Kommentar

Regeringens idrætspolitiske vildskud

18.05.2015

Strategiske statslige investeringer i en bæredygtig sportsindustri kan være en god idé, men Erhvervs- og Vækstministeriets pludselige indfald om at reservere op til 400 mio. kr. til investeringer i professionelle danske sportsklubber over de kommende år er et vildskud.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) overraskende lancering i sidste uge af investeringsfonden Dansk Sportskapital kommer næppe nogensinde til at blive virkelighed i den fremlagte form. Men om ikke andet tjente ministerens plan om at investere op til 400 mio. kr. i at gøre professionelle danske fodbold-, håndbold- og ishockeyklubber mere bæredygtige til at udstille manglen på sammenhæng og kreativitet i de senere års statslige danske idrætspolitik.

Så sent som sidste år besluttede et enigt Folketing med kulturminister Marianne Jelved (R) i spidsen i forbindelse med den idrætspolitiske stemmeaftale at trodse alle advarsler fra hestevæddeløbssporten om truende nedlukninger og tab af arbejdspladser i kriseramte udkantsområder. Det skete, da politikerne som led i den idrætspolitiske stemmeaftale skar voldsomt ned i hestevæddeløbssportens andel af udlodningsmidlerne. Vækstargumentet kunne ikke redde den kriseramte hestevæddeløbssport ved den lejlighed.

Kulturministeren selv kom ud af de selvsamme forhandlinger om stemmeaftalen stort set uden egne midler på lommen til at iværksætte centrale idrætspolitiske initiativer med økonomisk vægt. Kun de såkaldte ’idrætspolitiske sigtelinjer’ blev tilbage, da idrætsorganisationerne og andre beløbsmodtagere havde taget deres.

Netop i disse uger forhandler Kulturministeren så med et bredt udsnit af ministerier og interessenter fra idrætssektoren om udmøntningen af de idrætspolitiske sigtelinjer. Man afslører vist ingen statshemmeligheder ved at oplyse, at ministeren vinker afværgende, hver gang der tales om at krydre de mange gode ideer til sigtelinjerne med substantielle nye statslige midler.

Men så. Bum!

Ud af ingenting – som en Ronaldo-scoring i kampens døende sekunder – smed erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i sidste uge i dagbladet Politiken planen om investeringsfonden Dansk Sportskapital på banen.

På intet tidspunkt har denne satsning på en investeringsfond med 100 mio. statslige kroner i ryggen fra start stigende til 400 mio. kr. over ti år, som skal gå til lån, egenkapital og garantistillelse for professionelle danske professionelle sportsklubber med ligastruktur (læs: herrefodbold, herreishockey og håndbold for begge køn), været nævnt i forhandlingerne om de idrætspolitiske sigtelinjer.

Initiativ ud af det blå
Hvor i alverden kom den idé og den statslige investeringslyst i professionel sport pludselig fra? Politik kan i sandhed være mere uforudsigeligt end selv de mest dramatiske fodboldkampe.

Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og forskellige repræsentanter for den kronisk økonomisk plagede professionelle sportsverden har i ugens løb reageret med lige dele befippelse og glæde over det overraskende forslag fra regeringen.

De fleste er vist enige om, at investeringsfonden ikke lige er behov nummer ét på idrættens ønskeseddel, men hvem tør offentligt sige nej til en bebudet pengestrøm til idrætten i den nævnte størrelsesorden?

Naturligvis skal man heller ikke sige blankt nej til et statsligt forslag om at investere i en mere bæredygtig dansk sportsindustri. Faktisk er der være al mulig grund til at diskutere, hvordan staten på et strategisk og vidensbaseret grundlag kunne bidrage til at styrke den brede danske idrætssektors potentialer i forhold til vækst, eksport og arbejdspladser. En sportsfond, der i modsætning til de nuværende statslige og halvstatslige aktører ikke opererer på et kulturpolitisk eller idrætspolitisk grundlag, men på et rent erhvervspolitisk grundlag, kunne faktisk være yderst interessant.

Nærmest surrealistisk forslag
Men det er desværre nødvendigt at sige højt, at regeringens pludselige indskydelse om at hælde 400 mio. kr. direkte i de danske professionelle sportsligaer over de kommende år er nærmest surrealistisk: Man kan stort set ikke finde nogen mere økonomisk eller sportsligt tvivlsom måde at investere statslige vækst- og erhvervsfremmemidler på overhovedet.

Regeringen ønsker med forslaget om en investeringsfond, der skal administreres af Vækstfonden, at understøtte mere langsigtede investeringer og en mere bæredygtig udvikling af de professionelle sportsklubber. Som det hedder i ministeriets officielle begrundelse:

”Der er i de danske professionelle sportsklubber et fokus på nødvendigheden af mere forretningsmæssige prioriteringer, samt at der er behov for nye langsigtede investeringer med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling med mere stabile finansielle rammer, øget professionalisering og styrket økonomisk soliditet i de professionelle klubber. Dette har ført til en vis bedring, men økonomiske investorer med langsigtede perspektiver er fortsat svære at tiltrække.”

Endvidere hedder det, at ”oplevelsesøkonomien er i vækst og de professionelle danske sportsklubber har potentiale for at udgøre en stadig stigende del heraf. Samtidig har de professionelle sportsklubber en stor brandingværdi og dermed også betydning for det omkringliggende erhvervsliv og turismen”.

Udgangspunktet for ministeriet er åbenlyst, at professionel tilskuersport er særligt værd at investere i, fordi vækstperspektiverne i branchen er store, ligesom investeringernes effekt på turisme, branding og afledt økonomi er noget nær et guldæg.

Men dette er ganske enkelt ikke korrekt. Ministeren har formentlig de bedste intentioner om at få mere gang i de danske stadionanlæg og arenaer, men forslaget om Dansk Sportskapital er afkoblet fra branchens virkelighed og de reelle oplevelsesøkonomiske potentialer. Faktisk risikerer man at gøre de evigt trængte professionelle sportsklubber en bjørnetjeneste med forslaget, selv om de lige nu har svært ved at styre deres begejstring over en potentiel ny finansieringskilde.

Marginalt bidrag til BNP
De professionelle sportsgrene bidrager dybest set kun med krummer til værditilvæksten i samfundet. Som påpeget af den ansete engelske sportsøkonom, Stefan Szymanski, er professionel fodbold essentielt set en lille branche. Til gengæld har den en ekstrem medieeksponering. Forestillingerne om ligaklubbernes vækstpotentiale er derfor skævvredet af mediebilledet.

I 2014 omsatte de danske superligaklubber i fodbold for godt 2,2 mia. kroner. Det svarer nogenlunde til 0,1 pct. af BNP samme år. Forhåbningerne om afledte effekter er ligeledes urealistisk høje. Danske ligaklubber har kun meget få muligheder for at eksportere deres produkt, og et mere betydende samfundsmæssigt provenu vil forudsætte, at der kommer turister ind over grænsen eller skabes et skalérbart eksportprodukt.

Dansk professionel ligasport kommer aldrig til at spille en rolle i et format, der tilnærmelsesvis kan måle sig i den internationale konkurrence med eksempelvis tyske, franske, italienske, spanske eller engelske ligaer.

Ingen dokumentation for økonomiske turisme- eller brandingeffekter
Et andet hovedargument i Erhvervs- og Vækstministeriets faktaark om den nye fond er, at de professionelle sportsklubber har en stor brandingværdi og dermed også betydning for det omkringliggende erhvervsliv og turismen.

Det er korrekt, at professionelle sportsvirksomheder har betydning for deres lokalsamfund. De har i flere tilfælde velfungerende sponsornetværk og skaber dialog mellem virksomheder, og klubberne har naturligvis betydning for lokalsamfundenes selvforståelse og stolthed.
Men dette har intet med hårde økonomiske effekter at gøre. Det er snarere kulturelle kvaliteter, der ikke kan retfærdiggøre massiv statslig støtte til private erhvervsvirksomheder.

Der er tæt på fuldstændig enighed blandt kredsen af anerkendte internationale sportsøkonomer om, at professionelle sportsklubber ikke i væsentligt grad bidrager til lokal eller bredere økonomisk vækst.

Et nyligt svensk studie af professionelle fodbold- og ishockeyklubber kommer sågar til den overraskende konklusion, at professionelle ligaklubber i ishockey ligefrem kan have en beskeden negativ effekt på lokaløkonomien.

Støtte på markedsvilkår?
Også i et mere praktisk perspektiv er det uklart, hvordan fondsforslaget skal udmøntes. Forslaget om Dansk Sportskapital fastholder, at der ikke bliver tale om en gavebod. Klubberne skal låne på markedsvilkår, og kreditmulighederne stilles til rådighed, fordi bankerne er tøvende med at skyde penge ind i klubbernes sportslige eventyr – eller fordi klubberne angiveligt har svært ved at finde investorer.

Bankerne og investorerne finder forståeligt nok, at klubberne er højrisikoaktiver at investere i. Chancen for tab er stort, og mange klubber kører med røde tal på bundlinjen. Skal en investeringsfond låne klubberne penge på markedsvilkår, må den høje risiko altså i princippet afspejle sig i renten, dvs. renten må blive høj, hvis man ikke ønsker at kaste sig ud i slagsmål om ulovlig statsstøtte. Under sådanne omstændigheder er det tvivlsomt, om det overhovedet bliver attraktivt for klubberne at låne penge af Dansk Sportskapital.

Samtidig ønsker ministeriet med sit initiativ at sætte mere skik på de professionelle sportsklubbers ledelser, der over årene – trods mange velanskrevne erhvervsfolk i fremtrædende roller i klubbernes ledelser – har brændt milliarder af kroner af i investorkapital. Alene siden 2009 har den danske superliga haft et akkumuleret driftsunderskud på over en mia. kr.

Professionel idræt trækker et langt spor efter sig af underskud, og sådan vil det sandsynligvis også blive i fremtiden. De statslige kroner vil direkte eller indirekte bidrage til at skabe inflation på spillermarkedet. Det er empirisk veldokumenteret, at netop sportsligaer foregår i et såkaldt ruinerende økonomisk kapløb, hvor hver ny krone straks brændes af på spillerlønninger i den benhårde sportslige konkurrence. Derfor er bundlinjen i professionel sport altid presset – i højkonjunktur såvel som lavkonkjunktur.

Det er herhjemme lige så veldokumenteret, at danske superligaklubbers forsøg på at differentiere forretningen og gøre den mindre sårbar over for de fodboldmæssige resultater i langt de fleste tilfælde er endt i rene økonomiske katastrofer og hastige tilbagetog til kerneforretningen.

Hvordan skulle Vækstfonden eller statslig indblanding kunne ændre ved denne noget nær naturmæssige lov for ligasporten? Snesevis af velanskrevne erhvervsfolk har forgæves forsøgt kunststykket gennem de seneste mange år.

Samtidig må man spørge, hvordan staten vil investere direkte i ligaklubber uden at få indflydelse på de sportslige resultater? Der vil lynhurtigt gå politik i en sådan vækstfond. Man behøver bare prøve tankeeksperimentet, at EU-Kommissionen for at fremme en bæredygtig professionel sportsindustri i Europa valgte at skyde millioner ind i AGF og OB, men ikke i AaB og Brøndby…

Den statslige investeringsfond efterlader desuden det helt principielle sportslige spørgsmål, om samme kapitalejer bør være engageret i flere klubber i samme liga uden åbenlyse interessekonflikter til følge? Må vi minde om, at regeringen netop har fået vedtaget en lov mod manipulation af sportskonkurrencer, hvor økonomiske interessekonflikter er væsentlig del af trusselsbilledet.

Bløde markedsvilkår?
Måske har Erhvervs- og Vækstministeriets embedsmænd udtænkt planer for at undgå de mest fatale fælder i form af konkurrenceforvridende statsstøtte til en branche, der i øvrigt selv har ønsket at fungere som et frit liberalt erhverv, typisk organiseret som aktieselskaber, uden tidligere tiders bindinger til amatørbestemmelser og foreningsvedtægter.

Men kendsgerningerne er også, at erfaringerne fra årene med professionel sport i Danmark taler imod Erhvervs- og Vækstministeriets formodning om, at der ikke er tilstrækkelig risikovillig kapital i professionel topsport herhjemme.

Tværtimod har villige kreditorer, aktionærer eller investorer gennem årene trodset klubbernes notoriske evne til at brænde kapital af og altid stået klar med friske midler, når det kneb, og løfterne i børsprospekter og årsberetninger endnu engang var gjort til skamme. Sportens fascination overtrumfer typisk økonomisk rationalitet.

Men de klubber, der midlertidigt taber den økonomiske eller sportslige rivalisering, har i modsætning til virksomheder i andre brancher fine muligheder for at tage en tur på lavere niveau, indtil de igen er rustede til en topsatsning. Det er sådan set ikke et problem. Det er tværtimod en gunstig sidegevinst ved åbne ligastrukturer.

Hvis staten blander sig direkte i spillet og klubbernes forretningsførelse, får det potentielt den stik modsatte effekt af hensigten: Klubberne fungerer i dag under såkaldte ’bløde budgetrestriktioner’, hvor det normale link mellem overskud og langsigtet overlevelse er brudt. Klubberne forventer – ofte med rette – at blive reddet, når de kommer i problemer, og en sportslig kapitalfond vil blot galvanisere denne forståelse og gøre staten til en ny ’sugar daddy’ på linje med de mere eller mindre excentriske investorer, der ofte præger professionel ligasport.

Forventningen om, at redningen altid er nær, fører til ringere forretningsmæssig drift af professionelle sportsklubber snarere end til bedre ledelse. Præcis derfor har UEFA indført Financial Fair Play med langt strengere krav til de klubber, der konkurrerer internationalt på højt niveau. UEFA kunne politisk ikke længere holde til, at topklubber i en lang række lande rutinemæssigt skulle reddes af kommunale myndigheder, eftergivelse af skat, statsstøttede banker eller suspekte private investorer.

Hvis klubberne ikke er tvungne til at gøre sig alvorlige overvejelser om deres overlevelse, skabes der ingen kreativ destruktion i branchen. Ingen innovation eller udvikling af produktet vil ske. Det er desværre ikke den håndsrækning, dansk professionel sport har brug for i en tid, hvor omsætningen og tilskuertallet falder, og den sportslige konkurrencekraft på europæisk plan er i forfald.

En investeringsfond i sport er en interessant tanke
Man kan i øvrigt have mange gode bud på, hvorfor professionel fodbold, håndbold og ishockey herhjemme ikke ligefrem boomer. Tværtimod synes ligaerne i disse år gradvist at miste grebet i tilskuere, sponsorer og medier trods de senere års kommunale milliardinvesteringer i bedre facilitetsmæssige infrastruktur, som tilmed stilles billigt til rådighed for klubberne af landets kommuner.

Man kan muligvis finde en del af forklaringen i den måde, danske klubber driver produktet på i en benhård konkurrence med udenlandske ligaer og andre underholdningstilbud. Men man skal heller ikke være blind for, at hele sportssektoren generelt er i en hastig udvikling. Trenden mod nye forbrugsvaner og konstellationer i sektoren rækker langt ud over den professionelle ligasport, der altid vil være underlagt særligt vanskelige konkurrencebetingelser.

Fitnessbranchen og livsstilsidrætter, undervisning, golfturisme, faciliteter, teknologi, events, stævner, akademier, medier, turisme, rekvisitter, teknologi og udstyr osv. Milliarderne i sportsindustrien ruller ikke altid der, hvor man mest venter det, og sportsindustrien er en uhyre mangfoldig branche. De bedste fremtidige vækstmuligheder ligger næppe i professionel ligasport, hvor Danmark altid vil være en dværg i international sammenhæng.

Strategiske styrkepositioner
EU-Kommissionen har for nyligt sat fokus på sportsindustriens muligheder, og flere europæiske lande forsøger at udnytte mulighederne for at satse på strategiske styrkepositioner inden for sportsindustrien. En lang række europæiske lande – Danmark er endnu ikke iblandt dem – har udarbejdet satellitregnskaber for sportssektoren for at identificere disse styrkepositioner. Der er flere gode eksempler på strategiske satsninger på erhvervsklynger og erhvervsudvikling gennem sporten.

Ud fra en kulturpolitisk udgangsvinkel er institutioner som Team Danmark og Lokale og Anlægsfonden faktisk gode eksempler på, at Danmark med en vis succes har foretaget målrettede investeringer i udvikling og akkumulering af viden på idrætsområdet. Med stemmeaftalen fik den kulturpolitiske indgangsvinkel til idræt stort set hele kagen i den statslige investeringspolitik på idrætsområdet.

Det kunne derfor være interessant at gribe den nyfundne statslige lyst til at investere i idrætten med vækst- og erhvervspolitiske briller og give Erhvervs- og Vækstministeriets investeringsfond lidt kærlig omtanke.

Er der rent faktisk mulighed for systemeksport i den på mange måder succesfulde danske idrætsmodel? Det kunne sagtens være tilfældet. Dansk idræt har mange styrkepositioner. Professionelle ligaer er bare ikke en af de mest iøjnefaldende.

Læs mere

 
 
Læs Erhvervs- og Vækstministeriets forslag om Dansk Sportskapital 
Læs Idans artikel om udspillet.
  • Matthias Zaccarin, European Ultimate Championships 2015 (euc2015.com), 18.05.2015 22:48:
     
    Hvis erhvervsministeren ønsker at brande Danmark og dansk sport i forhold til udlandet og derved skabe vækst burde han kanalisere midlerne over i Sport Event Denmark dog øremærket til forbund og sportsgrene som i forvejen ikke opnår støtte til f.eks. VM eller EM. DBU kommer næppe til at mangle rygstøtte ifm. delt værttskab til fodbold EM i 2020...

    Matthias Zaccarin er formand for Dansk Frisbee Sport Union
Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.