Nordsjællands Outdoor Sports Klub: Ny foreningstype med fuld fart på

Idrættens Innovatører

Sanne Elidsbo Hansen instrurerer før træning

07.04.2016

Af Martin Hedal
Danmarks første outdoor-sportsklub udbyder et mix af idrætsgrene i det fri. Inspirationen kommer fra Canada, og fællesskabet om bevægelse i naturen er det centrale omdrejningspunkt.

I 2014 stiftede Sanne Elidsbo Hansen en helt ny type idrætsforening i Danmark. Hun ville lave en forening med skarpt fokus på bevægelse i naturen uden at fokusere på en enkelt eller nogle få discipliner. Det blev til Nordsjællands Outdoor Sports Klub, der er den første af sin art i Danmark, men langt fra på verdensplan:

”Jeg har fået ideen fra et ophold i Canada. Der har de en helt anden tilgang til outdoor og udeliv med store outdoor-klubber, der har aktivitetstilbud hver dag. Da jeg kom hjem derfra, savnede jeg det rigtig meget. Jeg var nødt til at være medlem af en orienteringsklub, en kajakklub, en mountainbikeklub og en klatreklub på samme tid, og det var en dyr omgang. Så jeg tænkte, hvorfor ikke lave en fleksibel outdoor-klub i Danmark,” forklarer Sanne Elidsbo Hansen.

Hun kommer selv fra adventure race-miljøet og fik hurtigt venner og bekendte med i outdoor-klubben. Siden er flere kommet til, så klubben i dag rummer ca. 50 medlemmer fra 16 til 60 år og en række såkaldte ’hang-arounds’, der ikke betaler et fast kontingent, men 40 kr. fra gang til gang. Seks-otte frivillige instruktører med forskellige kompetencer står på skift for træningen.

Fællesskabet er afgørende
Nordsjællands Outdoor Sports Klub har en fast ugentlig træning, hvor bevægelse i naturen er den røde tråd. Disciplinerne er forskellige fra gang til gang og kan eksempelvis være orienteringsløb, kajak, mountainbike, klatring og trailløb. Ud over den faste træning deltager klubben i forskellige stævner på tværs af disciplinerne. Netop den fælles deltagelse og det sociale sammenhold er helt afgørende for klubbens succes ifølge Sanne Elidsbo Hansen.

”Vi er meget ambitiøse og har fokus på at drive klubben professionelt, men det, vi brænder for, er at få andre med ud i naturen og se dem have det sjovt – se dem have den samme glæde ved outdoor-disciplinerne, som man selv har. Vi bruger samtidig Facebook og andre sociale medier meget og får også nye medlemmer ind den vej,” siger hun og understreger, at man som moderne idrætsforening er nødt til at være oppe på beatet, lytte til medlemmerne og tænke kreativt, hvis man vil have succes.

Et outdoor fitnesscenter
Nordsjællands Outdoor Sports Klub får med Sanne Elidsbo Hansens ord fantastisk sparring fra DGI Storkøbenhavn i dagligdagen, men har som en alternativ klub svært ved at få økonomisk støtte fra idrætsorganisationer og kommuner:

”Vi passer ikke rigtig ind i nogen kasser. Kommunerne spørger, hvorfor vi ikke vil have et klubhus, og vi bevæger os over flere kommunegrænser. Samtidig tænker mange af de klassiske organisationer idræt på en helt anden måde, så det er spændende at være med til at skubbe lidt til dem. De skal være mere åbne over for klubber, der rummer mere og tænker fleksibelt.”

Sanne Elidsbo Hansen kalder selv klubben for en form for outdoor fitnesscenter og er ikke i tvivl om, at outdoor-bølgen kun lige er startet i Danmark:

”Hvis vi på et tidspunkt kan udbyde forskellige discipliner hver eneste dag, som man gør i Canada, kan vi blive rigtig store. Så kan folk se en stor fordel i at blive medlem ét sted. Jeg er helt sikker på, at der vil komme flere af den slags klubber herhjemme, og kommercielle spillere som Outdoor Playground og Fitness World rykker også på udendørsidrætten nu. Samtidig udvikler spejderorganisationerne sig også meget på det her område – men selvfølgelig med en lidt yngre målgruppe end vores.”

Mere info

 
 

Artiklen om Nordsjællands Outdoor Sports Klub er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Nordsjællands Outdoor Sports Klub

Besøg klubben på Facebook

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.