Teenagealderen skaber store forandringer i pigers idrætsdeltagelse

Gymnastikpiger Foto: Colourbox

Teenagealderen skaber store forandringer i pigers idrætsdeltagelse, viser nyt notat fra Idan. Foto: Colourbox

Der sker i disse år markante forandringer i pigers idrætsvaner. Unge piger mellem 13 og 15 år skifter i stigende grad den traditionelle foreningsidræt ud med løb og fitness i kommercielle centre, viser nyt notat fra Idan.

I 2011 var fodbold den mest udbredte idrætsaktivitet blandt piger mellem 13 og 15 år. Blot fem år senere i 2016 var fodbolden rykket som blot den fjerde mest populære idræt i samme aldersgruppe. I stedet var løb rykket op på førstepladsen fulgt af styrketræning.

Det viser analyser af de unge pigers idrætsvaner lavet af Idrættens Analyseinstitut for Lokale og Anlægsfonden i notatet ’Pigers idrætsvaner’.

Udviklingen i de mest populære aktiviteter blandt pigerne illustrerer en gennemgående tendens: Unge teenagepiger kopierer de ældre piger og kvinders idrætsvaner og vælger i stigende grad at dyrke idræt i selvorganiserede eller fleksible sammenhænge.

Tendensen kommer blandt andet til udtryk ved, at 22 pct. af de 13-15-årige piger er aktive i fitnesscentre eller motionsrum i den seneste undersøgelse fra 2016 mod blot 7 pct. i 2011. Der er altså tale om mere end en tredobling på fem år.

Generelt er fitnesscentre/motionsrum og naturen de mest benyttede steder til sport og motion, så snart pigerne runder 16 år. Næsten halvdelen af de ældre teenagepiger mellem 16 og 19 år er aktive i fitnesscentre/motionsrum, og oftest er der tale om kommercielle centre.

Forskellen mellem landsdele
Analyserne viser også, at der er visse variationer i de unge pigers idrætsdeltagelse mellem landsdele og kommunetyper.

To tredjedele af de yngste teenagepiger i Region Nordjylland er aktive i idrætshaller, mens det gælder under halvdelen af pigerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Samtidig er piger i tyndt befolkede kommuner generelt endnu mere tilbøjelige til at benytte naturen som arena for sport og motion end deres jævnaldrende i andre dele af landet.

Helt overordnet falder idrætsdeltagelsen temmelig markant fra 87 pct. blandt de yngste piger mellem 10 og 12 år til 59 pct. blandt de ældste teenagere mellem 16 og 19 år.

Teenagepigerne svarer primært, at deres inaktivitet eller pause fra idræt skyldes, at man har travlt med skolen (typisk de yngre teenagere), eller at man bruger tiden på andre fritidsinteresser (typisk de ældre teenagere).

Notatet er udarbejdet for Lokale og Anlægsfonden som opfølgning på Danskernes motions- og sportsvaner 2016.

Læs mere

 
 

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.