Donkey Republic: Det skal være nemt at cykle

Idrættens Innovatører

De fire stiftere af Donkey Republic med den avancerede lås.

22.01.2016

Af Martin Hedal
Det skal være nemt at være cyklist – også uden sin egen cykel. Donkey Republic vil med en app, en speciel lås og en masse cykler have folk til at hoppe på cyklen over hele verden.

Turister, pendlere og medarbejdere i en virksomhed skal hurtigt, nemt og døgnet rundt kunne leje en cykel via en mobil-app i større byer over hele verden. Det er visionen for den danske iværksættervirksomhed Donkey Republic, der i 2015 lancerede en avanceret cykellås og rullede ud på de københavnske gader med en række lejecykler.

Det var dog kun første skridt, for i slutningen af 2015 var Donkey Republic klar med en løsning, der i store træk kan kaldes cyklernes svar på Airbnb. I stedet for at leje ens hjem ud, kan man ved hjælp af en app og den avancerede lås leje cyklen ud, når man ikke selv bruger den.

”Drømmen er, at uanset hvilken by du kommer til, så kan du bare tage vores app op og finde en cykel. Vi bliver kontaktet af folk fra Sydafrika, Malaysia, Singapore, Thailand, New Zealand, Australien, USA, Canada og flere steder i Europa, som gerne vil bruge vores cykler og system,” siger en af de fire stiftere bag Donkey Republic, Alexander Frederiksen.

Starter med turisterne
Donkey Republic går målrettet efter turister i første omgang, men efter planen er der en prisattraktiv løsning klar til pendlere i 2017. Samtidig bruger flere virksomheder Donkey Republics system til at holde styr på flåden af firmacykler til medarbejdere. Pendlerne ser Alexander Frederiksen et stort potentiale i både økonomisk og sundhedsmæssigt:

”Turistmarkedet i sig selv er en kæmpestor milliardforretning. Pendlermarkedet er endnu større, men vi er også meget fokuserede på, hvad det ellers gør – sundhed i form af, at folk i højere grad bruger cyklen som transportmiddel i byerne. I hele verden kan man se, hvor tung trafikken er i storbyerne. Det er tidsmæssigt ineffektivt, usundt og dårligt for miljøet”.

Særligt i forhold til pendlerne vil de alternative bycykler i Alexander Frederiksens øjne kunne gøre en sundhedsmæssig forskel:

”Det matcher jo godt med offentlig transport. De sidste en til tre km til togstationen får folk til ikke at tage det offentlige. Så for DSB og byerne er det her interessant. Det er lidt en ny måde at bruge byrummet på, når det handler om deleøkonomi, som udfordrer, hvad man har gjort før”.

Et guldæg
Donkey Republic har skarpt fokus på at gøre det så nemt som muligt alt leje en cykel og har bl.a. været inspireret af privattaxa-app’en Uber, hvor en bruger skal igennem tre hurtige step, inden man kører af sted. Kombinationen af app, cykler og en avanceret lås har resulteret i en millioninvestering fra en gruppe af investorer og it-iværksætterprisen Guldæg.

”Det, vi gør godt, er bookingsystem-appen, hvor vi gør det nemt for brugeren. Lige nu er det også unikt, at vi har en avanceret lås koblet på app’en, men den er ikke vores kerneservice. Låsen er blot vigtig for, at det hele fungerer, så man kan stille cyklen, hvor man vil,” forklarer Alexander Frederiksen og ser frem til 2016, hvor satsningen på turister for alvor bliver rullet ud.

Mere info

 
 

Artiklen om Donkey Republic er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Donkey Republic på donkey.bike

 

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.