Studietur til Manchester

Koncert i idrætsramme: Take That spiller på City of Manchester Stadium. Foto: Andy Nugent/Flickr

23.02.2012

Af Søren Bang
En række af Manchesters store idræts- og kulturbyggerier er målet for en studietur arrangeret af Center for Idræt og Arkitektur i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden.

(Opdateret den 30. marts 2012)
Det nordlige Englands gamle industriby Manchester har sin egen placering på det engelske idræts- og kulturlandkort som hjemby for to højtprofilerede Premier League-hold og leverandør af en lang række profiler til den internationale musikscene – fra Simply Red og Take That til Oasis og Morrissey.

Nu giver en studietur arrangeret af Center for Idræt og Arkitektur i et samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden chancen for at besøge en række af de mange byggerier på bl.a. idrætsområdet, der er blevet opført i de senere år i forsøget på at styrke Manchesters idrætslige og kulturelle profil og gøre op med byens ry som nedslidt industriby.

Studieturen, der finder sted i maj, besøger således Sportcity Manchester, der bl.a. omfatter Manchester Velodrome og Manchester Citys hjemmebane, City of Manchester Stadium, der blev opført op til byens værtskab for Commonwealth Games i 2002.

Ved siden af idrætsfaciliteterne bliver der mulighed for at se eksempler på eksperimenterende sociale boligområder og en række arkitektonisk nytænkende kulturbyggerier. Rundvisningerne bliver suppleret med oplæg om Manchesters byudviklingsstrategier i tilknytning til sport og kultur.

Studieturen afvikles den 9.-11. maj. Der er fortsat pladser, og det er muligt at tilmelde sig frem til den 12. april. Prisen er 6.950 kr. inklusive transport, overnatning og fuld forplejning.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.