Kan analyse og data udfordre idrætsverdenen?

Foto: Domingo Cáceres/Flickr

Foto: Domingo Cáceres/Flickr

22.10.2015

Af redaktionen
Brug af uvildige analyser og data som middel til forandring i idrætssektoren og eksempler på, hvordan aktører fra idrættens verden tilpasser sig idrætssektorens udvikling, er blandt emnerne i en række sessioner på Play the Game-konferencen.

Med to sessioner tirsdag den 27. oktober sætter Play the Game-konferencen særligt fokus på, hvordan data og analyse kan være med til at skabe forandring i idrættens verden.

Dagen byder på to sessioner under temaet ’ ’The power of data and analysis for sports for all strategies’, og i dagens første session viser Koen Breedveld fra det velanskrevne hollandske Mulier Instituut og direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut nogle eksempler på, hvordan uvildige data og analyser kan bidrage til at sætte spørgsmål ved vedtagne sandheder og skabe forandringsprocesser hos idrætsorganisationerne.

Associate professor Johan Norberg fra Malmø Universitet følger op med nye data fra det svenske Centrum för Idrottsforsknings indikatorsystem, som monitorerer effekten af statens støtte til idrætten i Sverige.

Sessionen lægger sig tæt op af Play the Game-konferencens overordnede spørgsmål: Global sport. Reform or revolution?

Det er muligt, at ’revolutionen’ i form af straffesager og udelukkelser på grund af de absurde korruptionsskandaler i FIFA og en række andre internationale idrætsorganisationer trækker medieoverskrifterne. Men sandheden er, at revolutionen i idrætssektoren i mange lande i høj grad sker fra neden – græsrødderne finder ganske enkelt finder nye marker end den organiserede idræt at vokse på…

Mød DataHub – et bud på fremtidens administrationsredskab?
Dagens anden session byder på de meget spændende engelske oplægsholdere Matt Eames og Alex Burrows fra det britiske firma 4 global London, der præsenterer deres DataHub, som i løbet af kort tid vil levere data fra over 500 mio. besøg i engelske idrætscentre og idrætsklubber til sportsudbyderne.

Samtidig er der oplæg fra de to udviklingschefer Sophie Cools fra det flamske idrætsforbund og Anne Pøhl fra Danmarks Idrætsforbund, som giver eksempler på, hvordan idrætsorganisationerne forsøger at følge med tiden og tilpasse sig nye aktiviteter og organiseringsformer.

Det europæiske firmaidrætsforbunds næstformand Guy de Grauwe taler om udfordringerne i breddeidrætten set fra et internationalt breddeidrætsforbunds perspektiv, mens Søs Bondo fra den nye Nationale platform for Gadeidræt giver et eksempel på, hvordan nye idrætter kan finde sammen i samarbejder uden for de etablerede idrætsorganisationer.

Mellem sessionerne bliver der tid til debat og netværk med de øvrige deltagere, og der er mulighed for at tune ind på andre sessioner, der også har breddeidræt og fysisk aktivitet som omdrejningspunkt. Herunder starter onsdagen eksempelvis med en session ved International Council for Sport Science and Physical Rrecreation (ICSSPE) om udfordringer og løsninger på den globale epidemi af fysisk inaktivitet. Ligeledes byder onsdagen på en ekskursion til det bynære havneområde i Aarhus, der har gennemgået en større byudvikling, hvor idræt og bevægelse spiller en central rolle.

Læs mere

 
 
Der er stadig mulighed for at tilmelde sig hele konferencen eller udvalgte dage. Læs mere om tilmelding

Konferencen åbner med en offentlig åbningssession på Aarhus Rådhus søndag den 25. oktober kl. 14. Det er gratis at deltage. Læs mere om åbningsarrangementet

Besøg konferencehjemmesiden

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.