Idrætssektorens Udviklingsforum går i luften

Foto: Nwardez/Flickr

Foto: Nwardes/Flickr

04.03.2015

Af redaktionen
På et åbningsseminar den 13. april i Aarhus lancerer Idrættens Analyseinstitut sit nye initiativ, Idrætssektorens Udviklingsforum, der skal styrke formidling af viden, netværksdannelse og erfaringsudveksling hos aktørerne i den brede idrætssektor.

Idrættens Analyseinstitut slår for alvor dørene op til det nyskabende Idrætssektorens Udviklingsforum på et åbningsseminar i Aarhus, den 13. april. I dagene derefter kan forummets nye medlemmer deltage i Nordic Venue Forum i Aarhus sammen med ca. 150-200 topledere fra nordiske arenaer for sport, kultur og underholdning.

Som daglig projektleder for Idrætssektorens Udviklingsforum tiltræder den 1. april den 37-årige Martin Hedal Nielsen, der kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Dansk Orienterings-Forbund. Martin Hedal Nielsen har tidligere arbejdet for Idan og har i den forbindelse udarbejdet analyser af blandt andet iværksætteri, tv-sport og potentialet i idrættens virtuelle arenaer, som for nylig blev understreget ved det spektakulære salg af danske Endomondo til det amerikanske sportsudstyrsfirma Under Armour.

Idrætssektorens Udviklingsforum er et forsøg på at forene kreative iværksættere og engagerede forvaltere fra den brede danske idrætssektor i et fælles fagligt forum, der skal styrke formidling af viden, netværksdannelse og erfaringsudveksling på tværs af de aktører i den brede idrætssektor, som skaber trends, udvikling og nye idrætsoplevelser.

Medlemmerne af det nye Udviklingsforum får foreløbig i perioden 2015-2016 adgang til et uhyre spændende netværk, der bygger på helt aktuel viden og analyser, og som giver adgang til konferencer, en studietur med fokus på idrætsiværksætteri i London samt til en række netværksmøder i forskellige temagrupper.

Temagrupperne er foreløbig følgende:

A: Drift, ledelse og organisering af offentlige idrætsfaciliteter

B: Idrætsvaner og tendenser i lokal, national og international idrætspolitik

C: Idrætsrelateret iværksætteri og innovation

D: Bæredygtige events og venues

E: Idrætssektoren som arbejdsmarked

”Idrætssektorens Udviklingsforum skal bringe Idan endnu tættere på iværksætterne, dynamoerne og de inspirerende personer fra alle sektorer, som skaber aktivitet og udvikling i idrætssektoren. Vi kan selv bidrage med relevante analyser af udviklingstræk i sektoren, og vi kan sørge for at facilitere arbejdet i det nye forum på en inspirerende måde. Men samtidig kan vi i høj grad også selv bruge det nye netværk til at skabe en skarphed og friskhed i forhold til de udviklingstendenser, vi som institut skal holde øje med og formidle,” siger direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut.

Medlemskab af Idrætssektorens Udviklingsforum indebærer gratis adgang til en række spændende begivenheder og ydelser i 2015-2016, blandt andet:

  • Åbningsseminar i Aarhus, den 13. april
  • www.nordicvenueforum.com i Aarhus, den 14.-15. april
  • www.playthegame.org  i Aarhus, den 26.-27. oktober
  • Konferencen ’Idrættens største Udfordringer V’ i foråret 2016
  • I alt ca. fem netværksmøder med mulighed for at vælge mellem foreløbig fem temagrupper i Aarhus/København i perioden 2015-2016
  • Studietur til UK (3 dage), ultimo 2015 eller primo 2016
  • Mulighed for direkte sparring og trykprøvning af dit projekt/din plan med relevante medarbejdere fra Idan efter aftale

Forummet vil få mulighed for at trække på en lang række specifikke nye analyser af eksempelvis idrætsrelateret iværksætteri, den danske idrætssektor som arbejdsmarked samt økonomisk og bæredygtige idrætsevents, ligesom det nye forum naturligvis kommer tæt på den kommende befolkningsundersøgelse ’Danskernes motions- og sportsvaner 2015’ samt en række meget ambitiøse nye tiltag i forhold til drift, organisering og ledelse af idrætsfaciliteter.

Vil du være med?

 
 

Det er fortsat muligt at tilmelde sig Idrætssektorens Udviklingsforum. Send en e-mail til henrik.brandt@idan.dk (tlf. 2921 0972) senest den 25. marts med følgende oplysninger:

  • Navn
  • Titel
  • Organisation/afdeling
  • Adresse, postnr./by
  • Mobilnummer og arbejdsnummer
  • Evt. EAN-nummer (offentlige virksomheder)
  • Angiv, om du deltager i opstartsmødet i Aarhus den 13. april
  • Angiv, om du vil tilmeldes Nordic Venue Forum, den 14.-15. april
  • Skriv gerne fem linjer om dig selv eller vedhæft et cv.

Læs meget mere om Idrætssektorens Udviklingsforum og de forskellige elementer i satsningen på temasiden

Læs om åbningsseminaret i Aarhus den 13. april 2015

Læs om Nordic Venue Forum, den 14.-15. april 2015

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.