Play the Game åbner good governance-projekt for flere lande

Foto: Joeshlabotnik/Flickr

Foto: Joeshlabotnik/Flickr

03.04.2018

Af redaktionen
Stigende interesse fra nationale interessenter får Play the Game og Idrættens Analyseinstitut til at åbne op for flere samarbejdspartnere til projektet ’National Sports Governance Observer’.

God ledelse og forvaltningsskik, ’good governance’ på engelsk, er kommet højt op på den internationale idrætspolitiske dagsorden. Lokale, nationale og internationale idrætsorganisationer forventes at leve op til grundlæggende standarder for god ledelse, og derfor har idrætsorganisationerne i stigende grad brug for at kunne udvikle deres daglige ledelse og forvaltning.

Med det afsæt åbner Play the Game og Idrættens Analyseinstitut nu døren for nye lande i det igangværende EU-støttede projekt, National Sports Governance Observer (NSGO).

Målet med NSGO-projektet er netop at hjælpe nationale idrætsorganisationer med at sikre bedre ledelse og god forvaltningsskik, og selv om projektet endnu ikke er afsluttet, er det blevet mødt med stor interesse fra idrætsorganisationer, regeringer og forskere fra en meget bred vifte af lande.

”Vi er glade for den enorme internationale interesse som NSGO-projektet har tiltrukket, og vi mener, det er muligt at inkludere flere lande, så vi kan sikre et endnu større sammenligningsgrundlag for good governance standarder på tværs,” siger Jens Sejer Andersen, international chef for Play the Game.

Om NSGO projektet
Med NSGO-projektet håber Play the Game at kunne bistå idrætsledere, beslutningstagere og andre interessenter med at finde måder, hvorpå idrætsorganisationer kan udvikle bedre ledelse og forvaltning.

Ph.d. Arnout Geeraert fra KU Leuven i Belgien, der også er tilknyttet Play the Game, har i samarbejde med projektpartnerne udviklet et benchmarkingværktøj, der skal gøre idrætsorganisationerne i stand til at måle, vurdere og sammenligne deres ’governance- standarder’ og udveksle viden om bedste praksis på tværs af lande.

Samtidig sigter projektet mod at opbygge et solidt netværk mellem idrætsledere, akademikere og andre interessenter, der har fælles interesse i at forbedre ledelsen og forvaltningen i nationale såvel som international idrætsorganisationer.

Projektet modtager støtte fra EU-programmet Erasmus+, og har deltagelse af forskere og idrætsorganisationer fra otte europæiske lande: Belgien, Cypern, Danmark, Tyskland, Holland, Norge, Polen og Rumænien. Øremærkede midler fra Folketinget og Europarådet har desuden muliggjort deltagelse fra Brasilien og Montenegro.

Læs mere

 
 
Ansøgningsprocedure for nye NSGO-partnere. Bemærk: Ansøgningen er kun åben for interessenter fra lande, som ikke allerede er en del af NSGO projektet.

Play the Games temaside om National Sports Governance Observer.

Rapport med NSGO-projektets foreløbige resultater (på engelsk).

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.