Hvor meget scorer Brasilien reelt på sit fodbold-VM?

Selvom resultaterne ved fodbold-VM i Brasilien ikke er gået, som enkelte af de traditionelle fodboldstormagter havde regnet med, kan man være sikker på én ting: Regningen til værtsnationen bliver stor og meget større end forventet.

De samlede udgifter i Brasilien er estimeret til at løbe op i ca. 13,8 mia. dollar. Det er mere end VM-slutrunderne i Tyskland (2006) og Sydafrika (2010) tilsammen.

Ifølge den internationalt anerkendte professor og forsker ved Oxford, Bent Flyvbjerg, er budgetoverskridelser ved store sportsevents fuldstændig standard.

Flyvbjergs studier viser, at budgetoverskridelserne i gennemsnit har ligget på knapt 180 procent ved de vinter- og sommerolympiske lege i perioden 1960-2012. Det seneste vinter-OL i Sochi i 2014 fortsatte trenden og sprængte alle tidligere rammer med samlede omkostninger på mere end 50 mia. dollars inklusive infrastrukturinvesteringer.

Dermed ligner store sportsevents ifølge Flyvbjerg andre mega-projekter uden for sportens verden, der ofte løber løbsk. Forskellen er imidlertid, at OL skiller sig ud ved nærmest konsekvent at overskride de estimerede budgetter. Almindelige mega-projekter kan faktisk fra tid til anden overholde budgetter og tidsplaner.

Budgetoverskridelserne ved store idrætsevents bunder i vid udstrækning på en politisk systemfejl, som beslutningstagerne ikke kan undslippe, fordi der er stor prestige og mange interesser involveret i afholdelse af de store sportsevents. Hvis kritikere rejser stemmen, bliver de ignoreret eller modsagt med tvivlsomme argumenter.

Et eksempel herpå var, da den Brasilianske præsident, Dilma Rousseff, for nyligt gik til modangreb på skeptikerne, da hun i forsvar for investeringerne omkring VM sagde, at der siden 2010 er blevet brugt 200 gange så meget på uddannelse og sundhedsvæsen i Brasilien som på VM-stadions.

Kritikere har til dette argument påpeget, at driftsudgifter bør sammenlignes med driftsudgifter, og ikke investeringer i mursten. For de penge, man har brugt på stadions, kunne man fx have bygget i omegnen af 4.000 små skadestuer, der hver kan dække byområder på mellem 100.000–200.000 mennesker og modtage op mod 300 patienter dagligt. Eller man kunne have opført lidt over 2.200 skoler, hver med en kapacitet til 432 elever.

Uanset, hvordan man vender og drejer det, er VM-udgifterne enorme og kunne utvivlsomt gøre god gavn inden for sundhed og uddannelse. Især når man tænker på, at pengene i flere tilfælde er decideret ødslet væk.

Verdens dyreste fugletoilet

Et illustrativt eksempel er byggeriet af Arena Amazônia i Manaus. Stadionet, der har kapacitet til 40.000 tilskuere, bruges fire gang under VM, og normalt kommer der maksimalt 1.000 mennesker til det lokale holds hjemmekampe.

Faciliteten har kostet 300 mio. dollars at opføre, tre er døde i forbindelse med byggeriet, og monumentet er blevet kaldt verdens dyreste fugletoilet. Det er formentlig en af arketyperne på en hvid elefant, der vil stå stort set ubenyttet hen, når fodboldcirkus har forladt landet.

Ifølge den engelske journalist Hadly Freemann fra The Guardian lever en stor del af befolkningen i Manaus i slumkvarterer, der skriger efter forbedrede leveforhold. Hver fjerde hustand her har ikke rindende vand. I stedet står der nu et stort stadion, der erstatter det gamle, som man rev ned for at imødekomme FIFA’s krav.

Det dyreste stadion ved slutrunden, Estádio Nacional Mané Garrincha i Brasília, kostede 622 mio. dollars at opføre, og ender ifølge sportsøkonomen Victor A. Matheson med at koste lidt over 44.000 dollars i byggeomkostninger pr. tilskuer regnet over fire år. Det samlede budget for de 12 VM-stadions i Brasilien er firedoblet siden de første budgetter blev lagt i 2007, og ifølge Reuters er det officielle stadionbudget nu på 3,7 mia. dollar.

Det er mere end dobbelt så meget som Sydafrika brugte på sine 10 stadions i forbindelse med VM i 2010. I Sydafrika kan man også pege på hvide elefanter.

I gennemsnit koster Brasiliens stadions 1.000 dollars pr. tilskuer i byggeomkostninger, når man forholder regningen til det estimerede fremtidige besøgstal regnet over fire år, ifølge Matheson.

Middel- og overklassens fest

Det er i øvrigt ikke svært at få øje på de problemstillinger, som opstår i forbindelse med afholdelse af en mega-event som VM. Et af spørgsmålene ved afholdelsen af fodbold-VM er, hvem der i sidste ende får glæde af alle investeringerne? Det korte svar er ofte: De, der i forvejen har.

FIFA scorer milliarder i indtægter på salg af tv-rettigheder og sponsorater. Ifølge egne regnskaber fik FIFA et samlet overskud på 2,35 mia. dollar fra VM i Sydafrika. Det er mere, end hvad sydafrikanerne oprindeligt budgetterede med til stadionbyggerier.

De lokale investeringer i megaevents vil i en vis udstrækning indgå i det økonomiske kredsløb og bl.a. skabe jobs i forbindelse med opførelsen af anlæg i serviceerhvervene. Men servicejobs er ofte midlertidige og bidrager derfor ikke nødvendigvis til langsigtet vækst og udvikling.

Amerikanske forskere har fx vist, at det kan have direkte negativt økonomisk effekt at være værtsby for et stort professionelt fodboldhold. Problemet er, at man investerer jobs, der ikke stimulerer samfundsøkonomien på længere sigt. Andre forskere peger på, at det er en myte at tro, at afholdelse af et OL er samfundsøkonomisk plus.

Her ville investeringerne i stedet være givet bedre ud, hvis de var kanaliseret over i uddannelse, forskning eller innovation. Et forhold, der formentlig ikke kun gælder OL, men også fodbold-VM.

Den tidligere brasilianske topfodboldspiller og verdensmester, Romário de Souza Faria, udtalte i hvert fald sin skepsis til New York Times i forbindelse med de første kampe, hvor han pegede på, at sundheds- og uddannelsessystemet i Brasilien er utilstrækkeligt og, at FIFA i bund og grund er fuldstændig ligeglade med den menige brasilianers liv.

Man må dog sige, at nogle af investeringerne er gået til forbedring af transportsystemet i Brasilien, og det tæller bestemt på den positive side i det omfang, at det er investeringer, der kommer den daglige pendler til gode.

Men hvad med indtægterne?

Store sportsevents er naturligvis ikke kun udgifter. Der kommer også indtægter i kassen, når udenlandske turister kommer til landet og bruger penge på hoteller, restauranter og souvenirs. I forbindelse med VM i Sydafrika estimerede en gruppe forskere, at stigningen som følge af VM i Sydafrika var omkring 300.000 ekstra turister i 2010.

Det er nu meget forskelligt, hvor stor effekten er. De britiske turismeorganisationer har haft travlt med at rose udviklingen i turismen til London med henvisning til effekten fra OL i 2012. Men de officielle tal fra Office of National Statistics viste en nedgang i antallet af turister i London i månederne omkring OL.

Ganske vist brugte de færre besøgende flere penge pr. hoved end normalt, men siden årtusindskiftet har antallet af turister i London generelt været stigende år for år – også i 2014. Det gør det mere eller mindre umuligt at afgøre, om OL overhovedet spiller en rolle i forhold til turismen, eller om væksten bare er en del af generel trend. OL har formentlig ikke gjort andet end marginal forskel. Den britiske hovedstad er i alle henseender bare en magnet.

I forhold til Brasilien er der nok ingen tvivl om, at VM og sandsynligvis også OL om to år vil tiltrække turister. Men det retfærdiggør ikke de enorme udgifter.

Ved VM i Sydafrika stod udgifterne til slutrunden i cirka 13.000 dollar pr. tilrejsende VM-turist. Et beløb, som det er meget usandsynligt, at de besøgende brugte, mens de var i landet.

Hvilken ROI (Return on Investment) Rio og resten af landet vil få, ved vi ikke endnu, men det brasilianske turistministerium forventer, at 3,7 millioner mennesker vil besøge Brasilien som følge af VM og samlet bruge 3,03 mia. dollars. Hertil kommer den afledede multiplikatoreffekt, hvilket ifølge den brasilianske turistminister kan fordoble den økonomiske effekt.

Det fremgår ikke om der kun er tale om udenlandske turister, der rettelig er de eneste, der kan tilføre værdi til den brasilianske økonomi. Gæster med brasiliansk baggrund omfordeler blot forbrug. Men under alle omstændigheder forekommer estimatet højt. Andre kilder citerer de Brasilianske myndigheder for at forvente 300.000 ekstra turister. Det vil give et helt andet impact-niveau.

Hvorfor er det så dyrt at afholde mega-events?

Det er på denne baggrund nærliggende at spørge, hvorfor det går galt hver gang? Hvorfor er det ikke muligt at holde udgifterne i ro og planlægge et moderat offentligt forbrug, der kan modsvares af indtægterne?

Der er flere årsager til, at det ofte går galt.

For det første er det mere eller mindre standard, at estimaterne over antallet af turister ikke lever op til det reelt realiserede. Det var blandt andet tilfældet i Sydafrika.

Ifølge den britiske økonom og professor ved University of Michigan Stefan Szymanski er det indlysende, at de konsulentbureauer, der laver beregningerne, ligesom turismeorganisationerne, der typisk bestiller dem, har en interesse i at overestimere indtægterne. Der skal skabes en aura af sikkert afkast, så de offentlige kasser kan åbnes.

For det andet er det nærmest en generel naturlov, at budgetterne for afholdelse af begivenhederne er alt for lavt sat. Det er en af Bent Flyvbjergs pointer. I mindre målestok var det måske det, der skete, da det europæiske Melodi Grand Prix skulle afholdes i Danmark i starten af maj.

Essensen af det hele er, at ingen tør sige stop, når byggeriet er i gang, og de uforudsete udgifter tårner sig op. Man aflyser ikke bare et Grand Prix, fordi et par bærende søjler i koncerthallen skal flyttes, ligesom man ikke stopper et OL-byggeri. Politikerne må til lommerne, og regningen skrives ud til skatteborgerne. Scenen eller atletikstadion skal være færdig til tiden, og det presser byggepriserne op.

Onde tunger vil endda mene, at folk med interesser i events, fra entreprenører og leverandører til konsulenter og politikere, i visse tilfælde spekulerer i det. Overskridelsen i forbindelse med melodi grand prix’et har stille og roligt bevæget sig op i nærheden af 70 mio. kroner i forhold til det oprindelige budget.

Auktioner presser prisen op

Endelig er de særlige budrunder på store sportsevents med til at presse prisen op. I budrunden inden værtskabet er blevet fordelt, er mekanismerne de samme som når Hr. og Fru Hansens villa ved fjorden kommer til salg. Prisen stiger, fordi flere interesserede værtslande kæmper om at give det højeste bud. Prestigen ved afholdelse af store sportsevents - som Vm i fodbold eller OL - er stor. Alle vil gerne have havudsigt.

At de bevilgende myndigheder og politikere oprigtigt tror på, at et VM eller et OL også er et økonomisk guldæg, hjælper ikke begrænsende på efterspørgslen. FIFA og IOC skummer fløden og har selv en interesse i at vælge det land eller den by, der lover den flotteste fest betalt for deres egne penge. Men det er opskriften på store merudgifter for værtslandet. I Brasilien forventer man at bruge 15 mia. nye dollar for at blive klar til OL i 2016.

Det er illustrativt, at 1984-legene i Los Angeles, der blev valgt uden modkandidater, endte med at blive det økonomisk mest sunde OL, der er afholdt i nyere tid. Efter de forgældede lege i Montreal 1976 og den vestlige politiske boykot af Moskva-legene i 1980, endte Los Angeles med at være ene om buddet, og legene, der var privatfinansierede og kun omfattede få anlægsinvesteringer, endte i et pænt plus.

I dag er mega-events tvivlsomme forretninger med de store politiske interesser, der er knyttet til dem. Som vi kender dem i dag, er de i bedste fald kulturelle begivenheder, som bør måles på deres andre nytteeffekter end deres direkte økonomiske afkast.