Kommentar

Et parløb med behov for fornyelse

30.11.2006

Tv er en vigtig partner for idrætten, men det traditionelle ægteskab mellem sport og tv trænger til fornyelse.

Denne kronik er bragt med tilladelse fra Jyllands-Posten, der bragte kronikken den 30. november 2006.

Tv-mediets forhold til idrætten har unægtelig ændret sig siden tv-mediets barndom i 1948, da BBC meget mod sin vilje sendte en check på 1000 guineas til værterne for OL i London for retten til nyhedsdækning på tv til ca. 80.000 lokale husstande.

Nu endte legene heldigvis med et gunstigt økonomisk resultat. Derfor undlod OL-værterne som ægte gentlemen at indløse checken fra BBC.

I dag er forholdet mellem sport og tv knapt så uskyldigt. Tv er den afgørende faktor i topsportens massive kommercialisering, eksempelvis har fodboldklubben Real Madrid netop solgt sine tv-rettigheder til og med sæsonen 2012-2013 for et samlet beløb på 1,1 mia. euro. (8,2 mia. kr.).

Topsporten er overalt, når man zapper rundt i tv-landskabet. Alligevel er der grund til at nuancere og forny billedet af idrættens forhold til tv herhjemme. Trods orgiet af fodbold- og håndboldkampe på stadigt flere danske tv-kanaler, er der tegn på forstoppelse og på stigende ensretning og polarisering af idrætsbilledet.

Ændret mediebillede 
Idrættens Analyseinstitut (Idan) har i rapporten ’Sport på dansk tv – en analyse af samspillet mellem sport og dansk tv, 1993-2005’. analyseret den faktiske udvikling i udbuddet og forbruget af tv-sport herhjemme og konkluderet, at tiden er inde – også for idrætten – til at tage bestik af den stærkt forandrede mediesituation.

Tv-dækning er ikke en livsbetingelse for alle idrætsgrene. I virkeligheden har tv-dækning en begrænset kommerciel betydning for de fleste danske idrætsgrene, og tv’s magt er også overvurderet i forhold til medlemstilgang.

Men først til fakta. Danskerne har i perioden 1993-2005 tilbragt 3,8 mia. timer med at se sport på de syv største danske tv-kanaler (DR1, DR2, TV 2, TV 2 Zulu, TV3, 3+ og Kanal 5), som indgår i undersøgelsen. I gennemsnit har de syv stationer i perioden 2001-2005 sendt over seks timers sport hver dag, hvor det tilsvarende udbud i perioden 1993-2000 var to timer om dagen. Dertil kommer det dansksprogede udbud af sport på nichekanaler som Eurosport, DK4 og Viasat Sport.

Trods eksplosionen i udbud ser danskerne stort set ikke mere sport på tv, end de gjorde i 1993. Håndbolden, som i de senere år har fået massiv eksponering på landsdækkende tv, kan alene forklare den vækst, der trods alt har været i danskernes samlede forbrug af tv-sport i perioden.

Håndboldens succes hænger ikke mindst sammen med et andet fænomen i den danske tv-dækning af sport: Stort set alle tv-stationerne satser på de unge og midaldrende mænd. Håndbold appellerer i høj grad også til kvinderne, derfor har der været mere basis for vækst i forbruget af håndbold end eksempelvis i fodbold. Måske burde sportsredaktionerne gøre mere for at indfange de kvindelige seere også på andre områder.

Hybrider vinder frem
Skal vi provokere lidt, får sportsredaktionerne klø på seertallene af andre redaktioner, der med hybrider som ’Vild med Dans’ og ’Farvel Fedt’ har formået at indkapsle en idrætslig fascination med appel til kvinderne og til fysisk aktive danskere generelt. De fleste (mandlige) sportsjournalister vil rulle med øjnene over påstanden, men almindelige menneskers idrætsudfoldelse præsenteret på den rette kreative og vedkommende måde vil ofte trække flere seere end traditionelle sportstransmissioner.

Nationalsporten for tv-seerne er fortsat fodbold, men hvor man for et par årtier siden var villig til at ofre familiefester og julefrokoster, hvis DR’s ugentlige engelske tipskamp bragte favorithold som Wolverhampton eller West Bromwich ind i stuen, er tv-fodbold i stigende grad ren konsum. Vigtige landskampe brænder igennem, men gennemsnitskampene fra forskellige ligaer og turneringer har begrænset, omend dedikeret seertække. Den gennemsnitlige fodboldkamp på TV 2 Zulu eller Kanal 5 samler under 50.000 seere, hvilket åbenbart er nok til at skabe kommerciel værdi for de små kanaler.

Sportsinteressen i den danske befolkning er ikke så massiv som tv-udbuddet af sport lader antyde. Henholdsvis 37 og 35 pct. af danskerne interesserer sig efter eget udsagn ’meget’ eller ’rigtig meget’ for de mest populære idrætsgrene fodbold og håndbold med cykling i baghjulet med 23 pct. I forfølgerfeltet sniger kun dans, motorsport, tennis og atletik sig over de 10 pct.

For tv-stationerne er kun dansk fodbold, håndbold, ishockey og badminton så interessant, at de betaler rettighedsbeløb til idrætsgrenenes danske forbund for at transmittere fra begivenhederne. Øvrig dansk sport kommer snarere på skærmen på grund af politisk pres fra Danmarks Idræts-Forbund. I fjor var transmissionerne fra Le Mans-afslutningen og nytårskihop i øvrigt ene om at snige sig over 300.000 seere på dansk tv, når man ser bort fra fodbold, håndbold og cykling.

Polarisering 
Tv-udviklingen forstærker den kommercielle polarisering i idrætten, såmænd også hos ’vinderne’ af tv-krigen, fodbold og håndbold, hvor gabet mellem klubberne bliver stadig mere udtalt.

I damehåndbold sidder Viborg, Ikast og Slagelse på 62 pct. af den samlede seertid i 1993-2005, og i klubfodbold tegner FCK og Brøndby sig for over 52 pct. af seertiden i perioden. Polariseringen skaber en økonomisk og sportslig cirkel, som øger de mest eksponerede klubbers dominans yderligere med forudsigelighed som en reel trussel.

Trods udviklingen står tv-dækning fortsat som den store frelser i de fleste idrætsgrenes selvforståelse. Dansk klubishockey har klaret springet til tv med fast plads på TV 2 Zulu, men ligakampene samler blot 33.000 seere i snit, og Dansk Ishockey Unions direktør, Enver Hansen, siger rent ud, at med sådanne seertal er den kommercielle værdi for klubberne ud over selve rettighedsbeløbet stort set lig nul.

Vigtige nyhedsklip 
For flertallet af idrætsgrene uden for transmissionsvognenes rækkevidde er der dog fortsat håb. Ofte genererer det mere seertid til en idrætsgren at få to minutters interessant nyhedsklip i en af de centrale sportsnyhedsudsendelser end at være eksponeret i lange transmissioner på nichekanaler uden seertække. Rapporten dokumenterer, at tv-stationernes rettigheder til de forskellige idrætsgrene smitter stærkt af på indslagsdækningen. Stationerne booster de idrætsgrene, de har transmissionsrettighederne til, rent nyhedsmæssigt – såkaldt rettighedsjournalistik.

Stationernes valg af ’det sikre’ er problematisk for drømmene om at trække OL og andre store idrætsbegivenheder til Danmark. Hvis den aktuelle udvikling fortsætter, hvor public service-stationerne afslår at være såkaldt ’host broadcaster’ for internationale sportsbegivenheder på dansk grund som dette års VM i gymnastik eller fremtidige satsninger som VM i cykling, er en dansk OL-ansøgning kvalt i fødslen.

Mange idrætsgrene må erkende, at polariseringen vil tage til i styrke. Sport konkurrerer hårdt om sendetiden med andre udsendelsestyper på de mest attraktive kanaler. Derfor vil sportsredaktionerne oftest vælge det sikre – de lækre produktioner af udenlandsk topsport eller seerstabile danske produkter som klubhåndbold og -fodbold.

Måske kan det trøste de oversete idrætsgrene, at tv-eksponering rent medlemsmæssigt intet betyder på den lange bane. Håndbold og fodbold har ikke oplevet tilgang af medlemmer i perioden – bortset fra fodboldpiger, selv om damefodbold er næsten ukendt på tv-skærmen. Svømning og gymnastik oplever akkurat samme stabilitet, selv om netop disse store idrætsgrene hører til det seneste årtis store tabere på tv-markedet. Den helt store tilgang til idrætten er sket på områder som jogging, styrketræning, golf, stavgang og motion, hvor tv-kameraerne sjældent kommer.

Nytænkning 
Hvad er så facit på de senere års forhold mellem dansk tv og sporten? Et stort behov for nytænkning og kreativitet på begge sider af bordet.

De fleste idrætsgrene bør afprøve nye medier som net-tv og andre direkte veje til at nå medlemmerne og offentligheden og droppe den dødfødte tro på, at de har samme tv-potentiale som fodbold og håndbold.

Omvendt bør også de landsdækkende tv-stationer revidere deres forhold til idrætten. Ikke nødvendigvis i form af flere transmissioner fra elitesport uden den store seerappel, men i form af nye formater og et bredere journalistisk idrætssyn, som afspejler den mangfoldige danske idrætsverden. Herunder den fremstormende motions- og sundhedsrelaterede idræt. 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.