It-klubhus til træneren på vej

Udsnit af Sporwebs videoanalyseværktøj Mediaanalyzer.

07.05.2010

Af Martin Hedal
Virksomheden Sportweb, der er specialiseret i webbaserede videoanalyseværktøjer, er på vej med et ’it-klubhus’ målrettet trænere i store og små klubber.

Stifteren af iværksættervirksomheden Sportweb, Claus Simonsen, opfandt for 10 år siden et system til webbaseret videoanalyse af håndboldkampe. Han var selv håndboldtræner og træt af at bruge adskillige timer foran videomaskinen. Siden er systemet videreudviklet, og det anvendes i dag af de fleste professionelle håndboldklubber i Danmark og nogle stykker i udlandet.

Udgangspunktet for udviklingen af systemet var trænerens behov, og Claus Simonsen har fortsat produktudviklingen i bestræbelserne på at tilbyde klubtræneren nogle mere effektive værktøjer. Netop nu er han i gang med det seneste initiativ:

”Mit fokus er på træneren, og jeg er ved at bygge et klubhussystem op omkring træneren. Jeg tror, at træneren er den vigtigste mand i en klub, og andre klubhussystemer fokuserer mere på bestyrelser og kommunikationen,” forklarer han om baggrunden for it-klubhuset.

Led i forretningsplan
Klubhussystemet er en del af en ambitiøs forretningsplan for fremtiden, som Claus Simonsen har udarbejdet i samarbejde med Væksthus Midtjylland. Den indebærer også et større fokus på udlandet, andre idrætsgrene og andre brancher, der også kan have glæde af videoanalyse. Det internationale fokus kræver ekstra midler, så udbredelsen kan gå stærkt nok:

”Når du først er kommet ind på et marked, er der også konkurrenter, der ser dig. I Danmark er der ikke konkurrenter på området, men når du kommer ud over grænsen, skal du helst have speed på,” siger Claus Simonsen.

Efter planen skal Sportweb have en investor ind over i nær fremtid, og så kan alle tankerne omkring klubhussystemet også realiseres. Blandt funktionerne i systemet vil være kalender, animationsprogram, mediekartotek, øvelsesudskrift, beskedmodul, blog, nyheder, fakturering, sponsormanagement, web-tv-muligheder osv.

Mere og mere web-tv
Ud over webbaseret videoanalyse er Sportweb også engageret i mange andre projekter med levende billeder via nettet. Iværksætteren driver bl.a. de to web-tv-sites Video-sport.com og SenseofSport.com med bl.a. håndboldøvelser, og derudover tilbyder Sportweb en web-tv-løsning til klubberne.

På web-tv-området kunne videoanalyserne faktisk også være interessante – hvis ikke TV 2 ejede rettighederne til billederne fra håndboldkampene. For Sportweb laver eksempelvis ca. 30.000 klip årligt fra interessante hændelser i mændenes bedste række Jack & Jones Ligaen. De bruges dog udelukkende internt i klubberne til analyser, da Sportweb ikke må distribuere materialet til den brede offentlighed.

Der er dog ifølge Claus Simonsen klart et potentiale her – også i andre idrætsgrene – ligesom distribution af levende billeder via mobilen ifølge iværksætteren også er fremtiden.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.