Hjælp
 Kontakt  l  Sitemap  l  About Idan
Idan.dk Forside Om IdanIdan undersøgerAfholdte arrangementerNyhederNyhedsbrevKommentarenBoganmeldelserAbout Idan Idrættens Vidensbank Vidensbankens forsideOm Idrættens VidensbankIdans udgivelserForskning og analyserIdans linksIdrætsjuristenIdrætshistorisk årbogInspirationskatalog Modtag Idans nyhedsbrev
Navn:
Email:


Print
21.11.2005

Opvisningsanlæg for milliarder


Siden 2000 er der investeret knap 1,7 milliarder kroner i de opvisninganlæg, som danske håndboldliga- og superligaklubber spiller på. Og flere investeringer er på vej, viser en rundspørge, Idan har lavet.



SAS Arena

Moderniseringer, udvidelser og helt nye anlæg til eliten. Det er en populær opskrift i kommuner og lokalsamfund, som huser håndbold- og superligahold.

 

Det viser en rundspørge, som Idrættens Analyseinstitut har foretaget blandt alle kommuner, selvejende institutioner og private selskaber med ansvaret for håndbold- og superligaklubbernes hjemmebaner.

 

Siden 1995 er der blevet færdiggjort byggearbejder på anlæggene for ikke mindre end 1,88 mia. kroner, og hovedparten af investeringerne er koncentreret i de seneste år. Byggerier, der er afsluttet siden 2000, tegner sig alene for cirka 1,69 mia. kroner.

 

Kun i tre ud af 28 danske kommuner med håndbold- og superligaanlæg har der ikke været større investeringer. Men også her sporer man byggelyst: Holstebro Kommune har sat penge af til et stort halprojekt. Randers er i gang med at bygge et nyt fodboldstadion til Randers FC, der håber på oprykning til superligaen. Og Gudme står foran en sammenlægning med Svendborg, hvor man overvejer at bygge en arena.

 

Siddepladser og sponsorlounges

Danmark befinder sig i et eliteidrætsligt byggeboom, selv om det hører med til billedet, at en del af investeringerne også tjener bredere idræts- og kulturformål.

 

Generelt er det primære mål dog at udvide kapaciteten af siddepladser og øvrigt skabe bedre publikumsforhold. Ikke mindst for sponsorerne. VIP-lounges er blevet standardinventar på de store anlæg.

 

Til gengæld er ambitionsniveauet meget forskelligt. Udbygningen af Brøndby Stadion beløb sig til 300 millioner kroner og er den største enkeltinvestering i den undersøgte periode. Til sammenligning er det nye fodboldstadion i Viborg bygget for mere beskedne 62 millioner kroner.

 

Et tilsvarende spring er der fra kultur- og idrætskomplekset Forum Horsens, som kostede 150 millioner kroner inklusive en ny fodboldtribune, til de 52,5 millioner, der var prisen for Arena Nord i Frederikshavn. Begge er i øvrigt eksempler på anlæg, som både tjener kultur- og idrætsformål. Endelig er der sket en række mindre udbygninger og moderniseringer rundt omkring.

 

Samlet udgør investeringerne i fodboldanlæg cirka 1,2 milliarder kroner, mens halprojekterne står for små 700 millioner kroner. Det er især investeringerne i Brøndby, Farum, Herning, Århus og Parken, som tynger på fodboldsiden.

 

 

Årlige investeringer i kroner

 

1995

26.000.000

1996

20.500.000

1997

60.000.000

1998

20.800.000

1999

57.900.000

2000

202.000.000

2001

781.100.000

2002

64.600.000

2003

125.800.000

2004

314.100.000

2005

203.800.000

 

Beløb er uden moms og afrundet til nærmeste 100.000 kroner.

Kommunerne betaler gildet

Hovedparten af de berørte stadioner og opvisningshaller er kommunalt ejede eller med et stærkt kommunalt engagement. Det er da også kommunerne, som har været stærkeste økonomiske drivkraft bag de senere års investeringer.

 

Siden 1995 har kommunerne direkte eller indirekte lagt cirka 1,2 milliarder byggekroner i de berørte anlæg. Heraf dækker knap 250 millioner kroner over særlige ordninger, hvor kommunerne lader private investorer finansiere byggeriet uden at give permanent afkald på ejendomsretten. Det er bl.a. tilfældet med tre tribuner på Viborg Stadion, som kommunen leaser for 20 år. På lignende vis har Silkeborg I.F. finansieret en tribune med sponsorlounge mod at slippe for en årlig leje på cirka 1,1 million kroner. Efter 30 år tilfalder tribunen kommunen.

 

De rent private investeringer udgør cirka 680 millioner kroner. Heraf tegner investeringerne i Brøndby Stadion og Parken sig alene for over 430 millioner kroner.

 

I øvrigt er navnesponsorater stadig en sjældenhed i dansk idræt. Eneste anlæg i Superligaen med navnesponsorer er SAS Arena, der er hjemmebane for FC Midtjylland, og Odense Stadion, som omdøbes til Fionia Park ved OB’s hjemmekampe. I håndboldligaen er Skjern Bank Arena det eneste anlæg.

 

Flere projekter på vej

Med udskrivninger på knap to milliarder kroner over blot 11 år kunne man tro, at investeringerne i opvisningsanlæg var kulmineret. Hertil kommer, at Lokale- og Anlægsfonden har skønnet, at de cirka 1.400 traditionelle haller bør moderniseres for 4-6 milliarder kroner.

 

Men lysten til at satse på opvisningsanlæg er stadig stor, viser Idans rundspørge.

 

Bl.a. overvejer Silkeborg Kommune at erstatte det nyligt moderniserede stadion med et helt nyt idrætskompleks, som også skal omfatte en multihal. Et projekt til cirka 150 millioner kroner.

 

Større byggerier er også på dagsordenen i bl.a. Kolding, Holstebro, Svendborg, Fredericia og på Mors. Dertil kommer flere mindre moderniseringer og udbygninger.

 

Mange af projekterne er endnu ikke vedtaget. Men realiseres alle, er der tale om investeringer for minimum 700 millioner kroner, når man alene medregner dem, der er sat kroner og øre på, og som berører håndbold- og superligaklubberne.

 

Dertil kommer en lang række andre projekter på kommunernes ønskesedler og det igangværende kapløb mellem bl.a. Høje Taastrup, København og Århus om at bygge Danmarks første giganthal med plads til op mod 15.000 tilskuere.

Søren Bang

 

Se også en oversigt over anlægsinvesteringerne siden 1995 (Word). 

 

Læs artiklen i Idans nyhedsbrev.

 

Læs kommentaren "Dansk idræt skal op i en anden liga"

 

Idans aktiviteter
Frivillighedsundersøgelsen Hent rapporten 'Fremtidens frivillige foreningsliv i idrætten' med resultater fra Idan og Syddansk Universitets undersøgelse af det frivillige foreningsliv under Danmarks Idræts-Forbund. Idans konference i Vejen Mød over 300 repræsentanter for den danske idrætssektor og vær med i diskussionerne om de varmeste idrætspolitiske temaer på Idans konference 'Idrættens største udfordringer II' i Vejen, den 30.-31. maj 2012 Forening på Forkant Deltag i DIF og Idans konference for lokale idrætsforeninger i Vejen den 2. juni. Få tips om at hverve nye medlemmer og nye frivillige. Play the Game 2011 Find præsentationer, fotos og video-streaminger fra Play the Game 2011, der blev afviklet den 3.-6. oktober 2011 i Køln.

Idan anbefaler
Play the GameIdræt, Historie & SamfundIdrottsforumSport Event DenmarkSportsanalyseDansk FirmaidrætsforbundDanmarks Idræts-ForbundDGIDansk Skoleidræt

Idrættens Analyseinstitut   l   Kanonbådsvej 12A   l   1437 København K   l   Tlf. 3266 1030   l   idan@idan.dk