’Idrættens største udfordringer VI’ åbner med rekorddeltagelse

Fra åbningsdebatten. Fra venstre Charlotte Bach Thomassen, Holger Kortbek, Esben Danielsen og Henrik H. Brandt. Herudover deltog Peder Bisgaard. Foto: Thomas Søndergaard.

10.04.2018

Af Søren Bang
540 deltagere og oplægsholdere er samlet i Vejen Idrætscenter til Idans konference ’Idrættens største udfordringer VI’ for at diskutere idrættens udfordringer og potentialer. Konferencen, der åbnede tirsdag formiddag, er den hidtil mest velbesøgte i rækken.

Ikke mindre end 540 deltagere, herunder 100 oplægsholdere, er i de kommende to dage på plads i Vejen Idrætscenter for at debattere idrættens største udfordringer og give bud på, hvordan idrætten kan udvikle sig for at blive mere rummelig og nå længere ud.

Det er sjette gang, at Vejen Idrætscenter er ramme om dansk idræts uofficielle topmøde, og i sin velkomst ved åbningen tirsdag formiddag understregede Vejens borgmester, Egon Fræhr, betydningen af at have et dynamisk, lokalt idrætsliv.

”Det at få gjort vores borgere mere aktive, det ligger alle kommuner på sinde. I Vejen har vi en vision på området om at give flest mulige borgere, mest mulig bevægelse for pengene,” sagde Egon Fræhr på vegne af kommunen, der sammen med Vejen Idrætscenter, Lokale og Anlægsfonden og Danske Sportsfaciliteters Brancheforening er officielle partnere på konferencen.

Med deltagere fra flertallet af landets kommuner, de landsdækkende idrætsorganisationer, foreningsliv, uddannelser, forskningsmiljøer, idrætsanlæg, private idrætsleverandører og med udenlandske gæster er konferencen den hidtil bredeste og bedst besøgte, siden Idrættens Analyseinstitut i 2011 inviterede til den første udgave af ’Idrættens største udfordringer’.

Trods usikkerheden omkring Idans arbejde efter, at regeringen har pålagt instituttet at flytte alle aktiviteter til Aarhus og Henrik H. Brandts selvvalgte afgang som direktør, lovede Idans formand, Johs Poulsen, at Idan også i fremtiden vil være et mødested for ny viden og inspiration.

Idrættens uudnyttede potentialer
Ifølge Idans direktør, Henrik H. Brandt, der ved åbningen udstak rammerne for de kommende to dages oplæg og debatter, vidner interessen for konferencen om, at der er sket en professionalisering af idrætten og kommet mange nye aktører til. Det har bl.a. skabt nyt fokus på voksenmotionister, idrætsfaciliteter og børns bevægelsesmuligheder.

Men trods dynamikken er der uløste udfordringer, som allerede tilbage i 2009 blev identificeret af Kulturministeriets Breddeidrætsudvalg. Ved åbningssessionen pegede Henrik H. Brandt bl.a. på teenagepigers frafald, sporadiske tiltag rettet mod socialt udsatte eller idrætsuvante og manglen på en sammenhængende statslig idrætspolitik.

”Jeg har aldrig haft følelsen af, at vi er nærheden af at være i mål,” som Henrik H. Brandt konkluderede.

Henrik H. Brandt blev i den første debat suppleret af Firmaidrættens formand, Peder Bisgaard, DGI’s næstformand, Charlotte Bach Thomassen, Danske Sportsfaciliteters Brancheforenings formand, Holger Kortbek, og Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden, som gav deres bud på, hvordan idrætten kan udvikles ved bl.a. at skabe mere inkluderende fællesskaber og nye, fordomsfrie samarbejdsrelationer på tværs af idrætten.

De uløste udfordringer og uforløste potentialer fylder godt på konferencen med sit fokus på idrættens sociale rummelighed, fremtidens idrætsfaciliteter og idrætsinnovation.

Men også idrætsforskningen, idrættens demokrati, eliteidrættens udfordringer og workshops med Lokale og Anlægsfonden står på programmet tirsdag og onsdag.

Læs mere

 
 

Læs også Henrik H. Brandt kommentar om idrætssektorens uudnyttede potentialer

Læs mere om ’Idrættens største udfordringer VI’ på konferencens temaside. Her vil det efter konferencen også være muligt at finde oplæg, fotos og videooptagelser fra enkelte sessioner.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.