Konference: OL og eliteidrætten til debat

Det olympiske stadion i Beijing. Foto: Polfoto/Greg Baker, AP.

24.04.2008

Af redaktionen
Idrættens Analyseinstitut afholder i samarbejde med Play the Game og den journalistiske efteruddannelse Update en international konference med fokus på OL i Kina og fremtiden for de olympiske lege og eliteidrætten.

Allerede mange måneder inden åbningen af OL i Beijing er sommerens kommende megabegivenhed på alverdens forsider. Dog ikke på den måde, som den Internationale Olympiske Komité (IOC) og de kinesiske værter havde forestillet sig:

I store dele af verden ruller en heftig debat om forholdet mellem sport og politik, mellem Kina og Vesten og mellem gallafester og menneskerettigheder. I Danmark krydres debatten tilmed af et nationalt olympisk trekantsdrama mellem idrætten, regeringen og kongehuset.

Sideløbende med de politiske dramaer omkring OL i Kina foregår en teknologisk og sportslig udvikling, der ligeledes påvirker de olympiske lege og eliteidrættens fremtid i voldsom grad.

Alle disse forhold vil blive grundigt belyst og debatteret fra mange vinkler, når Idrættens Analyseinstitut, Play the Game og den journalistiske efteruddannelse Update den 3.-4. juni afholder en international konference med titlen ’OL i Kina: Medaljens Pris’ i Århus.

Konferencen henvender sig til journalister, idrætsforskere, idrætsledere, politikere og andre med interesser i de olympiske leges og eliteidrættens udvikling. Arrangementet afvikles i samarbejde med Sport Aarhus Events og Institut for Idræt ved Aarhus Universitet og finder sted i Institut for Idræts nye lokaler på Dalgas Avenue i det centrale Århus. 

Konferencens temaer
Hovedtemaerne for konferencen er:

  • Introduktion til Kina: Om Kinas historiske forhold til sin omverden, den rivende udviklingsproces i det aktuelle Kina, kampen om Tibet, ytringsfrihed og andre menneskerettigheder
  • Eliteidrættens globale våbenkapløb: Om de politiske og økonomiske kræfter bag de massive satsninger på olympisk guld i Kina, verden og Danmark
  • De olympiske lege og storpolitikken: Om OL’s historie og politiske betydning siden 1896, om den økonomiske effekt af OL som mega-event og om udfordringen til OL som global mediebegivenhed
  • Ytringsfrihed til eksamen: Om arbejdsvilkår for journalister under et OL. Kan man producere god journalistik i trafikkaos og med deadline døgnet rundt? Hvem vinder kampen om internettet? Hvad kan bloggere fra Kina og idrætslivet bidrage med – og hvordan ser ytringsfriheden ud set fra et kinesisk redaktionslokale?
  • Danmark og debatten: Hvordan har Danmark gennem historien forhold sig til idræt og storpolitik – og kan og skal vi gøre noget nu? Hvem har gavn af protestaktioner, og hvordan fører man kritisk dialog i praksis?

Danske og udenlandske eksperter
På talerlisten står en række fremtrædende oplægsholdere, der vil belyse og debattere de mange glohede olympiske temaer fra mange vinkler. Mød blandt andre:

  • Dr. Huan Xiong, lektor ved Irish Institute of Chinese Studies på universitetet i Cork og forfatter til en række artikler om Kinas elitesatsning og brogede sportshistorie
  • Veerle De Bosscher, forsker ved Vrije Universiteit Brussel og ekspert i det sportslige våbenkapløb gennem en lang række landes eliteidrætsssystemer.
  • Professor Harry Arne Solberg, Trondheim Økonomiske Høgskole, Nordens førende ekspert i de økonomiske effekter af megaevents og ekspert i samspillet mellem tv og international topidræt.
  • Lektor og idrætshistoriker Jørn Hansen fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, som forsker i forholdet mellem idræt og politik og blandt andet har studeret de olympiske boykotdebatter gennem tiderne.
  • Professor Hans Bonde, Institut for Idræt i København, forholder sig kritisk til dansk idræts og den danske sportspresses historiske forhold til idrætsligt samarbejde med diktaturstater.
  • Senioranalytiker Rasmus K. Storm, Idrættens Analyseinstitut, som netop har evalueret Team Danmark og støtten til dansk eliteidræt i internationalt lys.
  • Direktør Michael Andersen fra Team Danmark vurderer dansk eliteidræts fremtidige muligheder for at holde niveauet.
  • Aidan White, generalsekretær for Det internationale Journalistforbund (IFJ).
  • Flemming Ytzen, journalist og forfatter, Politiken, har netop udgivet bogen ”Supermagten Kina – mirakel eller mareridt?”.
  • Lektor Clemens Stubbe Østergaard, Østasiatisk Institut ved Aarhus Universitet, ekspert i Kinas historie og Tibet.
  • Ida Relsted Kærup, cand.mag. og nylig hjemvendt fra to år som journalist og redaktør på avisen China Daily.
  • Blogredaktør Kim Elmose, Politiken, giver inspiration og baggrundsviden om brugen af blogs og andre sociale medier i det journalistiske arbejde i en ny medieverden.

  • Lektor Bo Kampmann Walther, lektor ved Center for Medievidenskab, Syddansk Universitet, forfatter til bogen 'Madridismo: En bog om Real Madrid' og fodboldskribent ved Information diskuterer sportsjournalistik med følelser.

Se det senest opdaterede program.

Praktiske informationer
Tid: Tirsdag, den 3. juni kl. 10.00 – onsdag, den 4. juni kl. 15.30

Sted: Institut for Idræt, Dalgas Avenue 4, Århus

Pris: Kr. 2.950 inkl. bespisning og kursusmaterialer.

Konference- og netværksmiddag: Kr. 400 inkl. tre retters menu og drikkevarer (separat tilmelding nødvendig). Middagen tirsdag aften afholdes på Bryggeriet Sct. Clemens i det centrale Århus.

Overnatning: Arrangørerne har forhåndsreserveret et antal gode hotelværelser i det centrale Århus. Kontakt Rebecca Steele, Idan, hvis du ønsker tilbud om hotelovernatning. Priser: Cabinn, kr. 520,- inkl. morgenmad, Scandic Plaza, kr. 950,- inkl. morgenmad.

Tilmelding: Hurtig tilmelding tilrådes (se boksen nedenfor). Antallet af pladser er begrænset. Yderligere oplysninger hos direktør Henrik H. Brandt, Idan.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.