Idan evaluerer støttekoncept

05.11.2007

Af redaktionen
Team Danmarks støttekoncept 2005–2008 skal i de kommende måneder evalueres af Idan - det har Team Danmarks bestyrelse netop besluttet.

Pressemeddelelse udsendt af Team Danmark d. 5. november 2007

Evalueringen skal trække på erfaringer fra atleter, trænere og forbund og skal - sammen med inspiration fra andre landes elitesportsmodeller - indgå som væsentlige bidrag til Team Danmarks støttekoncept 2009-2012.

Det nuværende støttekoncept blev lanceret i januar 2005 og har dermed i snart tre år udstukket rammerne for støtten til dansk elitesport. Team Danmark har gjort sig sine erfaringer, men Team Danmarks direktør, Michael Andersen, anser det for yderst vigtigt, at der nu igangsættes en ekstern evaluering, hvor organisationens primære samarbejdspartnere bliver inddraget i evalueringsarbejdet:

”Idrættens Analyseinstitut har et nuanceret kendskab til og viden om den danske elitesportsverden og har dermed de nødvendige forudsætninger for på konstruktiv vis at inddrage trænere, sportschefer og specialforbund i evalueringen. Derudover skal Idrættens Analyseinstitut inddrage udviklingstendenser på den internationale elitesportsscene – hvilket er ekstremt vigtigt, idet de danske atleter jo hele tiden konkurrerer i en international sammenhæng - som ved EM, VM og OL,” siger Michael Andersen.

Direktør for Idrættens Analyseinstitut (Idan), Henrik H. Brandt, ser frem til evaluerings- og analysearbejdet, som forventes færdigt i april 2008:

”Vi har lige siden etableringen af Idrættens Analyseinstitut haft idrættens professionalisering og kommercialisering som et af satsningsområderne, fordi vi fandt, at der var et stort behov for uafhængig analyse på området. Evalueringsopgaven for Team Danmark ligger i god forlængelse af denne satsning,” siger direktør Henrik H. Brandt.

På baggrund af Idans evaluering og på baggrund af erfaringerne i øvrigt med det nuværende støttekoncept udarbejder Team Danmark et første udkast til støttekoncept 2009-2012, som bliver drøftet i Team Danmarks bestyrelse i maj 2008. Herefter vil der komme en høringsfase, hvor de enkelte specialforbund har mulighed for at kommentere udkastet til støttekonceptet. Efter OL i Beijing – i efteråret 2008 – er det så planen, at støttekonceptet for 2009 – 2012 skal ligge klar, i god tid før det skal træde i kraft 1. januar 2009.

Støttekonceptet udgør rammerne for Team Danmarks støtte til dansk eliteidræt. Støttekonceptet indeholder kriterierne for at få støtte samt beskriver de enkelte elementer i Team Danmarks støtte – herunder den direkte økonomiske støtte, ekspertbistand fra Team Danmarks læger, fysioterapeuter, diætister, fysiske trænere, mulighed for at bruge Team Danmarks testcentre samt støtte og vejledning i forbindelse med job- og uddannelse.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.