Fodboldfinter i 3D

Illustration af Soccertrix. Foto: Fridrix.

31.07.2008

Af Martin Hedal
Iværksætterfirmaet Fridrix udfordrer fodboldens konservative holdning til nye medier. Produktet Soccertrix skal bidrage med nye annoncemuligheder, underholdning og indlæring.

Det er vanskeligt at se, hvad Ronaldo helt præcist foretager sig, når han snyder et helt forsvar med en enkelt finte. Hvis Fridrix får Manchester United som kunde, kan fans, ungdomsspillere og alverdens fodboldnørder imidlertid se hans finter helt tæt på, i slowmotion, fra en hvilken som helst vinkel og igen og igen.

Fridrix optager fodboldspillerens bevægelser tredimensionelt ved hjælp af såkaldt motion-capture-teknologi, der kendes fra computerspil og animerede film. Efterfølgende lægges optagelserne ind i en 3D-figur, der ligner spilleren, og den animerede spiller placeres så i et klubunivers med reklamer og klubdesign.

Universet og finterne lægges på en fodboldklubs hjemmeside, hvorfra interesserede kan lære og lade sig underholde af detaljerne fra favoritspillerne. Selve indlæringsdelen var baggrunden for udviklingen af Soccertrix. Fridrix’ direktør, Thorsteinn Fridriksson, forklarer:

”Ideen startede i mine unge år, hvor jeg spillede fodbold i de nordjyske pløjemarker. Jeg skulede lidt misundeligt til U11- og U13-samlinger i DBU-regi, hvor de kunne finde på at invitere Michael Laudrup og Frank Arnesen forbi, som øste af deres erfaring og teknik. Jeg tænkte, at hvis jeg havde de samme muligheder, så ville mit niveau stige. Senere fandt jeg ud af, at der var elementer i 3D-computerspil, som man kunne benytte til at visualisere nogle af de elementer, jeg savnede.” 

Skepsis og begejstring
Thorsteinn Fridriksson har undervejs i udviklingen af Soccertrix mødt stor begejstring for de nye 3D-muligheder til undervisning og underholdning – men han har også mødt en god portion skepsis over for Soccertrix som en ny og anderledes annonceplatform:

”Vi har opdaget, at klubberne er meget påpasselige over for nye medier. De er meget konservative og benytter ikke de interaktive muligheder på nettet, som de gør i real life. De er jo supereksperter på branding af fodboldspillere, kampe og alt det her. Men det formår de ikke at gøre på nettet. Det er det, vi gerne vil hjælpe dem med.”

Salgsarbejdet har ifølge Thorsteinn Fridriksson været klart den største barriere hidtil, og Fridrix går nu - efter at have haft et ineffektivt eksternt salgsapparat - over til at ansætte en salgs- og marketingdirektør, der tilslutter sig firmaets øvrige fem ansatte. 

Vejle bruger Soccertrix
Soccertrix-projektet startede som et skoleprojekt, da Thorsteinn Fridriksson læste til multimediedesigner i 2002. Dansk Boldspil-Union støttede i den tidlige fase udviklingen af Soccertrix i form af sparring med nuværende landsholdsassistent, Peter Bonde, og med 25.000 kr. til optagelse af den første motion-capture-session med blandt andre Daniel Agger.

Siden har flere andre samarbejdspartnere været inde over projektet – ikke mindst Vejle Boldklub:

”Samtlige i Fridrix er jo fans af fodbold, men vi er ikke fodboldeksperter, så vi havde behov for at få nogle sparringspartnere på vores træningsdel. Der fandt vi ud af, at Vejle jo er kendt for deres udvikling af tekniske spillere og har meget fokus på det. Det er også det fokus, vi har. De så muligheder i det og har været vores sparringspartner i lang tid – bl.a. deres talentchef Lasse Christensen.”

Siden 4. maj har man kunnet prøve Soccertrix på Vejle Boldklubs hjemmeside. Thorsteinn Fridriksson fortæller om lanceringen:

”Det gik, som vi havde håbet med downloads og visninger. Vi samarbejder med to af landets bedste streetfodboldspillere, som laver nogle tricks. Det er de tricks, de fik på deres platform. Det næste bliver, at vi tager en klub og laver hele universet omkring deres spillere.” 

Internationalt fokus
Det er netop i udgaven med et helt klubunivers, at Thorsteinn Fridriksson ser det største potentiale, hvor både bredde, elite, fans og klub spiller sammen:

”Klubben har mulighed for at tjene penge via sponsorer, at brande spillere og give noget til satellitklubberne, så du i sidste ende får flere talenter. I årene fra 14 til 18 mister de mange, fordi der er andre interesser, der dukker op. Og hvis de ikke bliver inspireret og fastholdt, så mister man dem.”

Fridrix har fra begyndelsen set Danmark som en form for testmarked og går efter de store klubber i Europa:

”Vi tager de klubber og de markeder, som er bedst for annoncører. I sidste ende skal det jo kunne betale sig. Der skal være nogle, der kan spytte i kassen, så det her kan løbe rundt for klubben.”

Annoncørerne kan fremgå på mange måder i den animerede virkelighed. Eksempelvis kan klubbens støvlesponsor eksponeres for brugeren.

Fridrix satser på, at klubber og deres mediebureauer i Europa og siden Asien og USA får øjnene op for Soccertrix – og samarbejder er allerede på vej med andre sportsgrene som golf, ishockey og diverse streetsport.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.