Stor interesse for viden om at bygge bro mellem kommuner og idrætsliv

Skal foreningslivet hjælpe kommuner med deres sundhedsindsatser? Det spørgsmål var mange optaget af på dette års idrætsmøde i Aalborg, hvor salen var propfyldt til et oplæg om netop dette emne. Samtidig viser en ny undersøgelse fra DGI, at 62 pct. af 1.144 adspurgte formænd for DGI-foreninger er positivt stemte overfor at hjælpe voksne med genoptræning efter sygdom.

Oplægsholderen i Aalborg var Signe Engdal Larsen, ph.d.-studerende ved Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet. Sammen med to andre forskere har hun indsamlet 40 danske kommuners erfaringer med at organisere og bygge bro mellem kommuner, lokale idrætsforeninger og idrætsfællesskaber og i et litteratur-review holdt dem op mod resultaterne af international og national forskning om samme emne.

Resultaterne er offentliggjort i rapporten ’Implementering af brobygning fra kommunalt træningsforløb til idrætsforeninger eller idrætsfællesskaber’, og i løbet af sessionen blev det klart, at der er en række udfordringer med at lave god brobygning og få det til at fungere for de borgere, man gerne vil hjælpe.

Tre konkrete eksempler på brobygning

I kommunerne er der blevet eksperimenteret med forskellige former for brobygning mellem kommunale genoptræningstilbud og lokale foreninger. Deltagerne på Idrætsmødet blev inddraget i at diskutere fordele og ulemper ved tre af dem, inden Signe Engdal Larsen kort forklarede, hvad erfaringerne har været med de konkrete forsøg.

I den første model bidrog en frivillig instruktør til et træningsforløb, der var arrangeret af kommunen, og hvor træningen foregik i et kommunalt lokale. De to sidste træningsgange blev henlagt til idrætsforeningens lokaler, og herefter var det meningen, at deltagerne på det kommunale hold skulle fortsætte i foreningens andre eksisterende idrætstilbud.

Erfaringerne viste, at fordelene ved den model er, at tilbuddet fra foreningen blev introduceret til deltagerne, mens de var i det kommunale forløb, og at de kendte den frivillige instruktør. Udfordringerne var, at der kan være stor forskel på rammerne for det kommunale tilbud og aktiviteterne i foreningen i forhold til indhold, tidspunkt, steder og faciliteter. Det viste sig, at det gør det svært for deltagerne at vedligeholde de rutiner, de har opbygget omkring træning i det kommunale forløb, når de skal flyttes over i foreningen.

Et andet brobygningsprojekt havde en anden tilgang til ideen med obligatoriske foreningsbesøg, hvor det kommunale træningsforløb hver anden gang foregik i kommunale lokaler og hver anden gang foregik hos idrætsforeningen. Efter et antal træningsgange skulle deltagerne gå til idrætsforeningens andre eksisterende tilbud.

Her var fordelene, at foreningens tilbud, instruktør og faciliteter blev introduceret grundigt til deltagerne i det kommunale forløb. Til gengæld krævede det meget af deltagerne at skulle flytte sig fra sted til sted, og det kunne virke overvældende i forhold til at sikre, at de fik gode træningsrutiner.

Det tredje brobygningsprojekt var bygget sådan op, at det foregik i foreningens lokaler, men i starten var det et kommunalt træningsforløb, som gled over i et nyt tilpasset idrætstilbud hos idrætsforeningen. Senere kunne deltagerne også deltage i foreningens andre eksisterende tilbud.

Fordelene ved denne model var, at deltagerne kun skulle komme et sted hen, instruktør og faciliteter var kendte for deltagerne, og aktiviteterne var tilpasset målgruppen. Til gengæld var det en udfordring at få integrereret deltagerne på holdet med de øvrige medlemmer af foreningen, og der var behov for intern brobygning i foreningen.

Lav formelle partnerskaber og hyr en brobygger

På sessionen på Idrætsmødet i Aalborg var talelysten stor, og det kneb med at få tid til at nå at høre de forskningsbaserede anbefalinger til de foreninger, der ifølge DGI’s undersøgelse står på spring og gerne vil samarbejde med kommunerne på dette område. 

Dem kan man til gengæld læse i rapporten om brobygning.

Først og fremmest anbefaler rapporten, at partnerskaber mellem kommuner og foreninger baseres på fælles mål og visioner. Det er en god ide at indgå en formel partnerskabsaftale, og kommunerne skal gøre det attraktivt for foreningerne at indgå i formaliserede partnerskaber gennem f.eks. økonomisk støtte eller ved at tilbyde lokaler til nye aktiviteter.

En central anbefaling er, at partnerskabet bør understøttes af en brobygger, som kan være leder af projektet og agere bindeled mellem forskellige partnere. Ifølge forskningen er det også vigtigt, at kommunale medarbejdere og frivillige bruger tid på at få kendskab til hinandens kompetencer og fagligheder.

I forhold til idrætstilbuddene viser forskningen, at der bør være en direkte overgang fra det kommunale træningsforløb til foreningens tilbud, og at det er vigtigt, at deltagerne kan genkende aktiviteter fra træningsforløbet i det, de bliver præsenteret for i foreningerne.

Endelig viser forskningen, at sociale relationer er meget vigtige for, om deltagerne på et kommunalt træningsforløb overgår til en idrætsforening og bliver fastholdt i de træningsrutiner, der er blevet grundlagt i kommunalt regi. Derfor er det vigtigt at have fokus på at opbygge netværk mellem deltagerne og at arbejde med lystfyldte aktiviteter, som giver deltagerne mulighed for at glemme hverdagens bekymring og dermed lyst til at komme igen.