Analyse

Hvem skal debattere debatskriftet om DGI’s første 25 år?

Foto: Colourbox

Hvem skal debattere et debatskrift om DGI? Foto: Colourbox

06.11.2017

Kommentar af Henrik H. Brandt
En ny debatbog om DGI i anledning af idrætsorganisationens 25 års jubilæum giver et glimrende overblik og tidsbillede over idrættens udvikling gennem 25 år, men bogen tager ikke særlig helhjertet fat i de temaer, som trænger allermest til at blive debatteret i forhold til DGI’s funktion og rolle i idrætsbilledet.

DGI markerede den 3. november de første 25 år af organisationens levetid med udgivelsen af debatskriftet ’Folkelig sundhed og foreningsservice?’ Bogen er redigeret af idrætshistorikeren Jørn Hansen fra Syddansk Universitet.

Bogen har en lang række forskningsbaserede bidrag om idrættens og foreningsidrættens udvikling de seneste 25 år, og den fungerer som et fint dokument over skiftende trends på idrætsområdet og betydningen heraf for foreningslivet status og indre liv i perioden.

Men når man har læst de enkeltvist interessante og oplysende bidrag i debatskriftet, står tilbage, at der ikke er tale om et debatskrift, der for alvor går tæt på organisationen DGI’s rolle og effekt som idrætsorganisation. Debatskriftets foranledning til at filosofere over 25 års idrætslige tendenser og skiftende strategier og synspunkter hos DGI rejser nogle større spørgsmål, som debatskriftet ikke kommer specielt tæt på at adressere.

Hvem skal debattere et debatskrift om DGI? Hvem er overhovedet tilbage
Jubilæets anledning til debat og refleksion om DGI’s funktion og rolle er ellers utrolig vigtig, for siden 1992 er den idrætspolitiske dækning af den bredere idræt i de kriseramte danske medier stort set skruet ned på nul.

Eksempelvis har der bortset fra et enkelt radioindslag i P1 knapt været mediedækning af DGI-jubilæet eller af weekendens årsmøde i København. De hyppige pressemeddelelser og idrætspolitiske fremstød fra DGI (og DIF) har i dag nogenlunde frit slag i medierne. Hvor finder man i dag en reel og vedholdende debat om DGI som organisation og om DGI’s betydning i samfundet? Tilmed i en tid, hvor Folketinget behandler en ny udlodningslov, der endnu engang sender flere millioner i de centrale idrætsorganisationers kasser?

En folkelig soufflé?
Som debatbogen så udmærket illustrerer, har DGI med de to hidtil eneste landsformænd i spidsen, Leif Mikkelsen (1992-2001) og Søren Møller (2001-) gennem årene foretaget nogle vilde idrætspolitiske manøvrer, der et langt stykke hen ad vejen har været stærkt personafhængige.

Under Leif Mikkelsen handlede parolerne om folkelig idræt, som skulle defineres i klar opposition til den ’monopoliserede’ specialforbundsidræt (såvel internationalt som herhjemme under DIF-paraplyen), der primært havde konkurrencen eller regelstyret breddeidræt som fokus.

Leif Mikkelsens indsats satte i den forbindelse nogle langtidsholdbare ’eksterne’ spor på den danske og internationale scene, hvor initiativer som Verdensholdet, Play the Game og International Sports and Culture Association (ISCA) har vist sig at være levedygtige repræsentanter for et demokratisk dansk idrætssyn. På samme vis havde Lokale og Anlægsfonden (1994) med et nyskabende blik for idrætsarkitektur, herunder DGI’s københavnske brohoved, DGI-byen og Vandkulturhuset på Vesterbro, næppe heller set dagens lys i den i dag bredt anerkendte form uden Leif Mikkelsen og det unge DGI’s skæve blik på idrætten.

Så langt så godt. Tankevækkende er bare, at i forhold til medlemsforeningerne forsvandt Leif Mikkelsen-epokens måske lidt teoretiske forsøg på at definere folkelig idræt i opposition til breddeidræt næsten som dug for solen, da Søren Møller i 2001 tog over som formand med et program om, at nu skulle DGI agere mere på viden om befolkningens reelle idrætsmønstre og individets ønsker om øget sundhed og motion.

DGI har siden 2001 haft stærk fokus på motionsidræt og fænomener som løb, cykling, fitness og andre fleksible individuelle motionsformer, som absolut ikke rimede på folkelig idræt i Leif Mikkelsen-tidens fortolkning.

DGI skal ikke kritiseres for et forsøg på at tilpasse den folkelige idræt til de aktiviteter, der så at sige optager folk flest, men i en debat om organisationen DGI’s første 25 år bør man stille spørgsmålet, hvordan et så brat kursskifte egentlig kunne ske i en organisation, der vel alt andet lige til hver en tid kunne forventes at leve i tæt kontakt med græsrøddernes helhjertede demokratiske engagement og hjerteblod? Eller gjorde den?

En debatbog kunne godt have rummet flere stemmer fra de idrætspolitiske kræfter og synspunkter, som er forsvundet i processen og udviklingen siden 1992. Skete der dybest set ikke det i 2001, at det ’folkelige’ og ideologisk skarpe DGI i praksis faldt sammen som en soufflé efter Leif Mikkelsen? Hvor dybt stak det folkelige DGI, når det kom til stykket?

På samme vis har man i Søren Møllers regeringstid set andre epokegørende tiltag udspille sig i en temmelig topstyret form med de mest klare eksempler i det mislykkede forsøg på fusion med DIF i 2007 og dernæst disse års stærkt intensiverede samarbejde med såvel DIF (Bevæg Dig for Livet/Vision 25-50-75) som Folketing og regering.

Tilbage står spørgsmålet, om DGI som organisation reelt ikke bygger på folkeligt hjerteblod, men snarere på en topstyret konstruktion, som primært holdes oppe af tipsmidler og en stærk formandsprofil?

Debatskriftet borer ikke for alvor i dette spørgsmål…

Hvad er DGI’s reelle betydning for foreningerne?
Siden 2001 er opstået et afideologiseret og målstyret DGI under Søren Møller med hundredvis af nye ansatte til i dag over 500 ansatte. Sideløbende er antallet af landsdelsforeninger og af politiske udvalg med frivillige ledere skrumpet ind. DGI er derfor i dag en organisation, der som debatskriftets titel også antyder, mest fremstår som konsulenthus og serviceorganisation.

Det direkte engagement fra de lokale foreninger og de folkevalgte udvalg i organisationen er svundet ind til meget lidt, hvis det altså nogensinde har været der i organisationens 25 leveår.

De farverige og ofte selvkritiske og til tider lidt syrede debatter om fænomener som folkelig kampsport og doping i den folkelige idræt, som i Leif Mikkelsens tid eksempelvis udspandt sig i det nu nedlagte forbundsblad ’Ungdom & Idræt’, er afløst af branding, målstyring og public affairs-kampagner.

DGI er i dag et konsulenthus, der i sine bestræbelser på at være foreningernes ”foretrukne samarbejdspartner”, som det hed i strategien frem mod 2015, rejser rundt til de lokale foreninger med attachémapperne fulde af koncepter, som givetvis vil vække glæde på Christiansborg. Hvis foreningerne så ellers tager dem til sig…

Her nærmer vi os så det andet centrale spørgsmål, som debatskriftet godt kunne have boret lidt mere i:

Hvis DGI i dag i praksis er blevet et målstyret konsulenthus, bør DGI’s effekt så ikke måles af omverdenen med sådanne briller? Hvordan kan skiftende kulturministre og kulturudvalg fortsat sværme så henført om DGI som selve indbegrebet af frivillighed og det frie foreningsliv, når sandheden jo er, at det moderne DGI har langt færre islæt af frivillighed og folkelighed end det DGI, der blev dannet i 1992?

Har ’konsulenthuset’ DGI formået at levere?
Som debatskriftet meget tydeligt illustrerer, har DGI siden 2001 i den grad taget bestik af skiftende idrætsvaner og forventninger fra såvel individuelle borgere som skiftende samfundsdagsordener, hvilket på sin vis er prisværdigt. Det er bare ikke det samme som, at DGI rent faktisk har formået at levere.

En mere modig debatbog var nok gået lidt tættere på spørgsmålet om DGI-parolernes reelle effekt på danskernes foreningsliv og idrætsdeltagelse siden ’systemskiftet’ i 2001.

Hvor DGI’s satsninger gennem tiden på at modernisere gymnastikken med nye fænomener som aerobic, målrettet træning, træningskultur og fitness med succes kunne bygge oven på organisationens reelle rod i og kulturelle samhørighed med mange lokale gymnastikforeninger, har DGI umiddelbart aldrig fået samme troværdighed som indholdsleverandør, ledestjerne eller stærkt alternativ i mange andre af tidens dominerende idrætskulturer som løb, cykling, gadeidræt, fodbold, håndbold osv.

Har DGI en effekt og relevans i mange af de idræts- og foreningsaktiviteter, man beskæftiger sig med, som står mål med alle tipsmillionerne og den næsegruse politiske tillid til organisationen?

Eller har DGI trods ’systemskifte’ og hundredvis af ansatte i ryggen reelt ikke gjort en afgørende forskel i det skiftende idrætsbillede, som beskrives så fint i debatskriftet, og som man som organisation forsøger at orientere sig efter?

Hvem er i dag tilbage i og omkring DGI til at hæve røsten og stille disse stærkt ubehagelige spørgsmål?

Debatskriftet gør ikke noget dybere forsøg på at komme tæt på organisationen DGI’s eksistensberettigelse i en tid, hvor der stort set på alle områder inden for foreningsservice, aktivitetsudvikling, facilitetsudvikling, stævneudvikling osv. ville være glimrende alternativer ’på markedet’, uanset om DGI eksisterede eller ej.

Skal man trække en linje over DGI’s første 25 år, vil facit derfor nok blive noget i retning af, at organisationen i princippet hviler på et analyse- og værdigrundlag, som der næppe nogensinde har været større opbakning til. Men samtidig har 25 års udvikling på idrætsmarkedet langt hen ad vejen presset organisationen DGI’s egen nødvendighed og kapacitet til som organisation at levere på værdigrundlaget i defensiven.

Det er et paradoks. Og dette paradoks kunne nok have været en debatbog og et par gode idrætspolitiske skænderier værdigt i en tid, da medier, idrætsorganisationer, regering og Folketing desværre har lagt den grundlæggende idrætspolitiske debat på hylden.'

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.