Syv veje til mere idræt for mennesker med funktionsnedsættelser

På opdrag fra Parasport Danmark har Idrættens Analyseinstitut (Idan) i vinteren og foråret 2021-2022 lavet et omfattende litteraturstudie af den eksisterende viden om, hvordan man kan få flere mennesker med funktionsnedsættelser til at dyrke idræt og være mere aktive i deres hverdagsliv.

Læsningen er blevet suppleret af interviews med både videnspersoner og mennesker med funktionsnedsættelse, og på den baggrund har Idan identificeret syv forskellige potentialer for at aktivere flere med funktionsnedsættelser.

Positiv attitude og italesættelse: ”Her er du velkommen”

Det er en klar pointe i den gennemgåede litteratur, at hvis man vil sikre rummelige idrætsmiljøer for alle, er der behov for tydeligt at italesætte, at ’her er du velkommen’.

Idrætskulturen er ofte præget af en ’ableist-kultur’, som kan være en udfordring i forhold til at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser i idrættens fællesskaber. Ableisme kan oversættes til ’funktionsdygtig’ i modsætning til ’disabled’ forstået som en funktionshæmmet krop. En ’ableisme-bias’ opstår ofte, fordi idrætten traditionelt er bygget op om en konkurrencestruktur, som automatisk er med til at ekskludere nogle målgrupper.

I forhold til at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser handler det ikke nødvendigvis om at tilrettelægge idrætstilbud, som helt undlader et konkurrenceelement, men snarere om de præmisser, hvorunder konkurrenceelementet opstår. Som gode eksempler peger rapporten på initiativer som Unified Sports under Parasport Danmark eller koncepter som mixed abilities, som man har eksempler på i England, der blander målgrupper med og uden funktionsnedsættelser. 

Proaktiv kommunikation og synliggørelse af tilbud

Litteraturen peger også på, at der kan være meget at hente ved at have bedre og mere proaktiv kommunikation om de tilbud og muligheder, som allerede eksisterer.

Det er ikke nok at samle lister på en hjemmeside, som de forskellige målgrupper selv kan opsøge. Der er behov for helhedsorienterede og tværgående indsatser, som samarbejder om at finde og beskrive de forskellige tilbud og derefter formidler dem via de kanaler og aktører, som mennesker med funktionsnedsættelser er i dialog med i hverdagen.

Den pointe blev også nævnt af de personer, som blev interviewet i forbindelse med forundersøgelsen. En person med synshandicap sagde for eksempel:

”Det hjælper ikke noget at sende en folder ud eller sådan noget (…) Så der, synes jeg, er et kæmpe uforløst potentiale og noget, man har været alt for dårlige til.”

Personlig hjælp til identifikation af barrierer

Litteraturen peger på et tredje potentiale, som handler om at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser til at finde en personlig og individuel tilknytning til et aktivt hverdagsliv.

Det er især mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, som har behov for specialfaglig viden om, hvilke typer af træning, der vil være godt for dem, og hvor meget de kan træne. Det kan for eksempel være mennesker med cerebral parese, som har behov for at forebygge smerter og undgå skader. Men behovet for personlig hjælp opstår også for mennesker med andre funktionsnedsættelser som synshandicap eller psykisk sygdom. De kan have brug for hjælp til at finde det rette tilbud, tage den første kontakt og finde vej de første par gange.

Analyserne i rapporten påpeger, at en stor del af behovet for hjælp har karakter af ’opstartshjælp’, og at der muligvis kan være inspiration at hente i den brobygger- eller fritidsvejlederfunktion, som mange kommuner har koblet til det kommunale fritidspas.

Fritidspasset er i de fleste kommuner tiltænkt fattige eller socialt udsatte børn og unge som en økonomisk hjælp til at betale kontingent til foreningerne. Men den opstartshjælp, der ligger i brobyggerens/fritidsvejlederens rolle, kan sandsynligvis også skabe stor værdi for borgere med funktionsnedsættelser.

Tværgående samarbejde og delt økonomi

I flere artikler i litteraturstudiet påpeger forfatterne, at idrættens aktører ikke bør sidde alene med udfordringen om at skabe muligheder for idrætsdeltagelse for mennesker med funktionsnedsættelser. Det kræver økonomi og politisk opbakning.

Mennesker med funktionsnedsættelser har komplekse udfordringer og oplever forskellige barrierer i hverdagslivet, og derfor bør både socialområdet og sundhedsområdet arbejde sammen med relevante idræts- og kulturaktører om at sikre, at idræt og fysisk aktivitet bliver en naturlig og integreret del af hverdagen uanset fysiske, kognitive eller psykiske funktionsnedsættelser.

Internationale studier kalder det for en communitybaseret tilgang, som tager afsæt i lokale aktører fra det offentlige og civilsamfundet. 

Helhedsorienterede, økologiske modeller

I litteraturen er der flere forslag om at udforme såkaldte helhedsorienterede, økologiske modeller, hvor forskellige typer af aktører arbejder sammen om et kontinuum af tilbud lige fra meget lukkede og  afgrænsede specialtilbud til specifikke målgrupper til indsatser, som er fuldt integreret i de almene idrætsfællesskaber.

Forslagene understreger behovet for at indtænke flere forskellige typer af aktører i arbejdet med at skabe gode muligheder for at integrere idræt og fysisk aktivitet i hverdagslivet. Det kan være aktører lige fra specialskoler, bosteder, NGO’er med specialviden i specifikke funktionsnedsættelser, offentlige instanser, frivilligt foreningsliv og til private aktører i nogle tilfælde.

De helhedsorienterede modeller skaber potentiale for, at det enkelte menneske med funktionsnedsættelse kan deltage i forskellige aktiviteter og fællesskaber på forskellige niveauer i stedet for at være henvist til ét specifikt tilbud uden mulighed for afveksling eller løbende skift mellem eksempelvis at indgå i specialiserede tilbud i nogle tilfælde og andre gange at kunne deltage på mere almene hold.

I den forbindelse er det interessant at se, at det ikke er så vanskeligt at skabe et tilbud til en person med en funktionsnedsættelse, som er organiseret fast t én gang om ugen, mens den mere uformelle, spontane deltagelse og fleksible tilknytning til aktive fællesskaber kan være en udfordring, hvis man for eksempel har et synshandicap og har brug for hjælp til transport.

Stort behov for innovation

Få artikler i litteraturstudiet fokuserer på innovation og kreativitet. Enkelte studier efterspørger derfor behovet for en mere innovativ tilgang til løsning af forskellige udfordringer. Mange mennesker med funktionsnedsættelser er lige som socialt udsatte udfordrede i forhold til selv at transportere sig eller tage offentlig transport.

Her kunne man måske lade sig inspirere af apps som TrygFondens Hjerteløbere eller Move United, som er en app, der matcher blinde løbere med seende løbere. Den tilgængelighed, der ligger i at tilmelde sig som frivillig hjælper online, har vist sig at rekruttere mange hjælpere og kunne muligvis overføres eller udvides med hjælp til transport for dem, der har det behov.

Innovation er også efterspurgt i udvikling af teknologi-drevne løsninger, ligesom der kan være interessante perspektiver i events, hvor mennesker med funktionsnedsættelser kan stifte bekendtskab med forskellige idrætsformer og afprøve udstyr. Her kunne man også arbejde med kreative camps, hvor idrætsudbydere, innovatører og målgrupper med funktionsnedsættelser i fællesskab udvikler nye løsninger gennem fælles sparring og deling af ideer og erfaringer.

Fokus på peer-arbejde og rollemodeller

Som et sidste potentiale påpeger rapporten, at der er uudnyttede muligheder i systematisk at arbejde med rollemodeller og peer-arbejde, hvor personer med samme udfordringer støtter hinanden.

Peer-indsatser kan være et led i at skabe tryghed og genkendelighed for personer med funktionsnedsættelser, ligesom der på forhånd eksisterer en forståelse og accept hos peer-giveren af de  problematikker, som peer-modtageren med funktionsnedsættelse har inde på livet. Peer-indsatser kan dertil være givende for både peer-giver og peer-modtager.

Lige nu bliver der ikke gjort særlig meget for at synliggøre og italesætte rollemodeller inden for forskellige målgrupper med funktionsnedsættelser, men måske kan man sætte turbo på arbejdet gennem en koordineret indsats, der fokuserer på, hvor meget peers rent faktisk betyder for at få flere til at deltage i aktive fællesskaber.