Eliteidrættens udfordringer under lup

Mikerolls/Flickr

Foto: Mikerolls/Flickr

07.04.2016

Af redaktionen
En række spændende perspektiver for eliteidrættens fremtid kommer under grundig behandling på konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ i Vejen Idrætscenter den 24.-25. maj.

Noget tyder på, at dansk eliteidræt har fundet en rigtig god model for at skabe resultater. Men er modellen fremtidssikret – og giver en nok så velfungerende dansk eliteidrætsmodel overhovedet mening i til den verden, vi efterhånden sender vore eliteidrætsudøvere ud i?

Nogle af eliteidrættens mest aktuelle udfordringer kommer under grundig behandling med mange nye data og spændende oplægsholdere som en del af konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ i Vejen Idrætscenter den 24.-25. maj. 

Nye data om eliteidrætten
Idan har på det seneste gennemført en række opgørelser af dansk eliteidræts præstationer samt vurderet tilfredsheden med eliteidrættens set up blandt aktive, landstrænere og sportschefer. Tilmed er det muligt at sammenligne styrker og svagheder i danske eliteidrætssystem gennem det internationale ’SPLISS-projekt’, som Idan ligeledes har deltaget i.

På baggrund af alle disse undersøgelser vil analyse- og forskningsleder Rasmus K. Storm fra Idan på konferencen i Vejen lægge op til en session, hvor såvel Team Danmarks direktør Lone Hansen som DIF’s chef de mission for det olympiske hold i Rio de Janeiro, Morten Rodtwitt, ser fremad mod sommerens for tiden hårdt pressede OL-arrangement i Rio og tiden derefter.

Men én ting er medaljekapløbet. Noget andet er spillet uden for kulisserne, hvor skandalerne med doping, korruption og beskidt spil i kulissen i de internationale specialforbund hober sig op i disse måneder.

Hvad kan dansk idræt egentlig gøre i det spil? Og hvor ender international eliteidræt, hvis ikke der kommer styr på problemerne?

Det spørgsmål tager Idans internationale chef Jens Sejer Andersen op i en session den 24. maj, hvor vi ser på international idræts store udfordringer gennem danske specialforbunds briller. I sessionen deltager DBU-formand Jesper Møller samt direktør Jakob Larsen fra Dansk Atletik Forbund og direktør Pia Holmen fra Dansk Svømmeunion. 

Pressede strukturer
I det hele taget er strukturerne i sportens organisationer stærkt pressede. Det gælder både i forhold til eliteidræt og breddeidræt, og dette tema bliver bl.a. helt gennemgående for den internationale session på Idan-konferencen den 25. maj, hvor vi får forskellige vinkler på idrættens organisation fra London Sport, Sport Wales og Danmarks Idrætsforbund.

Endnu et sæt sessioner med eliteidrætsprofil er dobbeltsessionen den 24. maj, ’Fremtidens destination for idræt og kultur’. I disse sessioner går Idan igen baseret på helt friske analyser tæt på betydningen af at have en professionel sportsklub i nabolaget og udfordringerne med at bygge og fylde sportens store arenaer.

I sessionen deltager blandt andet en af Danmarks førende eksperter i branding og kommunikation gennem idræt og kultur, Christian Have, ligesom direktør Lars Rich fra Helsingør med Helsingør Stadion som case giver et godt eksempel på kommunernes udfordringer med at manøvrere i forhold til eliteidrættens krav.

Sessionerne om eliteidræt og professionel sport er blot nogle af de mange sessioner, man kan opleve på konferencen ’Idrættens største udfordringer V’ i Vejen Idrætscenter.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.