I live trods tocifret millionunderskud

Foto: Swirlnet

10.12.2008

Af Martin Hedal
Problemer med at trænge igennem til private forbrugere resulterede i millionunderskud i iværksættervirksomheden Swirlnet. Ny investor og ny strategi skal vende udviklingen.

Det så sort ud i 2007 for den lille virksomhed Swirlnet i Lyngby. En stor satsning på et lille stykke elektronik så ud til at gå i vasken. I foråret 2008 reddede investoren Henrik Holten Hansen imidlertid virksomheden for en stund, da han købte sig ind, fordi han troede – og tror - på idéen.

Swirlnet har udviklet en lille dims, en ’swirl’, som bl.a. har indbygget en mp3-afspiller, udstyr til at måle hjerterytme og en virtuel træner. Idéen er, at de tre ting spiller sammen undervejs på eksempelvis en løbetur, hvor den virtuelle træner guider og opmuntrer motionisten undervejs:

”Den ene ting er underholdningselementet – altså musikken. Den anden er en umiddelbar feedback på, hvad din præstation er her og nu – dels i absolutte tal, dvs. din puls, men lige så meget i forhold til, hvad du skal opnå. Du kan få at vide, om du gør det bedre eller dårligere end sidst,” forklarer udviklingschef Peter Holm og uddyber:

”Vi har lavet nogle programforløb på et website. Og når man har genereret et forløb der, kan man lægge det ind i ’swirlen’, og så får man instruktioner undervejs. Det er en anden oplevelse, end hvis du bare løber til musik.”

Endelig kan motionisten analysere sin udvikling fra gang til gang på sin computer og konkurrere mod sig selv eller andre – alt sammen for at øge motivationen hos motionisten. 

Spinning er nyt satsningsområde
Salget til forbrugerne gik langt fra som forventet, da ’swirlen’ blev sendt på markedet i 2007. Det medførte, at Swirlnet forholdsvist hurtigt skiftede spor og satsede på det mere afgrænsede fitnessmarked i stedet for det brede konsumentmarked. Det har i dag ført til et vigtigt samarbejde for Swirlnets eksistens:

”Vi gik ud og afsøgte markedet for en samarbejdspartner, og det fandt vi. De tilbød at aftage for 2,5 mio. i år og for et ikke uvæsentligt beløb i 2009. Vi var godt klar over, at det ville blive svært og op ad bakke, og at det ikke var nok til at redde virksomheden helt, men det var nok til, at vi valgte at tage chancen og køre videre,” fortæller Henrik Holten Hansen, der efter sin investering fungerer som direktør for Swirlnet i dag.

Mere konkret tilbyder Swirlnet løsningen ’Swirlspin’ til fitnesscentrenes spinninghold. Den samme teknologi anvendes blot på en anden måde her:

”Man forsyner et helt hold, der så har et planlagt forløb for en spinningtime. Vi viser det på en storskærm med pulsen på samtlige mennesker. Man får noget information til brugerne og skaber et motivationselement,” forklarer Peter Holm. 

Knald eller fald
Henrik Holten Hansen tror på konceptet, men erkender samtidig, at det har været et sats at investere i en konkurstruet, teknologifunderet virksomhed. Ved at være et skridt foran konkurrenterne håber han dog, at Swirlnet vil opleve en pludselig vækst, når virksomheden er gearet til det:

"Alt kan ske. Du kan komme frem til et punkt, hvor du er i stand til at sælge og udvikle med en sådan hast, at du ligger lidt foran hele tiden og kan udvide din forretning. Men hvis du ikke lige når dertil, så kan du have verdens bedste produkt og have investeret en formue. Det kom bare ikke lige frem til den første, der sagde, at ”den er fin den her.” Så er du færdig. Så grænsen mellem knald eller fald er utrolig hårfin,” forklarer Henrik Holten Hansen. 

Motivation er nøgleordet
Udvikling er helt centralt i Swirlnet. ’Swirlen’ vil de kommende år blive videreudviklet, så den kan blive et vigtigt redskab i sundhedsrelaterede forløb:

”Den kan jo tale til folk og motivere folk. I dag kan vi måle på hjerterytmen. Det kan være, man i fremtiden kan måle på, hvor mange watt, man producerer, og hvor meget CO2, man udånder. Så man får flere parametre på,” fortæller Henrik Holten Hansen.

Generelt oplever Swirlnet et øget fokus på motivation af motionister. Det påvirker også konkurrencen:

”Lidt efter vi startede, begyndte der at dukke nogle lidt tilsvarende løsninger op. Men jeg har ikke set nogen, hvor der er så meget feedback som ved vores. Men det er helt klart et område, der er fokus på i branchen. Motivation er noget, man går og snakker om, og flere er kommet med forskellige modeller,” fortæller Peter Holm.

Swirlnet satser altså på at tilbyde et unikt produkt til fitnessbranchen – og det brede internationale forbrugermarked kan også komme med på sigt. Men ifølge Henrik Holten Hansen bliver det denne gang med hjælp til salg og markedsføring udefra:

”Glem at markedsføre dit produkt selv i sådan en udviklingsvirksomhed. Det bliver så uoverskueligt i en verden med fire mia. hjemmesider. Din idé er sikkert god, men du skal være sammen med nogen, der kan afsætte det. Det er regel nr. et,” slutter han.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.