Idan Artikel 17.11.2020

Udøver- og antidopingorganisationer går sammen om at presse WADA

14 nationale antidopingorganisationer er sammen med udøvere gået sammen om at sende et fælles opråb til WADA om behovet for reformer af det internationale antidopingagentur, WADA.

Nøgleord: Doping

Det internationale idrætssystem har efterspurgt større uafhængighed og gennemsigtighed i det internationale antidopingagentur, WADA, i lang tid. Nu er udøvere og 14 nationale antidopingorganisationer, herunder Anti Doping Danmark og Aktivkomitéen, gået sammen om en fælles udtalelse, der opfordrer WADA til at få sat skub i reformerne i organisationen.

De er især utilfredse med, at hverken atleter eller antidopingorganisationerne har nogen indflydelse på beslutningerne i WADA.

”Det er atleterne, som må bære byrden ved at blive testet, og antidopdingorganisationerne som laver stort set alle tests. WADA siger, at det er vigtigt for dem at engagere atleter og give dem indflydelse på antidopingarbejdet, men alligevel giver agenturet dem ikke den plads i ledelsen, som de fortjener,” skriver de i udtalelsen.

Indtil nu føler hverken atleter eller de nationale antidopingorganisationer, at deres ønsker om mere uafhængighed, gennemsigtighed og ansvarlighed er blevet hørt i WADA. Aktivkomitéen, der agerer som atleternes talerør i idrætspolitiske spørgsmål overfor Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, har flere gange har efterspurgt forandringer i WADA uden resultater, fortæller næstformand for Aktivkomitéen, Casper Stenderup, i en artikel på Anti Doping Danmarks hjemmeside.

”Derfor står vi sammen i en bred og stærk international gruppe bestående af WADA’s vigtigste interessenter – atleterne og de nationale antidopingorganisationer. Vores håb er, at vi ikke bare bliver hørt, men at ordene vækker genklang, så vi sammen kan forbedre WADA,” siger han.

WADA er under enormt pres

Den fælles udtalelse fra atleter og antidopingorganisationer skaber et enormt pres, som WADA ikke bør kunne sidde overhørigt, mener Stanis Elsborg, der er analytiker i Play the Game, som er et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, der arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

Han siger, at det er positivt, at atleter og de nationale antidopingorganisationer er gået sammen og taler med én fælles stemme.

”Typisk har hverken atleter eller nationale antidopingorganisationer haft den store indflydelse i WADA, men i den tid vi lever i, betyder atleternes stemme mere, og det bør den også,” fastslår Stanis Elsborg.

Store nationer som Tyskland og USA er med i opfordringen, og det forstærker samtidig den lille krig, der foregår mellem USA og WADA i forhold til, at senatet i USA netop har vedtaget loven ’The Rodchenkov Anti Doping Act’, der gør det muligt for amerikanske myndigheder at retsforfølge personer, organisationer og virksomheder, som har viden om eller medvirker til doping af atleter, uanset om atleterne er amerikanske eller ikke amerikanske.

”USA er en stor olympisk nation, og de støtter WADA med rigtig mange penge, men de overvejer at trække deres støtte, og nu er de med i dette opråb. Det sætter WADA under et enormt pres,” mener Stanis Elsborg.

Lyt til podcasten

Idan har sat lyd til den russiske dopingsag i både Tillægstid og Viden i spil.

I november 2020 udgav Idrættens Analyseinstitut episoden ’Russisk doping for retten: Står sportens fremtid på spil?’, der går i dybden med den russiske dopingskandale, WADA’s arbejde og den såkaldte ’The Rodchenkov Anti Doping Act’.

I juli 2021 udgav Idrættens Analyseinstitut afsnittet 'Russisk statsdoping: Skandalen der splittede sporten' i kanalen Viden i spil, der er et kortere format. Vi går tæt på den russiske dopingskandale og konsekvenserne af den - både for Rusland og det internationale antidoping-samarbejde.

Læs lignende nyheder

Russiske flag til OL i Sotji i 2014
Idan Podcast 15.07.2021
Russisk statsdoping: Skandalen der splittede sporten
Vladimir Putin til OL
Idan Podcast 03.11.2020
Russisk doping for retten: Står sportens fremtid på spil?
Mand i fitness
Idan Artikel 25.01.2024
Ny undersøgelse skal afdække omfanget af fitnessdoping i Danmark
FBI ransager CONCACAF
Idan PtG Artikel 08.06.2023
ClearingSport: Næsten 200 eksperter foreslår et agentur mod korruption og kriminalitet i sportsverdenen
Wada har fået et etisk udvalg
Idan Artikel 30.05.2022
WADA’s nye etiske udvalg får en dansker som formand
OL-vinter i Beijing 2022
Idan Artikel 21.01.2022
OL-relaterede podcasts med input fra Idan
Steorider og håndvægte
Idan Artikel 08.12.2021
Forsker i motionsdoping vinder Julius Bomholt-prisen
Doping på en atletikbane
Idan Artikel 29.06.2021
Stor europæisk undersøgelse skal indsamle viden om doping i breddeidræt