Computeren skal ind i gymnastiktimen

Virklund Sport har været med i udviklingen af Dansk Volleyball Forbunds Kidsvolley-projekt. Foto: Henrik Petersen, DVBF.

24.09.2008

Af Martin Hedal
Danmarks største leverandør til idrætsanlæggene udvikler og producerer selv udstyr til bl.a. skolehallerne, men savner politisk mod til at gøre skolens idrætstimer tidssvarende.

Virklund Sport skiller sig meget ud fra de andre portrætterede virksomheder i Idans serie om ’Idrættens Iværksættere’. Med over 50 år på bagen, 3.000 servicekontrakter årligt med idrætsanlæg og en trecifret millionomsætning årligt er Virklund Sport både meget ældre og meget større end iværksættervirksomhederne.

Trods sin alder er Virklund Sport dog interessant at studere nærmere i en innovationssammenhæng, da den insisterer på selv at udvikle og tænke nyt og kreativt i udviklingen af nyt udstyr til idrætten – herunder ikke mindst skole- og øvrig undervisningsidræt. Ca. 60% af Virklund Sports omsætning er skabt på baggrund af egenproducerede produkter, og virksomhedens udviklingsafdeling tænker konstant i forbedringer og forandring.

Direktør i Virklund Sport, Torben G. Pedersen, giver et eksempel på et af udviklingsområderne:

”Vi kan gå ind i nogle ting, fordi vi er store. […] Jeg ser eksempelvis ingen hindring for, at du om ganske kort tid har sportshaller, hvor du både kan løbe på skøjter og spille håndbold.”

Børnene i fokus
Som mange andre aktører i idrættens verden vil Virklund Sport gerne have den yngste del af befolkningen til at bevæge sig noget mere. Det ligger derfor også i baghovedet på Virklund Sport, når nye produkter udvikles.

Virklund Sport var derfor åbne for at deltage i udviklingsprocessen, da Dansk Volleyball Forbund henvendte sig med idéer til deres Kidsvolley-projekt. I dag har Virklund Sport og volleyballforbundet en fast partnerskabsaftale om levering af udstyr til det succesfulde projekt.

Også i atletikken og mange andre idrætsgrene forsøger Virklund Sport at have fingeren på pulsen i forhold til udvikling til idrætten bredt set:

”Eliteidrætten kommer selv, hvorimod bredden og skolerne skal hjælpes,” forklarer Torben G. Pedersen.

Konservativ opfattelse af idræt en hæmsko
Torben G. Pedersen har mange gange oplevet en forholdsvist konservativ idrætskultur inden for undervisningssektoren. Det er ikke altid let at indføre nytænkning i idrætshallerne, selv om man er Skandinaviens største sportsudstyrsleverandør:

”Vi har faktisk en stor indflydelse på det, der bliver bygget i dag. […] Men vi oplever en stor barriere, når vi kommer ud til arkitekter og ingeniører, som aldrig har prøvet at lave en gymnastiksal før – fordi en kommune nu en gang har et forhold til nogle bestemte arkitekter, der har lavet et byggeri, der ser flot ud. Hvis vi siger noget til dem, som er lidt for fancy og koster lidt for meget, så står de af, og så får vi 24 ribber og tre bomme sat ind igen, fordi det er det letteste,” fortæller Torben G. Pedersen.

Idræt skal også værre tværfaglig
Politikernes fokus på store idrætsarenaer og manglende fokus på idræt i nærmiljøet kombineret med en konservativ opfattelse af idræt i skolerne er ifølge Torben G. Pedersen en stor forhindring for Virklund Sports visioner:

”Det undrer mig som gammel idrætsmand, at idrætten stor set er den eneste undervisningsform i det danske skolevæsen, der ikke er tværfaglig. Jeg mener, at vi har en kæmpestor udfordring i at få lavet vores idrætstimer og –udstyr på en måde, så de unge elever kan tage noget med sig til en biologi-, fysik- eller matematiktime. Det er selvfølgelig via noget it-teknologi, som man opsamler via nogle komponenter i en gymnastiksal. Det arbejder vi meget på.”

Virklund Sport er deltager i det såkaldte I-Sport-projekt (læs artikel om projektet her), der netop har til formål at kombinere idræt og it-teknologi, og Torben G. Pedersen håber bl.a. derigennem at få mulighed for at udvikle den digitale gymnastiksal. Det kan måske også have et internationalt perspektiv:

”Vi er fem mio. mennesker, og vi har muligheden for at lave nogle forsøg, som man også kan bruge internationalt, hvis vi bare tager os sammen og tør gøre det. Vi er et forsøgsland på mange andre teknologiske områder, så hvorfor ikke også være det her?”

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.