Hjælp
 Kontakt  l  Sitemap  l  About Idan
Idan.dk Forside Om IdanIdan undersøgerAfholdte arrangementerNyhederNyhedsbrevKommentarenBoganmeldelserAbout Idan Idrættens Vidensbank Vidensbankens forsideOm Idrættens VidensbankIdans udgivelserForskning og analyserIdans linksIdrætsjuristenIdrætshistorisk årbogInspirationskatalog Modtag Idans nyhedsbrev
Navn:
Email:


Print
31.01.2006

Kommentar: Sats hårdere på bløde værdier


Af Henrik H. Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut: Offentlige eventorganisationer bør udvide begrundelsen for at støtte store internationale idrætsbegivenheder til de lidt blødere samfundsmæssige værdier.



Turisme, image og oplevelsesøkonomi er nogle af de slagord, som i de senere år har fået såvel staten gennem IdrætsfondenDanmark som mange kommuner og amter til at satse målrettet på at tiltrække store idrætsbegivenheder ved hjælp af særlige støttepuljer og eventsekretariater.

 

Satsningen bliver kun større i de kommende år, da oplevelsesøkonomi og internationale idrætsbegivenheder er en officiel del af regeringens dagsorden med offentliggørelsen af Rambøll-rapporten om potentialet i et dansk OL-bud i 2020/2024 planlagt til den 6. marts.

 

Samtidig vil nye PR-hungrende kommuner med forøget administrativ slagkraft kaste sig ind i event-kapløbet, der forstærkes yderligere af offentlige investeringer i milliardklassen i moderne stadionanlæg, opvisningshaller og på længere sigt måske sågar etableringen af deciderede nationale idrætsanlæg og kæmpearenaer. Efter hvert veloverstået arrangement udsender event-organisationerne pligtskyldigst effektanalyser, der påviser arrangementernes påvirkning af det lokale turisme- og næringsliv.

 

Det offentlige som storsponsor

Men hånden på hjertet: Målt på de rent økonomiske effekter fylder de typiske internationale idrætsbegivenheder i Danmark ikke det vilde.

 

Samtidig er realiteten bag de succesrige event-satsninger, at eksempelvis dette års største internationale mesterskaber i Danmark, VM i idrætsgymnastik og VM i orienteringsløb i Århus, kun lader sig gøre, fordi offentlige kasser støtter med beløb i størrelsesordenen 2-3 mio. kr. pr. event i direkte støtte, facilitetsleje og garantier.

 

Det kommercielle medspil fra sponsorer og tv vil ofte være betydeligt lavere end den offentlige støtte.

 

Mere end turisme

Betyder det så, at de store eventsatsninger spiller fallit?

 

Nej, naturligvis ikke. Dels er der naturligvis et vist mål af lokal stolthed, image, turisteffekter og idrætspolitiske effekter at hente ved sådanne arrangementer, dels er de store begivenheder at sammenligne med andre kulturbegivenheder, som også nyder offentlig støtte.

 

Men Idrættens Analyseinstitut vil med udsendelsen af rapporten ’Fra proces til projekt - maksimering af socialt relaterede effekter ved afholdelse af sports events’, der er udført af TSE Consulting, opfordre offentlige instanser til at tænke langt bredere og mere langsigtet i event-politikken.

 

De offentlige instanser er storsponsor og bør agere som sådan ved at sætte en samfundsmæssig dagsorden – uden at nedprioritere den sportslige og kulturelle målsætning for det enkelte arrangement.

 

Sporten kickstarter sociale programmer

Pointen i rapporten er, at sociale programmer, som kører i forvejen, ofte kan forstærkes eller kickstartes ved at tænke dem ind i eksempelvis en større idrætsbegivenhed.

Dette kan ske ved at tænke event-organisationerne langt bredere end til blot erhvervs- og kulturafdelingen. Også skole, sundhed og trafik bør tænkes ind, hvorved opfyldelsen af et første muligt delmål: nemlig bedre koordinering og samarbejde på tværs af forvaltninger måske allerede rykker nærmere.

 

Idans rapport på basis af litteraturstudier og andre byers konkrete erfaringer understreger klart, at samfundsmæssige dagsordener skal tænkes ind allerede i den

tidlige planlægningsfase.

 

Desuden kan man ikke forvente, at den lokale organisationskomité har ressourcer til at tænke meget længere end til opfyldelsen af budget og grundlæggende sportslige

og tekniske krav. Derfor må den offentlige partner selv tage ansvar for at implementere, evaluere og fastholde en samfundsmæssig dagsorden.

 

Og hvad kan man så opnå?

Store sportsbegivenheder kan alt efter størrelse og karakter bidrage som opmærksomhedsskaber, kick start eller integreret

del af programmer for eksempelvis fysisk aktivitet, integration, sociale projekter samt ikke mindst en styrkelse af lokalt sammenhold

og frivillighed.

 

Planlægningen og gennemførelsen af en stor idrætsbegivenhed kan grebet rigtigt an være et effektivt hverve- og uddannelsesprojekt for såvel offentlige myndigheder som implicerede klubber og frivillige. Man behøver eksempelvis ikke tænke ret længe over mulighederne for at integrere sociale eller sundhedsmæssige dagsordener i arrangementer som VM i idrætsgymnastik eller VM i orienteringsløb for at få gode ideer.

 

Ellers kan man kigge i Idans/TSE Consultings rapport og hente inspiration fra vinter-OL i Vancouver i 2010, der allerede begyndte at arbejde med den samfundsmæssige

dagsorden i 2000.

 

Eller man kan måske kigge på eftervirkningerne af Commonwealth Games i Manchester i 2002. Her har frivillighedsorganisationen Manchester Event Volunteers

(mev.org.uk) fortsat fungeret som frivillighedsnetværk og støttegruppe for snesevis af sociale, kulturelle og idrætslige arrangementer i Manchester siden selve legenes

afslutning i 2002.

 

Læs rapporten ’Fra proces til projekt – maksimering af socialt relaterede

effekter ved afholdelse af sports events’ i engelsk udgave.

 

Rapporten i dansk oversættelse.

 

Rapporten er udarbejdet af TSE Consulting for Idrættens Analyseinstitut.

 

Idans aktiviteter
Frivillighedsundersøgelsen Hent rapporten 'Fremtidens frivillige foreningsliv i idrætten' med resultater fra Idan og Syddansk Universitets undersøgelse af det frivillige foreningsliv under Danmarks Idræts-Forbund. Idans konference i Vejen Mød over 300 repræsentanter for den danske idrætssektor og vær med i diskussionerne om de varmeste idrætspolitiske temaer på Idans konference 'Idrættens største udfordringer II' i Vejen, den 30.-31. maj 2012 Forening på Forkant Deltag i DIF og Idans konference for lokale idrætsforeninger i Vejen den 2. juni. Få tips om at hverve nye medlemmer og nye frivillige. Play the Game 2011 Find præsentationer, fotos og video-streaminger fra Play the Game 2011, der blev afviklet den 3.-6. oktober 2011 i Køln.

Idan anbefaler
Play the GameIdræt, Historie & SamfundIdrottsforumSport Event DenmarkSportsanalyseDansk FirmaidrætsforbundDanmarks Idræts-ForbundDGIDansk Skoleidræt

Idrættens Analyseinstitut   l   Kanonbådsvej 12A   l   1437 København K   l   Tlf. 3266 1030   l   idan@idan.dk