Boblberg: Vi skal sænke barren for de inaktive

Idrættens Innovatører

Udsnit fra Boblberg (Hvidovre Kommune)

12.10.2015

Af Martin Hedal
Det webbaserede mødested Boblberg fokuserer på kultur og fritid frem for sport alene. Kunderne er danske kommuner, og brugerne er typisk ældre end gennemsnittet.

Iværksætterbrødrene Rasmus og Nikolaj Stæhr ville for et par år siden lave et online mødested for sportsudøvere. De gik i gang med udviklingen af platformen Boblberg, men indså hurtigt, at det ikke var vejen frem. Dels var forretningsplanen for usikker, og dels skræmte negative erfaringer fra lignende initiativer, der i dag er lukket ned: Arena365, Trainingpartner.dk, Sportspladsen.dk, Sportzlife m.fl.  

I stedet for at tage udgangspunkt i sporten, har Boblberg nu fokus rettet med borgernes behov i de danske kommuner:

”Det her med at forbinde mennesker i lokalområdet var langt vigtigere, end vi måske havde troet. Så vi arbejdede videre med ideen ud fra de mønstre, som borgerne havde. Vi gik fra, at man kunne finde en løbemakker, og til at man også kan finde en at tage i teateret med, gå en tur med osv. – eller finde en frivillig til en aktivitet. Så vi dækker bredere nu,” forklarer Rasmus Stæhr.

I dag sælger Boblberg sin platform som et mødested for kultur og fritid til danske kommuner. Aktuelt har iværksætterne, der begge har været på fuld tid i Boblberg lidt over et år, otte kommunale aftaler i ordrebogen.

Sport afskrækker
Brødrene Stæhr har besøgt over halvdelen af kultur- og fritidsafdelingerne i danske kommuner og mærker her et markant fokus på sundhed – både mental og fysisk sundhed. Kommunerne vil gerne ramme bredt og har ikke et ensidigt fokus på sport, fortæller Nikolaj Stæhr:

”Det er vigtigt, at folk ikke bliver skræmt af, at det hedder noget med sport. Det er ikke flere tilbud til triatlonudøveren, de søger i kommunerne. Der har de foreningerne, som gør det godt. Dem, de vil ramme, er nogle, der slet ikke er fysisk aktive i dag. Nogle af dem, som ikke interesserer sig for idræt, går ind og kigger efter noget andet, men finder faktisk noget idræt, som de synes er spændende – de ville aldrig google ordet motionsløb.”

Den indirekte effekt på aktivitetsniveauet er interessant i kommunerne:

”Kommunerne siger, at hvis folk skal være fysisk aktive, så skal de starte med at være socialt aktive. Vi ser os som en del af det bånd, der ender med, at man løber en tur eller melder sig ind i en forening eller et fitnesscenter. Når du først dyrker sport tre gange om ugen, er det nok ikke os, du skal bruge,” siger Rasmus Stæhr.

Mange ældre brugere
Kommunens borgere kan lægge ”bobler” op via Boblberg, hvorefter andre kan reagere på dem. Så indholdet er bestemt af borgerne selv. Erfaringerne viser indtil videre, at Boblberg især henvender sig til folk over 50, og at indholdet er meget bredt. Det betyder, at Ældresagen og Ældrerådet flere steder er begyndt at komme med til Boblbergs møder med kommunerne. De mange ældre brugere betyder samtidig, at Boblberg ikke udvikler en app endnu, da brugerne ikke efterspørger det.

”Fællesnævneren i dag for dem, der kommer ind, er, at de har noget fritid, som vi skal fylde ud for dem. Folk kigger på billederne for at se, om der er noget, der er interessant. Og så klikker de på det,” forklarer Nikolaj Stæhr om brugernes adfærd på siden.

Det danske marked er centralt for Boblberg, men brødrene Stæhr fortæller, at Sverige meget vel kan være næste skridt. Derudover har de indtil videre ventet med de store kommuner i Danmark.

Mere info

 
 

Artiklen om Boblberg er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Boblberg.dk

 

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.