Når koreanere praktiserer pingpong-diplomati

Et forenet Koreansk ishockeyhold for kvinder er den seneste i en længere række af sportsdiplomatiske anslag mellem Nord- og Sydkorea Photo: Republic of Korea/Flickr

Sporten har tidligere forenet Korea. Men kun i kort tid af gangen og uden at sikre varig afspænding mellem Nord- og Sydkorea. Asger Røjle Christensen analyserer de tidligere og aktuelle forsøg med sportsdiplomati på den koreanske halvø.

Ordet ”pingpong-diplomati” blev skabt, da grupper af amerikanske bordtennisspillere besøgte Kina i begyndelsen af 1970’erne som en forsigtig forløber for den optøning af forholdet mellem USA og Kina, som blev grundlagt med præsident Richard Nixons berømte Kina-rejse i 1972.

De seneste øvelser i sportsdiplomati i forbindelse med det forestående OL på den koreanske halvø er et studie i, hvordan sporten kan benyttes som løftestang for diplomatiske anslag. 

Faktisk stammer den senere sportshistories mest markante erfaringer med denne type subtile sportspolitiske tilnærmelser fra netop Nord- og Sydkorea.

Aldrig nogensinde har pingpong-diplomati haft større succes og haft større følelsesmæssig appel til hele verden end den sentimentale dag i Makuhari-udstillingshallen i Chiba øst for Tokyo i foråret 1991, hvor et forenet hold fra Nordkorea og Sydkorea vandt kvindernes holdverdensmesterskab i bordtennis. Ikke et øje var tørt.

Den aktuelle udvikling omkring Nordkoreas overraskende deltagelse ved næste uges olympiske vinterlege i Pyeongchang i Sydkorea og alle de goodwill-demonstrationer, som er planlagt i den anledning, leder tankerne hen på de adskillige gange inden for de seneste årtier, hvor ikke kun bordtennis, men også andre sportsgrene har spillet en væsentlig rolle i de faser af den politiske udvikling, hvor man både fra syd og nord på den delte koreanske halvø har ønsket at række en forsonende hånd frem.

Når sportsfolk fra begge halvdele af Korea om få dage vil deltage i indmarchen i Pyeongchang, vil det ske under det fælles-koreanske flag, den koreanske halvø tegnet med lyseblåt på en hvid baggrund, som blev opfundet i forbindelse med bordtennis-verdensmesterskaberne i 1991. Ligesom dengang vil man bruge den gamle folkesang ”Arirang” i stedet for de to landes nationalsange.

Siden våbenhvilen i 1953, der afsluttede krigshandlingerne ved Korea-krigen, har der kun været relativt få væbnede sammenstød langs den anspændte grænse mellem Nordkorea og Sydkorea. Men der har heller ikke været rigtig fred. Der er aldrig indgået nogen fredsaftale.

Da nordkoreanere og sydkoreanere efter de fire guldmedaljer i Japan i 1991 til Li Bun-hui og Yu Sun-bok fra nord og Hyun Jung-hwa og Hong Cha-ok fra syd fejrede triumfen med hinanden om armen, troede mange i Korea – og i resten af verden – at dette var en ny triumf for pingpong-diplomatiet, og at en fredsaftale og muligvis ligefrem en koreansk genforening for alvor var kommet tættere på.

Triumfen viste styrken ved det fællesskab på tværs af fjendtlige politiske skillelinjer, som sporten kan udgøre – men også skrøbeligheden ved det samme fællesskab, hvis politikere ikke bagefter formår at gribe stemningen, få en reel dialog i gang og skabe de politiske aftaler, som er nødvendige for at gøre pingpong-diplomatiets resultater varige.

“Tiden stoppede den 29. april 1991,” som en af holdets trænere, sydkoreaneren Lee Yu-sung, har udtalt til en koreansk avis. ”Vi opnåede en lille genforening, der varede i 46 dage.”

46 dage var den tid, som det forenede koreanske hold fik til at træne sammen på en træningslejr i Japan og forberede sig på verdensmesterskaberne. Forud var gået 22 forhandlingsrunder gennem fem måneder, som 21. februar 1991 endte med en decideret “pingpong-traktat” mellem de to landes bordtennisforbund.

Holdet, omfattende spillere, ledere og trænere, bestod af 28 fra nord og 28 fra syd. Holdlederen skulle komme fra nord, ligesom det blev op til Nordkorea at udfærdige det fælles flag og de fælles uniformer. Sydkorea havde vist sig at være meget forhandlingsvillig for at få aftalen i hus. Sydkoreanere tegnede træningstøj til hele holdet og omskrev den gamle folkesang, så den kunne bruges som nationalsang.

I de 46 dage ”boede vi sammen, vi trænede sammen, vi sov i det samme værelse, og vi spiste alle vores måltider sammen. Vi delte maden – og vi delte vores følelser med hinanden,” som den nordkoreanske stjerne, Li Bun-hui, mange år senere har fortalt det amerikanske nyhedsbureau AP om sit forhold til sin sydkoreanske rival og makker, Hyun Jung-hwa.

Bordtennis er jo en fantastisk tv-sport, og mange af de medrivende kampe fra Makuhari-hallerne, blev vist direkte i japansk fjernsyn.

Kina havde vundet de foregående otte verdensmesterskaber suverænt, og kun fordi de to Koreaer havde sluttet sig sammen, var de denne ene gang blevet i stand til at udfordre denne dominans. Da Yu Sun-bok, der med kort varsel i den sidste kamp måtte erstatte Li Bun-hui, som led af hepatitis, efter et dramatisk comeback til allersidst vandt det afgørende sæt af den afgørende kamp med 21-19 over Kinas stjernespiller Gao Jun, brød en jubel løs i Makuhari-hallen, i Japan og Korea og mange steder ude i verden, som havde en symfoni af over- og undertoner og handlede om meget andet end sport.

Fælles-koreansk fodboldhold lider under politiske protester
Efter bordtennistriumfen forsøgte man at følge succesen op ved i juni måned at stille et fælles-koreansk hold ved U-20-verdensmesterskaberne i fodbold. Igen var der gået omhyggelige forhandlinger forud. Træneren kom fra nord, holdlederen fra syd. Flag og nationalsang fra bordtennismesterskaberne skulle genbruges.

18 unge mænd, ni fra nord og ni fra syd, skulle udtages. Inden afrejsen fandt der to udtagelseskampe sted i Seoul og Pyongyang mellem to blandede hold, det røde hold mod det hvide hold.

Skribenten bag disse linjer havde dengang oplevelsen af at opleve udtagelseskampen i Seoul. Aldrig tidligere eller senere er en udtagelseskamp til et ungdomslandshold blevet overværet af 20.000 jublende tilskuere på et olympisk stadion.

Stemningen blandt tilskuerne var god. Mange var sentimentale ældre mennesker med små lyseblå fælles-koreanske flag i hånden. De var mødt op på grund af den enestående historiske begivenhed, de troede, de skulle opleve. De vidste ikke ret meget om fodbold og skulle hele tiden have reglerne forklaret af sidemanden. De var mødt op for at bakke de unge drenge op i at åbne, hvad de optimistisk håbede ville blive et nyt kapitel i Koreas politiske historie.

Tilskuerne holdt lige meget med begge hold og klappede lige meget, uanset hvem der gjorde det godt nede på banen.

Individuelt viste spillerne fine takter. Især nogle af de unge fra nord var hurtige og gennembrudsfarlige, men samspillet haltede.

Det nordkoreanske hold var ankommet til Seoul med fire dages forsinkelse som en protest mod det sydkoreanske politis drab på en demonstrerede student få uger forinden. Der havde ikke været tid nok til at lære hinanden at kende og blive sammenspillede.

Nogle uger senere formåede det fælles hold at gå videre fra gruppespillet ved selve mesterskaberne, der fandt sted i Portugal, men i kvartfinalen fik de tæv af Brasilien og tabte 1-5. Det blev ikke noget nyt bordtennis-eventyr.

Siden dengang har der været fælles indmarch for Nord- og Sydkorea ved tre olympiske lege mellem 2000 og 2006, og der har været en række andre eksempler på koreansk pingpong-diplomati, men aldrig så ambitiøst som i 1991. I andre perioder har den politiske situation på halvøen gjort sportsdiplomati håbløst, og allerede ved bordtennis-verdensmesterskaberne to år efter triumfen i Chiba konkurrerede det triumferende holds deltagere igen mod hinanden som repræsentanter for to forskellige lande.

Det har aldrig været nemt. I løbet af de 46 dage, hvor bordtennisholdene i 1991 forberedte sig sammen, var der flere kriser, hvor Nordkoreas ledere truede med at aflyse det hele og rejse hjem på grund af ”disciplinære problemer”.

Sydkoreas stjerne Hyun Jung-hwa var som udgangspunkt bestemt ikke glad. Hun ville helst have spillet double sammen med sin normale makker og var med egne ord dengang ”for ung til at forstå den symbolske betydning”. Det samme ville Nordkoreas bedste bud på en medalje hos kvinderne, Li Bun-hui.

Der var sammenstød, slagsmål og dybe kriser på en anspændt træningslejr, men gradvist kom de to unge kvinder ud over deres skepsis og opbyggede et professionelt makkerskab og personligt venskab. En proces, der i 2012 blev gengivet i en sentimental sydkoreansk film med kendte skuespillere i hovedrollerne, som blev vist i hele verden.

”Da vi begyndte at snakke med hinanden om vores kærester derhjemme, begyndte jeg at få stor sympati for hende,” fortalte den virkelige Hyun Jung-hwa i forbindelse med filmen til det japanske tv-selskab NHK.

Efter triumfen skulle det fælles hold have været tiljublet sammen i hovedgaderne i begge koreanske hovedstæder, men det blev aflyst af Nordkorea som en protest mod det sydkoreanske politis drab på den demonstrerede student, som netop havde fundet sted under regeringsfjendtlige optøjer i Seoul.

Ligeledes var der stor ballade, da fodbolddrengene senere samme år var i Seoul for at spille udtagelseskamp. Det nordkoreanske holds ledere forsøgte flere gange at få adgang til det sygehus, hvor liget af den dræbte student befandt sig. De ønskede at ”vise respekt for den afdøde patriot”, og da det blev nægtet, holdt de på hotellet en højtidelig mindeceremoni for ham. En provokation lige op i næsen på deres sydkoreanske værter.

Nyt forsøg på sportsdiplomati er en balancegang
Alle historiens forsøg på koreansk sportsdiplomati har været skæmmet af den slags provokationer undervejs.

Nogle gange er der tale om bevidste provokationer med politisk indhold, andre gange er der mere tale om misforståelser, fordi mange deltagere i sportssamkvemmet ikke for alvor kender det andet samfund på den anden side af den militariserede grænse. Det er så tæt på, det er det samme sprog, der er så mange brudte familiebånd, men immervæk efter seks årtiers isolation fra hinanden så fjernt.

I 2012 var det Sydkoreas daværende konservative præsident, Lee Myung-bak, som i kølvandet på biograffilmen satte en stopper for et gensyn mellem de to hovedpersoner i såvel guldmedaljedramaet i 1991 som filmen, Hyun Jung-hwa og Li Bun-hui, som ellers var arrangeret af filmselskabet. På det tidspunkt mente han ikke, at der var basis for dialog med Nordkorea, og i Sydkorea skal man søge myndighederne om tilladelse ved hver eneste kontakt med nogen som helst i nord.

Da repræsentanter for nord og syd for få uger siden blev enige om et fælles hold ved Pyeongchang-legene, gav det anledning til protester i Seouls gader, hvor konservative demonstranter satte ild til billeder af Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Det fik straks Nordkorea til at kræve, at Sydkoreas regering gav en undskyldning, og at den greb ind over for kritisk mediedækning i syd af de besøg fra nord, som var en del af forberedelserne. Der er næppe tvivl om, at der vil komme flere af den slags skærmydsler under selve legene, og det vil være altafgørende for sportsdiplomatiets succes eller fiasko, hvor fleksibelt begge parter håndterer skærmydslerne, og i hvor høj grad den ene part i sidste ende kommer til at føle, at den anden part misbruger den fælles optræden Fra nordkoreansk side er man åbenlyst utilpas med den relativt frie mediedækning i syd, og det vil ikke være overraskende, hvis det giver anledning til flere småkriser i de kommende uger.

Ved bordtennis-triumfen i 1991 var der tydeligvis en kæmpe opbakning bag det fælles hold, men på det tidspunkt for et kvart århundrede siden var både nord og syd for grænsen en hel generation mere, end der er i dag, som havde levet under Korea-krigen og oplevet den smertefulde opdeling af landet. Mange havde dengang personlige erindringer om familiemedlemmer, man var blevet adskilt fra.

I dag er der af enkle demografiske årsager langt færre, der bakker op om det fælles olympiske hold af den grund. Sydkoreas præsident Moon Jae-in har sin magtbase hos yngre sydkoreanere, som stemte ham til magten i maj sidste år. Men generelt går de ind for præsidentens diplomatiske dialogpolitik over for Nordkorea, fordi de ønsker fred og frihed til at leve deres liv i tryg forvisning om, at der ikke bliver krig i overmorgen, og fordi de på andre områder støtter hans liberale reformpolitik. Ikke fordi de har noget stærkt personligt ønske om genforening på samme måde, som deres bedsteforældre og i en vis udstrækning deres forældre havde det.

Derfor den nye runde olympisk sportsdiplomati mellem Nord- og Sydkorea en balancegang. Som udgangspunkt er der opbakning til nordkoreansk deltagelse fra de fleste i Sydkorea og omverdenen. Men det er tydeligt, at man meget nemt kan komme til at gå for langt.

For eksempel har de to landes olympiske komiteer med IOC’s velsignelse besluttet sig for at stille et fælles kvindeligt ishockeyhold. Nogle af de sydkoreanske spillere, som har været med i forberedelserne hidtil, ryger ud af holdet for at skabe plads til en eller to nordkoreanske kæder. Varslet er langt kortere end 46 dage, det forenede hold når næppe at skabe et fællesskab, der svarer til det, bordtennisspillerne formåede at skabe i 1991, og derfor er der mange i Sydkorea, måske specielt blandt de unge, som ikke synes, at det er fair og rimeligt.

Præsidenten har ikke just gjort ideen om et fælles ishockeyhold mere populært ved at komme til at udtale, at det ikke gør så meget, fordi holdet ”jo ikke vil vinde nogen medalje under nogen omstændigheder”.

Fremskridt, der opnås inden for sportsdiplomati, er pr. definition symbolske og skrøbelige. De politiske og militære alliancer og magtbalancer på den koreanske halvø er ikke forandret. De atomvåben og andre opmarcherede våben, som har præget overskrifterne i månedsvis, er der stadig.

Pingpong-diplomati kan imidlertid gøre noget ved stemningen i befolkningerne, som det skete i 1991, og stemningen er ikke uvæsentlig. Reaktionen i befolkningerne vil være afgørende for, om den aktuelle olympiske udsoning bliver endnu et kort frikvarter i den spændte konflikt på den koreanske halvø, eller om det vil kunne få varig betydning.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.