Øget samarbejde mellem folkeskolen og lokale foreninger

Legende børn. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

27.09.2016

Af redaktionen
Flere skoler end tidligere prioriterer at samarbejde med de lokale foreninger og virksomheder som en del af den åbne skole. Det viser en ny kortlægning af området.

En stigende andel af de danske folkeskoler har fået mere fokus på samarbejdet med det lokale foreningsliv. Det konkluderer et udvalg bestående af en række repræsentanter fra både skole- og foreningsområdet, som blev nedsat af regeringen i starten af året for at give et overblik over samarbejdet mellem skole og fritidsliv. I en ny rapport præsenterer udvalget en række anbefalinger til, hvordan samarbejdet kan understøttes bedre.

I rapporten ´Øget samspil mellem skole og fritidsliv’ argumenterer udvalget for, at der generelt er stor opbakning til samarbejdet mellem skole og fritidsliv, men at der stadig er uforløste potentialer. Den primære udfordring består ifølge rapporten i at sikre en klar organisering af samarbejdet, som kan rumme den store mangfoldighed i idræts-, kultur- og foreningslivet.

I gennemgangen af området har udvalget identificeret en række fremgangsmåder, som virker mere befordrende for samarbejdet end andre, men argumenterer for, at samarbejderne skal udvikles i den lokale kontekst.

Baseret herpå præsenterer udvalget i rapporten fire overordnede anbefalinger under overskrifterne ’Skab en fælles vision’, ’Fokuser på organisering og forankring’, ’Øget viden og fokus på formidling’ samt ’Skab samarbejde, der skaber samspil’.

Læs mere om de enkelte anbefalinger i rapporten.

”Det er et stærkt signal, at alle centrale aktører fra kultur- og foreningslivet og skoleverdenen står bag de her fælles anbefalinger. Et bedre samspil mellem skole og fritidsliv skal både sikre, at børn og unges hverdag byder på et rigt fritidsliv, og at eleverne får en mere motiverende og varieret undervisning. Derfor er jeg glad for, at flere kommuner har fokus på at få samarbejdet med lokalsamfundet til at fungere,” siger Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling på Ministeriets hjemmeside.

Samtidig argumenterer hun for, at kommunerne skal blive bedre til at dele deres gode erfaringer med hinanden, så de kommuner, som finder det svært at få gang i samarbejdet, kan få inspiration fra andres erfaring.

Som en del af folkeskolereformen blev folkeskolerne forpligtet til et større samarbejde med det lokale idræts-, kultur- og foreningsliv, og KL’s undersøgelse blandt skoleforvaltningerne tidligere på året viser, at 51 kommuner i starten af 2016 vurderede, at det går godt med ’den åbne skole’ i kommunen mod blot 26 kommuner året før.

Læs mere:

 
 

Læs artiklen om rapporten på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings hjemmeside

Download den fulde rapport eller en pixiudgave af rapporten fra Idans vidensbank

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.