Regeringen tager initiativ til evaluering af spilleloven

Christiansborg. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

30.09.2015

Af Ditte Toft
Regeringen afsætter knap 50 millioner kroner i ekstra tilskud til modtagerne af udlodningsmidler i år og tager samtidig initiativ til at igangsætte en lovet evaluering af spilleloven i nærmeste fremtid.

Danskernes faldende spillelyst på lottospil og det deraf faldende afkast til udlodningsmidlerne har været på den idrætspolitiske dagsorden i nogen tid.

Nu meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen vil igangsætte en evaluering af spilleloven, som skal være med til at sikre en fortsat stabil finansiering til modtagerne af udlodningsmidlerne.

For at imødekomme de faldende indtægter fra Danske Lotteri Spil, der er et datterselskab til Danske Spil, giver regeringen desuden et ekstraordinært tilskud på i alt 49,6 millioner kroner til modtagerne af udlodningsmidler i 2015.

I en fælles pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund, DGI, Danske Handicaporganisationer og Dansk Ungdoms Fællesråd bliver regeringens initiativ modtaget med tilfredshed:

”Vi er meget tilfredse med, at regeringen nu sætter gang i det helt nødvendige arbejde med at finde en ny model. Danskernes spillemønstre har ændret sig på en måde, som man slet ikke kunne forudse, da spilleloven blev vedtaget i 2010,” siger DIF-formand Niels Nygaard i pressemeddelelsen.

Og selvom organisationerne kvitterer for de knap 50 millioner kroner i år, er det ifølge organisationerne af større betydning at finde en langsigtet løsning.

”På kort sigt betyder det meget, at regeringen har besluttet at kompensere for de faldende indtægter fra Lottospillet, og på lang sigt er det afgørende, at der nu kommer gang i arbejdet med at finde en varig løsning på problematikken med faldende udlodningsmidler,” siger Signe Bo, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd i pressemeddelelsen.

I den seneste revision af spilleloven, der blev gennemført af daværende skatteminister Troels Lund Poulsen i 2010, blev det indskrevet, at en evaluering af spilleloven skulle gennemføres.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.