Forskning skal optimere bevægelse i skoletimerne

Legende børn. Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

21.03.2017

Af journalist Jonna Toft
VIA UC og seks folkeskoler undersøger nu, hvordan fysisk aktivitet kan indføres og organiseres i skoletimerne. Med tiden udbredes projektet til 24 skoler.

Hvilke former for bevægelse kan bedst bidrage til trivsel og læring i skolefag som engelsk, matematik og dansk? Hvordan skal de organiseres? Og hvordan kan lærerne blive klædt bedre på til opgaven?

Det undersøger VIA University College i Aarhus, landets største professionshøjskole, nu i forsknings- og udviklingsprojektet iMOOW!. Projektet støttes med 5,7 mio. kr. af Nordea-fonden.

Seks folkeskoler indgår i projektets første del, men frem til 2019 spreder projektet sig til 24 skoler.

De seks skoler, der er med fra starten, er: Skibet Skole i Vejle Kommune, Lisbjergskolen i Aarhus Kommune, Sølystskolen i Silkeborg Kommune, Tingløkkeskolen i Odense Kommune samt Niels Ebbesen Skolen og Skovby Skolen i Skanderborg Kommune. I alt deltager ca. 300 pædagogiske medarbejdere og 3.000 elever fra både indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen.

Skolereformen stiller krav om 45 minutters daglig bevægelse og en mere varieret skoledag for eleverne. Men mange lærere er usikre overfor, hvordan de kan integrere bevægelse i undervisningen, ligesom de kan have svært ved at motivere især de ældste elever.  

I projektet bliver der fokus på, at den type bevægelse, der bruges i undervisningen, skal give mening for eleverne og øge deres motivation og bevægelsesglæde. Derfor er iMOOW! opbygget sådan, at projektets medarbejdere, lærere og pædagoger sammen med eleverne skaber bevægelse, der er tilpasset den enkelte skoles fysiske rammer, klassetrin og fag.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.