Idrættens Topmøde: Tre udfordringer for idrættens visioner

Med markante åbningstaler fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og H.K.H. Kronprins Frederik og en veloplagt vært og konferencier i skikkelse af kulturminister Mette Bock fik Idrættens Topmøde udstrålet format og optimisme.

Medvirkende til den gode stemning var også, at Charlotte Bach Thomassen og Niels Nygaard i en fælles formandsberetning fra DGI og DIF løftede sløret for, at der er blevet 26.000 flere medlemmer af idrætsforeningerne det seneste år. Formændene understregede samtidig, at visionen ikke bliver let at nå, for målene er højt sat og udfordringerne mange. Dertil kommer, at målene tager tid at opnå, og derfor er tiden frem mod 2025 mere knap end som så.

Det kalder på en skarp prioritering af, hvad der er vigtigst at fokusere på. Og selvom både talere, paneldeltagere og et spørgelystent publikum var gode til at tegne muligheder og barrierer op, forsømte topmødet at adressere den svære prioritering. Der er imidlertid ingen vej udenom, og vi vover gerne det ene øje.

Bredt samarbejde er en forudsætning for succes

For det første gælder det ikke kun i politik, at dem, der kan favne bredest, også er dem, der i det lange løb får gjort mest af sin politik til virkelighed. Hvor DIF og DGI måske var lidt for tøvende til en start, må man konstatere, at de i den grad kommet efter at tænke i brede alliancer.

Det var helt rigtigt set, at folkeoplysningen, sundhedsområdet, ældreområdet og socialområdet blev budt med til topmødet, selvom dele af idrætsverdenen savnede en invitation. Og tilsvarende, at programindholdet fokuserede på integration, socialt udsatte og e-sport.

Selv om DIF og DGI byder op til bredt samarbejde, taler erfaringen for, at det afgørende er, hvorvidt DIF og DGI også i praksis lykkes med løbende at prioritere, pleje og udvikle på strukturerne for det brede samarbejde med både store og små aktører, gamle såvel som nye, så det udmønter sig i synlige resultater.

Foreningerne er også udfordret ved udgangen, ikke blot ved indgangen

For det andet er det afgørende at få godt greb om, at selvom visionen handler om at tiltrække flere til aktivitet og foreningsliv, så er det fastholdelsen i regelmæssig deltagelse, der for alvor betyder noget. Idrætten har allerede et stort og varieret foreningsliv med aktiviteter, der samlet set appellerer bredt. Og hvis foreningslivet er i stand til at fastholde alle dem, som de får aktiveret, ville det være en smal sag at nå målsætningerne.

Sådan er virkeligheden imidlertid ikke, for mange foreninger kæmper med at holde på deres (potentielle) medlemmer. Idrætsvaneundersøgelser viser et overordnet frafald fra foreningsidrætten fra ungdomsårene og op til 30-års-alderen, men data viser ikke noget om medlemsflowet på tværs af foreninger. De siger heller ikke noget om foreningernes fastholdelse af medlemmer, som inviteres indenfor via diverse introarrangementer, eller om foreningerne formår at rekruttere og fastholde foreningsuvante målgrupper.

Vi ved generelt for lidt om indsatser til fastholdelse i foreningslivet. Det kan synes paradoksalt, fordi der løbende laves undersøgelser, som interviewer frafaldne. Vi har brug for bedre (forløbs)data, så vi kan studere frafaldet allerede fra før, det sker. Denne analytiske handske vil vi gerne samle op på Idrættens Analyseinstitut, når vi i 2020 opdaterer den løbende undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner, der rækker helt tilbage til 1964.

Demografien arbejder imod visionen, selvom den giver flere medlemmer

For det tredje skal idrætsorganisationerne tage højde for den demografiske udvikling, der genererer medlemmer, men modarbejder visionen. Den gode nyhed er, at den danske befolkning vil vokse lige så langt øjet rækker, og den demografiske udvikling burde således få medlemstallene til at vokse. Førnævnte medlemsfremgang på 26.000 personer er f.eks. påvirket af, at befolkningen samtidig voksede med omtrent lige så mange personer. Den dårlige nyhed er, at den demografiske sammensætning også ændrer sig, og det er ikke til fordel for visionens måltal.

Vi ved, at skolebørn er den gruppe, der er klart længst fremme, hvad idrætsaktivitet og foreningsdeltagelse angår, også selvom det er gået tilbage, men frem mod 2025 vil de fylde mindre i det samlede befolkningsbillede. Vi ved også, at folk i 30’erne omvendt er dem, der er længst væk fra at opfylde målene, fordi de typisk har travlt med karriere og børn. Dem vil der til gengæld blive flere af. Samtidig bliver der flere over 75 år, fordi vi som befolkning bliver ældre, og det er også en gruppe, der er mindre aktiv end gennemsnittet.

Den demografiske udvikling er altså alt andet lige godt for medlemstallet, men skidt for visionen. Men alt andet behøver heldigvis ikke være lige, og derfor er det oplagt, at ’Bevæg dig for livet’ ikke blot har fokus på seniorerne over 60 år, men også stiller særligt skarpt på dem over 75 år, der i 2025 vil være på højde med skolebørnene antalsmæssigt.

Generationen i 30erne er dog større end både skolebørnene og seniorerne over 75 år til sammen, og derfor er der al mulig grund til at prioritere en indsats, der målretter sig mod netop dette segment. Det skal være lettere at være aktiv, selvom man har en travl hverdag, og det må meget gerne ske sammen med børnene. Dermed dog ikke sagt, at næste generations behov for nye strukturer og tilbud ikke også er vigtigt at adressere.

Visionen ’Bevæg dig for livet’ har store målsætninger, som er svære at indfri, men får man løbende prioriteret rigtigt, rummer de et potentiale for at styrke idrætsfællesskaberne yderligere i de kommende år.

Denne kommentar er også bragt som kronik i Jyllands-Posten.