Konferencereportage

Session 2: Idrætten som en del af løsningen? Del I

Bjarne Ibsen

Civilsamfundet som indsatsstyrke
Oplæg ved centerleder Bjarne Ibsen, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, SDU

Er det realistisk at inddrage idrætten i sundhedsarbejdet? Bjarne Ibsen gjorde med afsæt i en række analyser om frivillighed og foreningsidræt opmærksom på, at sundhed ikke opnås ved alene at lægge ansvaret over på enten individet eller staten. Samspillet er vigtigt, og både den sociale og fysiske bevægelse skal i spil.

Hos befolkningen er der analytisk set en generel enighed om, at idrætten bidrager til sundheden. Men idrætten bidrager også på anden vis. Det er i EU-sammenhæng markant, at idræt i Danmark og Sverige ud over at indeholde den fysiske dimension også skal være socialt og sjovt.

Det er ikke en ny påstand, at idrætten har stor betydning for sundheden. Det nye er ifølge Bjarne Ibsen de mere eksplicitte forventninger til idrætten, hvor den skal være med til at løse problemerne.

Det er i den forbindelse interessant at se nærmere på idrættens egen opfattelse af, om den reelt skal løse sundhedsproblemer. Et par interessante pointer er ifølge Bjarne Ibsen: 

  • Hver tredje dansker arbejder frivilligt set over et år. Det er ikke mindst inden for idræt, at det frivillige arbejde finder sted – men kun ca. tre procent af de frivillige svarer, når de bliver spurgt, at de er frivillige inden for sundhedsområdet
  • Foreningerne siger selv, at idræt er sundt – men få engagerer sig i særlige projekter målrettet sundhedsfremme.
  • Idrætsforeningerne er i foreningsdanmark den mest aktivitets-, konsensus- og medlemsorienterede foreningstype – der er dog forskelle inden for idrætter og foreninger.

Med et blik i krystalkuglen ridsede Bjarne Ibsen tre scenarier op for en fremtidig sundhedsorienteret idrætsmodel:

  1. Idrætsforeningerne byder sig til med en mangfoldighed af aktiviteter og tilbud, som motionstrængende danskere efterspørger.
  2. Idrætsforeningerne lægger sig i slipstrømmen af den statslige sundhedslogik. Foreninger byder sig til og indgår aftaler med kommunen om motionsaktiviteter for grupper, som det offentlige etablerer særlige programmer for.
  3. Sundheden er hverken et formynderisk, statsligt eller et personligt, individuelt anliggende. Her har fællesskabet om idrætten en anden og videre rolle end at være et lystbetonet og uforpligtende samvær om motion – ved at man blander sig, ikke formynderisk foroven, men involverende og gensidigt forpligtende.

Bjarne Ibsen udtrykte særligt interesse for det sidste scenarium – en anderledes måde at tænke sundhedsfremme ind i idrætten.

Samtidig nævnte han muligheden for, at det offentlige diffentierer sin støtte til foreningerne, så foreninger, der satser på at løfte velfærdsopgaver inden for bl.a. sundhedsområdet, får egentlig driftstøtte, mens andre typer foreninger primært får tilskud til lokaler og aktiviteter. 

Lis Puggaard

Motion som forebyggelse og medicin. Hvordan?
Oplæg ved cand.scient. ph.d. Lis Puggaard, Muusmann Research & Consulting

Projektet Motion På Recept blev igangsat i en række amter og kommuner i 2002 som reaktion på den øgede bekymring over de livsstilssygdomme, som præger den vestlige verden.

Lis Puggaard fulgte sammen med fire kollegaer fra Syddansk Universitet forsøgene med at ordinere fysisk aktivitet. Erfaringerne viste, at der var en effekt. Over en periode på cirka tre måneder oplevede deltagerne i gennemsnit en forbedring af deres kondition på 10 procent.

Men ifølge Lis Puggaard viste evalueringerne også, at det er en meget stor udfordring at fastholde deltagerne i en fysisk livsstil, når den kontrollerede træningsperiode slutter.

Et år efter Motion På Recept-forløbet havde kun cirka en femtedel et øget aktivitetsniveau. Denne andel er dog væsentlig større end i tilsvarende projekter i andre lande. Eksempelvis er man nede på cirka 10 procent i New Zealand.

Desuden viser erfaringerne, at det er lettere at fastholde mænd og de ældre befolkningsgrupper i et højt aktivitetsniveau, ligesom der var mindre frafald blandt deltagerne i de daværende Ribe og Vejle amter.

Det sidste er ifølge Lis Puggaard interessant, fordi man i netop de to amter lagde stor vægt på at få alle til at møde op – blandt andet ved at ringe til folk, der ikke kom til træningen.

”Spørgsmålet er, om det er det, der skal til,” spurgte Lis Puggaard i sit oplæg, hvor hun også pegede på de udfordringer, som Motion På Recept stiller foreningslivet over for.

Her kan det fx være det en udfordring at integrere patienter, der er blevet personligt 'nurset', i en foreningshverdag, der er domineret af raske og selvhjulpne. Ifølge Lis Puggaard møder man fx foreningsledere, der er utrygge ved, hvordan de skal håndtere medlemmer med hjerte-/ karsygdomme, og man kan i det hele diskutere, hvor stort et ansvar man kan lægge ud i foreningerne.

Men også samarbejdet mellem lægerne og de fysioterapeuter, der står for selve det fysiske program, er blandt udfordringerne, på grund af forskellige kulturer og syn på behandling, mente Lis Puggaard.

Lagt på den 26. februar kl. 14.10

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.