03.01.2011
Kommuner vil selv føre idrætspolitik
Analyse: Flere kommuner vil i fremtiden spille en mere aktiv rolle på idrætsområdet. Udviklingen kan svække foreningslivets privilegerede status.
Analyse af Bjarne Ibsen, professor på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, og Søren Bang, redaktør ved Idrættens Analyseinstitut.
Hvert år anvender landets 98 kommuner omkring 3,6 mia. kr. fra driftsbudgetterne til idrætsformål. Kommunerne er dermed langt den vigtigste bidragyder til idrætten, og de kommunale midler går i vid udstrækning til landets over 15.000 idrætsforeninger i form af direkte støtte over folkeoplysningsloven eller til drift af idrætsfaciliteter, som især foreningsidrætten nyder godt af.
Landets idrætsforeninger har på den måde en privilegeret position som kommunernes vigtigste samarbejdspartnere, når det handler om at omsætte den kommunale idrætsstøtte til sved på panden – ikke mindst i forhold til børn og unge.
Lidt forsimplet kan man sige, at kommunerne bidrager til, at foreningernes økonomiske og facilitetsmæssige rammer er i orden, men derefter lader det være op til idrætsforeningerne at udfylde rammerne med idrætsaktiviteter for borgerne. Denne decentrale idrætsmodel er et af dansk idræts særlige kendetegn.
Men meget tyder på, at modellen er under pres. Foreningerne må vænne sig til, at mere selvstændige og udfarende kommuner i stigende grad får mod på at forfølge egne målrettede idrætspolitiske ambitioner.
Kommunerne opruster bredt
Først og fremmest er der med kommunalreformen kommet flere store kommuner, som alene på grund af deres størrelse nu er i stand til at formulere og udmønte en bred og forpligtende idrætspolitik.
Kommunerne vedtager ikke kun mere formaliserede idrætspolitikker, men satser også på politikområder som eliteidræt, events, idræt for særlige målgrupper eller målrettede sundhedsindsatser inspireret af kommunernes nye forpligtelser på det forebyggende område. Samtidig har især de nye kommuner øget fagligheden i idrætsforvaltningerne. En ny undersøgelse fra Syddansk Universitet sætter tal på udviklingen:
Hvor blot hver fjerde kommunale idrætsforvaltning i 2006, dvs. året før kommunalreformen, havde en eller flere akademikere ansat, handlede det i 2009 om mere end halvdelen af alle kommuner.
Sideløbende med denne professionalisering har forvaltningsprincipper fra new public management vundet fodfæste i de kommunale forvaltninger og smittet af på idrætten. Man interesserer sig i stigende grad for fleksible, resultatorienterede løsninger baseret på evidens frem for de traditionelle folkeoplysningsprincipper som selvstyre og medlemsdemokrati.
Endelig har flere kommuner efter sammenlægningerne fusioneret sig til en bredere vifte af kommunale idrætsindsatser og projekter. Også her er det gået stærkt: Mens to ud af fire kommuner f.eks. tilbød ferieidræt for børn i 2006, havde tre ud af fire kommuner sådanne aktiviteter på programmet i 2009. Generelt ser også indsatser over for inaktive børn ud til at vinde frem. 58 pct. af kommunerne havde i 2009 igangsat indsatser på dette område. Tre år tidligere var det under 40 pct.
Kommunernes vurdering af, hvilken betydning kommunalreformen har haft for idrætten som fagområde
Flertallet af kommuner mener, at kommunalreformen har styrket idrætten som fagområde – det gælder især i de sammenlagte kommuner. Kilde: ’Ændringer i kommunal idrætspolitik efter kommunalreformen’, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU.
Fra fri leg til parallel leg
Da kommunernes driftsudgifter på idrætsområdet ser ud til at være nogenlunde konstante, har en del sammenlagte kommuner sandsynligvis blot samlet de gamle kommuners aktiviteter under den samme hat.
Men det ændrer ikke ved, at der er kommet flere ’varer på hylderne’ i de større kommunale forvaltningsenheder på idrætsområdet, og at foreningerne ikke i samme grad har monopol på at udmønte de kommunale idrætsindsatser.
Udviklingen kan få stor betydning for foreningernes forhold til kommunerne. Hidtil har de lokale idrætsforeninger billedligt talt kunnet dyrke ’fri leg’ for kommunale kroner. I fremtiden kan andre mere styrede ’legeformer’ vinde frem:
Parallel leg. Den frie leg kan blive afløst af ’parallel leg’, hvor kommunerne fortsat lader foreningerne passe sig selv, men måske skruer ned for den kommunale støtte for i stedet at bruge flere økonomiske ressourcer på en generel styrkelse af idrætten i skoler og institutioner eller egne idrætsprojekter med særlige formål. Det gælder især aktiviteter for fysisk inaktive børn og voksne samt faciliteter til selvorganiseret idræt og motion.
Rolleleg. Den fri leg kan også blive udfordret af ’rolleleg’, hvor kommunerne ønsker at indgå forpligtende partnerskaber med foreningerne om prioriterede indsatser, f.eks. på sundheds- eller integrationsområdet. Sådanne samarbejdsformer kan kommunerne søge at fremme ved i højere grad at differentiere sine tilskud til foreningslivet, så de idrætsforeninger, der ønsker og evner at indgå formaliserede samarbejder med kommunen får ekstra tilskud.
Organiseret leg. Endelig kan kommunerne forsøge at styre foreningernes aktiviteter fra oven ved at fremme en ’organiseret leg’, hvor foreningerne som ’idrætsentreprenører’ påtager sig at løse kommunale opgaver på idrætsområdet. Foreningerne vil i så fald skulle søge om tilskud til politisk prioriterede opgaver og må som andre entreprenører acceptere, at kommunen definerer målsætningerne og kontrollerer, om de bliver indfriet.
De tre scenarier ser man allerede udfolde sig i mange kommuner. Spørgsmålet er kun, hvor meget de hver især vil vinde frem i de kommende år.
Det er ganske sigende for den sandsynlige udvikling, at mange af aktiviteterne i de syv af Kulturministeriet udpegede ’Breddeidrætskommuner’ foregår uden for idrætsforeningernes regi. Hvad enten det drejer sig om projekter med børnefitness i skolerne, bevægelsesaktiviteter i bibliotekerne eller noget helt tredje kan og vil kommunerne i stigende grad selv.
Artiklen har været bragt i Politiken den 30. december 2010 som den syvende af i alt ni analyser offentliggjort omkring jul og nytår, hvor Idan i samarbejde med Politiken så nærmere på en række markante udviklingstræk inden for idrætten.
|