01.04.2011
Idrætsforeninger kan bidrage til velfærd
Når idrætsforeninger går ind i offentlige projekter, kan de hjælpe med at løse velfærdsproblemer, lyder konklusionen i en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet.
Statens projektpolitik er med til at fremme foreningernes evne til at håndtere velfærdspolitiske problemer. Sådan lyder konklusionen i Annette Michelsen la Cours ph.d.-afhandling, ’Idrætsforeningers velfærdspotentiale’, fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.
Ph.d.-afhandlingen tager afsæt i evalueringen af 21 projekter rettet mod overvægtige børn, der var støttet af penge fra Kulturministeriet og Socialministeriets satspulje fra 2006 med det formål at støtte vanskeligt stillede børn.
Projekternes mål om at rekruttere og fastholde de overvægtige unge i foreningerne lykkedes ifølge evalueringen: Foreningernes ’sociale kapital’ i form af bl.a. frivillige med gode netværk hjalp børnene til at føle sig som medlemmer og ikke klienter. Derfor kan foreningerne med fordel være med til at løse velfærdsopgaver under forudsætning af, at de understøttes organisatorisk og økonomisk, lyder det i afhandlingen.
Foreninger rekrutterer og fastholder
”Min undersøgelse viser, at børnenes deltagelse i særligt tilrettelagte idrætsaktiviteter har givet børnene ikke bare bedre fysiske kompetencer, men også bedre sociale kompetencer,” konkluderer Annette Michelsen la Cour på Institut for Idræts hjemmeside.
Aktiviteter ud fra en bred idrætsforståelse med bl.a. udendørsaktiviteter og leg fik de overvægtige børn, som er glade for at røre sig, når rammerne er rigtige, positive oplevelser med bevægelse og idræt, sociale kompetencer, og de var fysisk aktive.
Afhandlingens evaluering peger her bl.a. på betydningen af, at børnene og de unge i foreningerne er almindelige medlemmer, der indgår i foreninger med en stærk lokal forankring. De undgår dermed at blive klientgjort og får i stedet en positiv social oplevelse.
Foreningstyper med forskellige motiver
Afhandlingen identificerer samtidig tre typer af foreninger, som tager del i velfærdsprojekter, og som arbejder med at skabe idrætsaktiviteter for de overvægtige ud fra forskellige grundlag og motiver.
Velfærdsforeningen, som ifølge afhandlingen er foreningen, som samarbejder med kommunale institutioner og er velegnet til at indgå i samarbejde omkring velfærdsprojekter. Drivkraften er her såkaldte ’sociale entreprenør’, der er drevet af ønsket om udvikling og forandring med udgangspunkt i foreningen.
Fællesskabsforeningen, som i projektarbejdet tager afsæt i foreningens egne sociale og organisatoriske rammer, og hvor drivkraften kommer fra ildsjæle, der har et ønske om at få flere børn til at dyrke idræt.
Sundhedsforeningen, som har professionelle sundhedsansatte til at varetage udførslen af projekterne. En foreningstype, der med sundhed og fysisk aktivitet som omdrejningspunkt, savner de sociale værdier, der er forbundet med de andre foreningstyper.
På baggrund af ressourcerne i de forskellige foreningstyper har foreningerne under ét en stor samfundsmæssig virkning ifølge ph.d.-afhandlingen, og de har dermed potentiale til at løse velfærdsproblemer hjulpet på vej af projektpuljemidler.
DT
Afhandlingen består af to dele, hvor den første omhandler evalueringen af de to projekter, mens den anden omhandler en sociologisk diskussion af idrætsforeningernes velfærdspotentiale. Hent bl.a. resume og forord fra de to dele af Annette Michelsen la Cours ph.d.-afhandling: Ph.d.-afhandlingLæs evalueringen (1. del af ph.d.-afhandlingen) af de 21 projekter: Evaluering |