Er dansk konkurrenceevne i international elitesport svækket?

Viktor Axelsens VM-titel var et højdepunkt i et ellers blandet sportsår. Foto: Jens Dresling/Polfoto

09.01.2018

Af Rasmus K. Storm
2017 blev et middelmådigt år for dansk elitesport i forhold til de senere års gode resultater. Men er der tale en reel svækkelse af de danske atleters niveau eller blot tale om tilfældigt ’bump på vejen’? Idans årlige resultatanalyse kortlægger og diskuterer udviklingen.

Der var mange fremragende danske sportspræstationer i 2017 som eksempelvis Viktor Axelsens turneringssejre og kvindelandsholdets sølvmedaljer ved EM i fodbold. Samlet var det imidlertid ikke noget godt år for dansk elitesport sammenlignet med de foregående år.

I notatet ’Danske eliteresultater 2017: Et bump på vejen eller reel tilbagegang? Danmarks konkurrenceevne i international elitesport’, gennemgår Rasmus K. Storm og Klaus Nielsen årets resultater i de sommerolympiske idrætsgrene og giver en aktuel status på den danske konkurrenceevne.

Notatet, der bygger videre på tidligere års analyser, viser, at tilbagegangen i 2017 i forhold til de foregående seks år er tydelig.

I sammenligning med gennemsnittet for perioden 2013-16 er det samlede antal medaljer reduceret fra 13 til 9. Summen af top 8-point er faldet fra 132 til 110. Danmarks ’markedsandel’ af samtlige top 8-point er faldet fra 1,17 pct. til 0,88 pct. svarende til et fald på 25 pct.

Danmark ’overpræsterer ’ fortsat set i forhold til landets økonomiske forudsætninger og befolkningsgrundlag, men i rangeringen af overpræsterende lande er Danmark rykket mærkbart ned fra en placering som nr. 13 i 2016 til nr. 22 i 2017.

Der er altså ikke nogen tvivl om, at 2017 repræsenterer et tilbageslag for dansk elitesport. Dette rejser spørgsmålet, om der er tale om begyndelsen på en egentlig nedadgående tendens, eller der snarere er tale om et ’bump på vejen’, dvs. et tilfældigt udsving.

Flere forklaringer på tilbagegang
Idans notat peger på flere grunde til årets tilbagegang:

Således er de seneste ændringer i det sommerolympiske program ved OL i Tokyo i 2020 ikke til fordel for Danmark. Desuden viser notatet, at nedgangen i 2017 set i forhold til året forud bunder i tilbagegang i cykling, sejlsport, svømning og håndbold.

Andre idrætsgrene såsom badminton og ridning klarede sig bedre i 2017 end året før, men ikke tilstrækkeligt til at opveje tilbagegangen i andre af dansk eliteidræts paradeidrætsgrene.

Fremtidsperspektiverne er positive for cykling og håndbold med konstant fremragende resultater i VM på junior og ungdomsniveau. Den eneste idrætsgren, hvor resultaterne i 2017 var markant ringere end alle de senere år er svømmesporten, hvor der er et generationsskifte i gang.

Samlet set er det således nærliggende at antage, at den aktuelle nedgang er udtryk for en mindre og forholdsvis naturlig pause i resultathøsten oven på en periode med stort set udbrudt fremgang, der toppede i 2016 ved de sommerolympiske lege.

Notatet konkluderer dog samtidig, at øget international konkurrence på idrætsområdet i kombination med stagnerende ressourcer til eliteidrætten i Danmark kan være med til at påvirke resultaterne negativt på lidt længere sigt.

Vintersporter står svagt
For første gang indeholder notatet også en kort analyse af de danske resultater inden for de vinterolympiske idrætsgrene.

Her viser tallene ikke overraskende, at Danmark står svagt. Dette bunder delvist i en svag satsning på de vinterolympiske discipliner, men hænger også sammen med, at Danmark aldrig har været en egentlig vintersportsnation.

Notatet konkluderer derfor, at det ikke i sig selv giver anledning til at stille spørgsmål til den danske elitesportsmodels generelle konkurrencedygtighed.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.