Idrætsfagets udvikling skal undersøges

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

23.03.2017

Af journalist Jonna Toft
UC Syd og videncentret KOSMOS undersøger nu de seneste fem års udvikling i idrætsfaget i 0.-9. klasse. Dermed får man et opdateret grundlag for at målrette fremtidige indsatser inden for idræt i skolen.

Idrætsfaget i folkeskolen flytter sig i disse år fra at være træningsorienteret til at være mere undervisningsorienteret. Der arbejdes med læringsmål, bruges lærebøger, og eleverne kan komme til prøve i idræt efter 9. klasse.

Nu vil professionshøjskolen UC Syd og videncentret KOSMOS (Videncenter for kost, motion og sundhed) undersøge de seneste fem års forandringer i idrætsfaget i en ny ’SPIF’-undersøgelse. SPIF står for ’Status På IdrætsFaget’, og den seneste SPIF-rapport kom i 2012. Den handlede dog kun om idræt i 7. til 9. klasse.

Denne gang bliver idrætsundervisningen i alle årgangene, fra 0. til 9. klasse, genstand for undersøgelsen. Hver 20. folkeskole, som omfatter 0.-9. klasse, vil få tilsendt spørgeskemaer, og seks skoler udvælges til nærmere interviews blandt elever, idrætslærere og skoleledere.

Målet er at beskrive udviklingen i faget og kaste et lys over, hvilke udviklingstendenser der tegner sig. Med den nye undersøgelse vil man få en opdateret dokumentation, der kan give et godt grundlag for fremtidige indsatser i idrætsfaget.

Det tidligste datasæt med oplysninger på området er fra 2004.

Læs mere

 
 

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.