26.04.2010
Breddesatsning gav ringe fornyelse
Traditionel sportslig logik i idrætsorganisationer og sportsklubber kan blokere for selv de største satsninger på at inddrage flere børn og unge i idrætten, konkluderer svenske forskere.
Selv masser af penge og god vilje er langt fra nogen garanti for succes, når det offentlige gennem den etablerede idræts organisationer og foreninger igangsætter massive satsninger på at få flere børn og unge til at blive mere idrætsligt aktive.
I stedet risikerer man at få mere af det samme, mens den idrætslige fornyelse, som skulle lokke nye målgrupper, udebliver.
Bag det konklusionen står to svenske forskere, Josef Fahlén og Staffan Karp, der ud fra egne og andre svenske forskeres undersøgelser har vurderet effekten af den svenske stats store breddeidrætssatsning, ’Handslaget’, i tidsskriftet ’Sport & EU Review’.
Sportsklubber fik pengene
Handslaget stillede fra 2003-2007 i alt én milliard svenske kroner til rådighed for den organiserede idræt under det svenske Riksidrottsförbundet, som fik det overordnede ansvar for at fordele pengene gennem sine specialforbund og klubber.
Men trods mange gode intentioner lykkedes det kun i meget begrænset omfang at få nye målgrupper af inaktive børn og unge engageret i idrætten. Det var det de allerede aktive børn og unge, som fik mest glæde af pengeindsprøjtningen.
Fahlén og Karp peger bl.a. på, at pengene med Riksidrottsförbundets som administrator af programmet blev målrettet de etablerede klubber og idrætsgrene, hvilket afskar alternative projekter uden for den organiserede idræt fra støtte. Som eksempel nævner forfatterne et projekt i et socialt udsat boligområde, som blev nægtet støtte, fordi der ikke i forvejen var en etableret klub i området.
Samtidig var det i praksis meget svært for de involverede foreninger og organisationer at sprænge den herskende sportslogik og udvikle alternative aktiviteter eller organisationsformer. I realiteten blev Handslaget derfor mere en hjælp til at udbygge og udvikle de eksisterende tilbud og aktiviteter end en katalysator for idrætslig eller organisatorisk fornyelse.
Det blev endda blåstemplet undervejs, da Riksidrottsförbundet omformulerede formålet med projektet, så det fra at skulle inkludere helt nye grupper i idrætten nu blot skulle fastholde de allerede aktive længst muligt. Denne målsætning er i øvrigt konfirmeret i efterfølgeren til Handslaget – det endnu dyrere statsligt finansierede projekt ’Idrottslyftet’ (idrætsløftet).
Træge organisationerKritikken af Handslaget og efterfølgeren Idrotsslyftet er langt fra ny. Som omtalt i bl.a. Idans nyhedsbrev fra august 2009 mener også andre svenske forskere, at de svenske breddeidrætssatsninger har været for ineffektive, når det handler om at nå de inaktive børn.
I den nye artikel bliver de svenske erfaringer dog samtidig kædet sammen med kendte organisationsteorier, der forsøger at forklare, hvordan organisationer agerer, når de bliver stillet over for nye udfordringer og politiske krav.
I den forbindelse er historien om Handslaget et godt eksempel på, at det ofte er organisationers trang til stabilitet og inerti, der vinder over ønsket om forandring og udvikling. Den organiserede idræt anført af Riksidrottsförbundet kunne ikke frigøre sig fra sine traditionsbundne og historisk funderede værdier og måder at gøre tingene på, men valgte at ’oversætte’ de statslige ønsker om fornyelse til allerede kendte aktiviteter inden for idrætten.
Da idrætten i Sverige samtidig er centraliseret omkring ét stærkt og uafhængigt nationalt idrætsforbund, kunne det endda ske uden stor modstand eller konkurrence fra andre aktører. Den organiserede idræt anført af Rikidrottsförbundet formåede derfor at konstruere sin egen sociale virkelighed, så det var omverdenen, der måtte indrette sig på idrætten – og ikke omvendt.
-bang
Læs også artiklen om Handslaget og Idrottslyftet i Idans nyhedsbrev fra august 2009 (pdf):
Nyhedsbrev 25 |