Sverige er stærkest i Skandinavien

Sportsnationen Sverige. Foto: Flickr/s.yume

Ny analyse viser, at Sverige i det lange perspektiv er Skandinaviens stærkeste sportsnation. Foto: Flickr/s.yume

01.05.2017

Af journalist Jonna Toft
Danskerne får medaljer i sommersport, og nordmændene er næsten uovertrufne i vintersport, men Sverige er i det lange perspektiv Skandinaviens stærkeste sportsnation, viser ny analyse.

Ganske vist ligner Norge, Sverige og Danmark hinanden, hvad angår foreningsliv og velfærdsmodel. Men på eliteidrætsområdet har landene vidt forskellige styrker, og de har forskellige modeller for eliteidrætsarbejdet.

Mens Norge og Danmark har autonome eliteidrætsinstitutioner, Olympiatoppen og Team Danmark, ligger Sveriges elitearbejde hos tre operatører: Riksidrottsförbundet, Sveriges Olympiske Komité og det enkelte idrætsforbund.

Så hvilken nation er den stærkeste i Skandinavien målt på medaljer og placeringer?

Anlægger man et historisk perspektiv og inddrager både olympiske og ikke-olympiske sportsgrene, er Sverige den bedste sportsnation i Skandinavien, viser en ny analyse udarbejdet af Michael Andersen fra Skandinavisk Netværk for Eliteidræt. Michael Andersen er endvidere tidligere direktør for Team Danmark.

Faktisk er vores naboer blandt verdens 20 bedste nationer i både sommer- og vintersportsgrene. Målt i forhold til nationens indbyggertal på knap 10 mio. er Sverige blandt verdens tre bedste sportsnationer. Der er endda et uudnyttet potentiale for Sverige i flere sommersportsgrene, konkluderer analysen.

Norge er, både historisk og aktuelt, den suverænt bedste vintersportsnation i Skandinavien. Både ved OL, VM og World Cups er der stolte traditioner for norske atleter på medaljeskamlerne, og ifølge analysen er det ikke urealistisk, at Norge bliver den bedste sportsnation ved næste års vinter-OL på trods af nationens beskedne indbyggertal på lidt over 5 mio. Her konkurrerer Norge med bl.a. Rusland på 142 mio. indbyggere og USA på 325 mio.

Danmark indtager pladsen som den stærkeste sommersportsnation i Skandinavien. Danske atleter har i de seneste ti år forbedret resultaterne i sommersportsgrene markant. Især de 15 medaljer i ni sportsgrene ved OL i Rio i 2016 var historiske præstationer. I de seneste år er de blevet suppleret med verdensklasseresultater i bl.a. orienteringsløb, bowling, speedway og sportsdans.

Skandinaviens stærke eliteidræt i forhold til indbyggertallet forklares i analysen blandt andet med den store mangfoldighed af klubber med kompetente børne- og ungdomstrænere kombineret med høj materiel velstand og gode idrætsfaciliteter.

Analysen bygger på kvantitative resultater som medaljer og Top 8-placeringer ved internationale mesterskaber, såvel historisk (sommer- og vinter-OL) som aktuelt (2013-2016). Der indgår altså ikke kvalitative data om fx elitesportsfolkenes sociale, økonomiske eller uddannelsesmæssige forhold.

Læs mere

 
 

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.