Familieidræt: Idrætsforening for familier i offensiven

Idrættens Innovatører

Foto: Familieidræt

17.06.2016

Af Martin Hedal
Idrætsforening rettet mod familier satser stort i 2016. ’Familieidræt’ vil være de københavnske børnefamiliers foretrukne idrætsforening og har i år bl.a. ansat en udviklingskonsulent.

Balancen mellem frivillighed og professionalisering er højaktuel for foreningen Familieidræt. Efter seks år med fleksible idrætstilbud til københavnske familier drevet på frivillig basis har Familieidræt nu ansat en udviklingskonsulent og sat fokus på at professionalisere og udvikle foreningens kommunikation, administration, struktur, fundraising og aktiviteter.

Familieidræt er stiftet af ildsjælene Lea Dyrehauge og Trine Lindberg, der i deres studietid i København så, hvordan forældre var passive, når de afleverede deres børn til idrætsaktiviteter. Så de satte sig for at skabe et idrætstilbud, hvor hele familien kunne være aktiv sammen. Det startede med et enkelt gymnastikhold, men udviklede sig i løbet af et par år til en forening med ca. 600 medlemmer, mange forskellige idrætsaktiviteter og 30 instruktører.

”Vi fandt ud af, at man ikke bare starter et hold, men en forening, hvis man også gerne vil have et sted at være. Så måtte vi jo gøre det. Det startede med et lille hold på Vesterbro med 15 familier, der sagde, at det var helt fantastisk. Så startede vi to hold mere, fem hold mere, og så rullede den lige pludselig,” forklarer Lea Dyrehauge, der gennem alle årene har delt formandskabet i Familieidræt med Trine Lindberg.

Udviklingsmidler en nødvendighed
Lea Dyrehauge og Trine Lindberg har brugt en meget stor del af deres fritid på Familieidræt i seks år. De har trods flere opfordringer om at konvertere Familieidræt til en virksomhed holdt fast i, at det skulle være en forening drevet af frivillige kræfter. Familieidræt fik i sin spæde start 160.000 kr. fra en udviklingspulje i Københavns Kommune, og støttemidler er ifølge de to formænd helt afgørende for foreningen, hvis ambitionerne skal indfries:

”Hvis vi ikke havde fået pengene fra Københavns Kommune, havde vi ikke været her i dag. De penge var med til, at vi kunne udvikle os og generere en solid økonomi i foreningen. Det har betydet meget for vores fremadrettede færd,” siger Trine Lindberg.

Familieidræt har i dag over 800 medlemmer og ønsker at afprøve foreningens potentiale til fulde. Den satsning kræver ifølge Trine Lindberg og Lea Dyrehauge både nye midler og nytænkning. Derfor opruster Familieidræt nu med nye typer aktiviteter i bl.a. naturen og byrummet.

”Jeg tror, der er et kæmpe potentiale. Det handler bare om ressourcer. Hvis vi havde haft mange flere frivillige ressourcer før, så havde vi været et helt andet sted nu. Men det handler også om at tænke nyt. Vi skal ikke bare være i hallerne hele tiden, for så kommer vi aldrig videre. Vores vision er, at vi gerne vil være børnefamiliernes foretrukne idrætsforening,” fortæller Trine Lindberg.

Fire måneder ad gangen
Familieidræt har konstant fokus på at gøre det let og overskueligt for børnefamilier. Derfor kører et hold som regel i fire måneder på tidspunkter, der passer familierne.

”Vi respekterer, at børnefamilierne har travlt, så som udgangspunkt forventer vi ikke, familierne er aktive frivillige og hjælper til med at køre foreningen. Vi oplever, at hovedparten af vores medlemmer kun er med en-to sæsoner, men der er også familier, som har været med helt fra start eller kommer tilbage, når der er kommet en mindre søskende til. Det stiller høje krav til os for at finde instruktører til at løfte holdene,” siger Trine Lindberg og suppleres af Lea Dyrehauge:

”De ting, der gør os unikke, er også dem, der gør det svært at være forening. Men nu starter Familieidræt på ny, og vi aner ikke, hvor det ender. Vi har lige kastet 50 bolde op, så vi samtidig med nye aktiviteter arbejder med nye teamstrukturer, kommunikation osv. Det tror jeg kun er sundt at gøre hvert femte-sjette år.”

Mere info

 
 

Artiklen om Familieidræt er en del af Idan Forum-projektet ’Idrættens Innovatører’, der identificerer, analyserer og formidler historier om aktører, som nytænker idrætten. Læs mere om projektet.

Besøg Familieidræt.dk

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.