Hvilke krav skal man stille til fitnesscentre?

Forbrugerstyrelsen har netop offentliggjort en omfattende test af danske fitnesscentre. Den viser blandt andet, at der er store prisforskelle, og peger desuden på, at der visse steder er behov for at skabe mere fleksible og gennemskuelige abonnementsvilkår. Som et tredje centralt kritikpunkt viser rapporten, at et antal fitnesscentrene udbyder træning til personer med særlige behov, selvom de ikke har ansat det kvalificerede faglige personale til det.

Sidstnævnte kritik er dog i høj grad præget af et behandlerperspektiv med stærk betoning af lægefaglige synspunkter. Det rejser et principielt spørgsmål om, hvilke krav man kan og bør stille til landets fitnesscentre og idrætsforeninger. Mere konkret: Hvilke krav kan man fra samfundets side stille instruktørernes uddannelse, uden at det går ud over den brede hverdagsmotion?

Det er en indlysende korrekt kritik, at fitnesscentre, der tilbyder behandlingslignende forløb for kunder – f.eks. genoptræning af skader, træning i forhold til ryg- og lændeproblemer eller ’motion på recept’ – også skal have et personale med de fornødne faglige kompetencer.

Man må forvente, at fitnessbranchen i samarbejde med de relevante offentlige myndigheder udvikler uddannelser, der kan sikre forsvarligheden i fremtidige formaliserede sundhedsrelaterede samarbejder mellem det offentlige og fitnesssektoren.

Trækker sundhedsskabelon ned over fitnesscentre

Fitnesscentre og idrætsforeninger vil dog forhåbentligt aldrig blive det første sted, man henvender sig, såfremt man er syg og har brug for lægebehandling.

Derfor virker rapportens lægefaglige tilgang til problemets omfang og instruktørernes faglige niveau i forhold til kunder med ’særlige

behov’ også besynderlig.

Det ville være helt misforstået at trække en generel sundhedsskabelon ned over hovedet på fitnesscentrene og forlange, at de møder kunderne med spørgsmål til deres personlige sygehistorier og en kortlægning af deres kropslige skavanker. Man skal passe på, at man ikke dømmer fitnesscentres og idrætsforeningers personale efter de kriterier, som gælder i behandlingssektoren.

Hvis man i fremtiden fra statens side ligefrem forlanger fagligt uddannede instruktører, kan det få uoverskuelige konsekvenser. Det vil i værste fald ødelægge rekrutteringen af de idrætstrænere og fitnessinstruktører, som udfører en kæmpe opgave for samfundet. Ville det i dette perspektiv f.eks. være acceptabelt, at DGI lancerer en stor ’Start to Run’-kampagne, som er målrettet inaktive og utrænede personer med den erklærede målsætning, at de på længere sigt skal gennemføre et rigtigt motionsløb?

Risiko for at ældre sygeliggøres

Rapporten fra Forbrugerstyrelsen nævner også, at gruppen af ’ældre’ kunder er en gruppe, der har ’særlige behov’. Det forhold, at kundemassen i landets fitnesscentre i stadigt stigende omfang tegnes af ældre over 50 år, bør dog ikke angribes som et problem.

Man skal derfor passe på, at man ikke sygeliggør de mange ældre, som af egen lyst dukker op i fitnesscentre og idrætsforeninger landet over. En sådan patientlignende tilgang indebærer risiko for, at de aldrig kommer i gang med at motionere og dyrke idræt.

Lad os holde fast i, at langt de fleste fitnesskunder og idrætsudøvere er raske. De træner fint på egen hånd og er selv i stand til at finde rundt i fitnesscenterets aktiviteter og idrætsforeningers tilbud. De raske aktive mennesker har derfor også selv et naturligt medansvar for deres træning. Både i idrætsforeninger og fitnesscentre.

Det er i dette regi, at mange på egen hånd forebygger livsstilssygdomme, hvilket alt andet lige er et stort plus for både den enkelte udøver og for samfundet som helhed.

Se testen på Forbrugerstyrelsens hjemmeside. Klik her.   Læs Idans artikel om Forbrugerstyrelsens undersøgelse. Klik her.