Skibbys bekendelser

Nogen sensationel bombe er det ikke ligefrem, at et af 1990’ernes danske cykelikoner, Jesper Skibby, i sin nyudkomne bog ’Forstå mig ret’ ganske detaljeret fortæller om sit omfattende forbrug af forbudte stoffer gennem en lang cykelkarriere.

Senest siden Tour de France-skandalen i 1998 og de danske tv-journalister Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs afsløringer af den omfattende doping i professionel cykelsport, har vi vidst, at de hårdnakkede dopingfornægtere i cykelsporten levede på en løgn.

Nu er der bare en løgn mindre i feltet, og man kan sagtens respektere Jesper Skibbys behov for at få renset sjælen.

Fortsat underlagt tavsheden lov

Nogen total omvendelse er der dog ikke tale om, for Skibby har jo netop gjort sig umage med kun at fortælle sin egen personlige historie. I den forstand er han fortsat en del af den ’tavshedens lov’, som har gennemsyret cykelsporten på eliteplan så længe.

Det vil eksempelvis være ganske utilsigtet fra Skibbys side, hvis hans bekendelser fører til, at hans rådgiver og leverandør til et årligt forbrug af dopingstoffer i omegnen af 140.000 kr. kommer i fedtefadet på grund af bogen.

I øvrigt skal man heller ikke være blind for, at det næppe er helt ufarligt at være alt for åbenmundet om sit dopingbrug. Kredsen af leverandører har nødvendigvis direkte eller indirekte berøring til organiseret kriminalitet – ellers kommer man ikke i nærheden af de stoffer og den viden, som kræves for at gennemføre et så omfattende dopingprogram, som Jesper Skibby har gennemført.

Hvis Skibbys mission med bogen er at få et mere sjælefred i fremtiden, er det derfor meget forståeligt, at han ikke ønsker at lægge person til et skærpet livtag med dopingens bagmænd.

Store menneskelige omkostninger

Skibbys bog er primært drevet af hans møde efter en dedikeret karriere med den verden, der ligger uden for den professionelle cykelsport.

Skibby har øjensynligt erkendt med sig selv, at forskellen i moralopfattelse mellem feltet og det omgivende samfund er så markant, at han ikke rent mentalt kan klare at leve videre på løgnen fra cykelsporten over for familie og omgivelser.

Den vigtigste lære af Skibbys bog er derfor, at doping har store menneskelige omkostninger, selv i et miljø, hvor doping er accepteret blandt ligemænd. Det er og bliver åbenlyst sølle at dyrke sin mest elskede hobby på sprøjter, piller og løgne, om det så giver et par ekstra sekunder i spurten. Doping på det niveau skaber i bedste fald hårde kynikere – i værste fald nedbrudte kroppe og sjæle.

Sandsynligvis vil Jesper Skibby opleve, at hans omgivelser reagerer med forståelse eller i det mindste ligegyldighed: Vi føler os ærlig talt ikke voldsomt bedragede af Jesper Skibbys indrømmelser af et massivt dopingbrug, for vi har i mange år vidst, at der er ting, som ikke står på ’varedeklarationen’, når vi konsumerer professionel cykelsport, og vi har haft rigtig god tid til at indrette vores forhold til og forbrug af produktet efter det.

Reaktionen fra cykelsporten

Mere interessant bliver det nok at følge reaktionen fra cykelsportens egen kreds. Skibby lægger som flere bekendende udenlandske kolleger før ham et yderligere pres på de ryttere, som vælger at leve videre på løgnen. De kan sandsynligvis godt leve videre uden at spytte ud, men de vil altid slæbe rundt på en tung mental bagage fra cykelkarrieren i forhold til det omgivende samfund.

Vi venter derfor spændt på de rasende reaktioner fra Skibbys gamle kolleger, som vel må kræve præmiepenge og medaljer retur fra de sejre, den dopede Skibby måtte have berøvet dem? Bare rolig. Det sker ikke! Cykelsportens hårde kerne maler videre som om intet var hændt – også efter denne dopingskandale.

I øvrigt kan Jesper Skibby jo teknisk set også fortsat gøre som sine kolleger og uden at lyve det mindste fastslå, at han aldrig er taget for doping...