Handicappede skal have bedre adgang til fitnesscentre

Fitness for alle. Foto: Kasper Rander/Egmont Højskolen

Kampagnen ’Fitness for alle’ skal vise, hvordan fitnesscentre kan nytænkes, så de bliver mere tilgængelige for bevægelseshandicappede. Foto: Kasper Rander/Egmont Højskolen

10.05.2017

Af journalist Jonna Toft
Med tre forsøgsprojekter og ny forskning skal kampagnen ’Fitness for alle’ vise, hvordan fitnesscentre kan nytænkes, så de bliver mere tilgængelige for bevægelseshandicappede.

For mennesker med bevægelseshandicap kan det være en udfordring at være fysisk aktiv. Det vil kampagnen ’Fitness for alle’ nu lave om på.

Målet er gennem tre forsøgsprojekter og et forskningsprojekt at finde frem til, hvordan fitnesscentre kan gentænkes, omdannes og indrettes på innovative og inkluderende måder, der sikrer ligeværdig og fleksibel adgang til fitness for alle.

Der vil også være fokus på, hvordan fitnessinstruktørerne kan klædes fagligt på til at møde mennesker med handicap som en ny brugergruppe.

Bag ’Fitness for alle’ står Bevica Fonden, Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark og ’Bevæg dig for livet - Fitness’.

Parterne har samlet afsat i alt 9,4 mio. kr. til kampagnen, og TrygFonden støtter kampagnens forskning- og formidlingsindsats med 2,1 mio. kr. Dertil kommer en forventet medfinansiering fra de tre forsøgsprojekter.

Satsningen tager udgangspunkt i foreningsbaserede træningscentre, fordi de generelt arbejder med bredere målgrupper end de kommercielle centre, de er bedre til at fastholde deres medlemmer, og der er et stærkere socialt element i træningen.

Men ambitionen med initiativet er, at alle landets fitnesscentre, også de kommercielle, kan lade sig inspirere til at skabe bedre tilgængelighed for handicappede.

De tre forsøgscentre er ikke udvalgt endnu. Interesserede kommuner, foreningsbaserede fitnesscentre og lokale handicapforeninger og handicapidrætsforeninger kan tilkendegive deres interesse frem til 2. juni 2017, og herefter vælges de tre centre.

Langt de fleste fitness-udøvere dyrker deres idræt i de kommercielle centre. Idans rapport om motionsdoping i Danmark fra august 2015 estimerer, at der er mellem 811.000 og 951.000 fitnessudøvere i de registrerede kommercielle centre.

I foreningsbaserede træningscentre var der i 2016 ca. 210.000 fitnessmedlemmer. De gik til træning og holdtræning i mere end 150 foreningsbaserede centre under ’Bevæg dig for Livet - Fitness’ og i 7-800 foreningers motionscentre, oplyser ’Bevæg dig for livet - Fitness’.

Læs mere

 
 
Læs mere om Fitness for Alle

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.