemføre udredninger, undersøgelser og evalueringer af betydning for idrættens udvikling.
- Kommunikere indsigt og viden til offentligheden på en tilgængelig og relevant måde og give mediefolk, forskere og beslutningstagere inspiration og værktøjer til at arbejde med idrættens kulturelle, politiske, sociale og økonomiske aspekter.
- Skabe netværk og partnerskaber på tværs af lande- og faggrænser for at debattere udfordringerne i en globaliseret idræts- og medieverden.
Værdier
Instituttets arbejde vil være baseret på
Uafhængighed: Instituttets arbejde må ikke være bundet af politiske hensyn eller interesseorganisationer. Kun derved sikres dets uantastelighed og troværdighed.
Faglighed: Instituttets arbejde skal være baseret på en høj grad af forskningsmæssig kompetence kombineret med en evne til at kommunikere. Kun derved sikres den nødvendige saglighed.
Relevans: Instituttets arbejde skal have væsentlig betydning for idrættens aktører og idrættens udvikling. Kun derved sikres aktualitet og dynamik.
Gennemslagskraft: Instituttet skal være i stand til at fremlægge resultaterne af dets arbejde til offentligheden på en tilgængelig og interessevækkende måde. Kun derved kan instituttet præge den idrætspolitiske dagsorden.
Opgaver
Instituttets arbejde skal især være baseret på journalistik af høj faglig kvalitet eller forskning inden for de samfundsvidenskabelige discipliner, men kan i relevant omfang også inddrage andre forskningsområder (den humanistiske, medicinske og naturvidenskabelige forskning). Instituttet får en mulighed for at anvende en tværvidenskabelig og flerfaglig tilgang.
Instituttet skal være i stand til at sammenfatte, bearbejde og formidle aktuel og relevant forskning fra ind- og udland og med kort varsel at gennemføre konsekvensanalyser af aktuelle idrætspolitiske overvejelser og initiativer. Samtidig skal instituttet have kapacitet til selv at gennemføre forskningsmæssige udredninger, undersøgelser og evalueringer – både på eget initiativ og på opdrag fra andre.
Instituttet skal med passende mellemrum – som udgangspunkt hvert andet år - afholde den internationale Play the Game-konference for en dansk og international målgruppe af mediefolk, forskere og politiske ledere med bl.a. aktuelle idrætspolitiske emner på programmet. Den internationale Play the Game-konference kan suppleres med konferencer, seminarer og kursusvirksomhed af regionalt, nationalt eller lokalt tilsnit.
Instituttet skal tilstræbe en tæt dialog og samarbejde med idrættens aktører, relevante offentlige institutioner, idrætsuddannelserne ved universiteterne og andre relevante forskningsmiljøer.
Struktur
Instituttet er en selvejende institution under Kulturministeriet.
Idrættens Analyseinstitut ledes af en bestyrelse på syv medlemmer. Kulturministeren udpeger formand, næstformand og fem menige bestyrelsesmedlemmer, der skal have det overordnede ansvar for instituttet og dets virke. Ministeren skal ved udpegning af bestyrelsen sikre, at bestyrelsen repræsenterer værdierne i dette arbejdsgrundlag samt tilsammen har kompetencer inden for dansk og international idrætspolitik, medievirksomhed og idrætsforskning.
Bestyrelsen og direktøren udarbejder i samarbejde en flerårig handlingsplan for instituttet. Planen skal udpege relevante satsningsområder for instituttets aktiviteter.
Bestyrelsen nedsætter efter indstilling fra administrationen en Programkomité bestående af minimum syv danske og internationale eksperter. Programkomitéen skal rådgive om, hvilke temaer og oplægsholdere der skal på programmet på den internationale Play the Game-konference. Programkomitéen har endvidere ansvaret for at evaluere konferencen.
For at sikre en balance mellem kontinuitet og variation i konferenceprogrammet skal der ske en delvis udskiftning af Programkomitéen efter hver konference.
Finansiering
Instituttet finansieres ved en grundbevilling fra Kulturministeriet. Denne bevilling skal finansiere de grundlæggende analyser og udredninger i henhold til instituttets handlingsplan. Grundbevillingen skal også sikre den løbende drift af instituttets grundlæggende funktioner, dvs. husleje, administration, information og dokumentation, opdatering og bearbejdning af national og international forskning, kommunikation, konferencesekretariat etc.
Yderligere indtægter skal hidrøre fra rekvirerede opgaver og anden indtægtsdækket virksomhed.
|