’Det er vel ikke forbudt for pressen at undre sig’

15.11.2006

Af Martin Hedal
På et seminar om pressens rolle i dopingproblematikken mødtes akademikere og praktikere til fri debat på Aarhus Universitet. En kritisk og nuanceret mediedækning af doping er vejen frem.

Citatet i overskriften stammer fra Steen Ankerdal, der var det provokatoriske højdepunkt, da Center for Idræt på Aarhus Universitet i går inviterede til seminaret ”Pressen og doping”. Ankerdal var manden bag forløberen for gårsdagens seminar i 1998, hvor pressens rolle i dopingproblematikken blev endevendt i forbindelse med Festina-skandalen i Tour de France det år.

I 2006 kom en ny Tour-skandale, og professor Verner Møller fra Center for Idræt havde derfor inviteret freelancejournalisten Steen Ankerdal, sportschef på DR Sporten Olav Skaaning Andersen, nyhedschef og Tour de France-redaktør på TV 2 Sporten John Jäger samt professor på juridisk institut og formand for Anti Doping Danmark Jens Evald til debat.

Fri doping i Tour de France 
Det blev til fem oplæg om pressens rolle i dopingproblematikken og en følelsesladet fri debat. Fri doping kunne publikum og oplægsholdere dog ikke blive enige om skulle være fremtiden for cykelsporten, selv om Steen Ankerdal argumenterede livligt og engageret for at frigive doping særskilt i Tour de France, når forudsætningerne for løbet ikke ændres alligevel:

’Alle ved jo godt, at man skal bruge doping for at gennemføre Tour de France. Det andet er en illusion for nogle velmenende fjolser. Vi må acceptere, at doping er en del af cykelsporten. Den er fortabt til sig selv,’ sagde han.

Han foreslog en aldersgrænse på 23-24 år, og så måtte rytterne ellers gøre, hvad de ville. Ikke mange bakkede op om det kontroversielle forslag, der snarere blev mødt med spydige kommentarer og hovedrysten fra det talstærke publikum. Til gengæld kunne både publikum og oplægsholdere næsten enes om, at det vel ikke er forbudt for pressen at undre sig (og kun undre, indtil andet er bevist), når Landis på et voldsomt dopingtynget Phonak-hold fra den ene dag til den anden bliver mange procent bedre. Ankerdal eftersøgte mere undren og skarpere dopingjournalistik – når nu det trods alt stadig er ulovligt at dope sig.

Flere nuancer, tak! 
Verner Møller lagde ud med at vise en række meget omtalte videoklip med Bjarne Riis, der i 1998 ikke første gang, han får spørgsmålet, kan sige sætningen  ’Jeg har aldrig taget doping’, men dog godt vil indrømme, at han ’aldrig har været testet positiv.’ Riis beklager sig og siger, at pressen er ved at ødelægge hans karriere, og at han har krav på noget respekt.

Han siger også senere i Touren 1998, at han aldrig har været dopet, og det skulle han så tvinges til at gøre igen i DR’s Profilen i år oven på anklagerne mod Basso og Hamilton, der begge i CSC’s tøj forbindes med doping. ’Det er da dårlig journalistik’, harcelerede Verner Møller, da Riis jo havde svaret på spørgsmålet i 1998.

Jens Evald beklagede sig også over de manglende nuancer i dækningen af doping i cykelsport. Metaforer, hvor doping i pressen beskrives fordoms- og klichéfuldt som krig, jagt, kriminalitet, spøgelser og syndefald, ’hæmmer forståelsen af dopingproblematikken,’ som han udtrykte det.

Og hvad sagde tv-drengene så? 
Olav Skaaning Andersen og John Jäger var enige om, at sport i medierne har noget med følelser og underholdning at gøre. Tv-seerne vil helst bare underholdes, og den kritiske sportsjournalistik går sjældent hånd i hånd med seertallene, mente de begge. Så vi skulle være glade for den kritiske sportsjournalistik, som vi fik på dopingområdet:

’TV 2 viser mest om doping og er derfor Danmarks mest dopingkritiske sportsmedie. Alle burde sige tak til danske medier, da der er rigtig meget dopingdebat i dansk presse sammenlignet med i andre lande,’ forsvarede John Jäger sig med i kritikken af TV 2’s dopingdækning.

Han sagde samtidig, at der i virkelighedens verden på tv-skærmen ikke er tid til at dvæle ved detaljerne, som der er ved et akademisk seminar.

Der var dog også plads til selvkritik. Olav Skaaning Andersen mente eksempelvis, at både sagen med lægen Rasmus Damsgaards involvering i CSC og i det hele taget CSC’s højt proklamerede værdisæt omkring ærlighed og troværdighed, der står i stærk kontrast til dopingsagerne med Basso og Hamilton, har været for ukritisk behandlet i hele den danske presse.

Seminaret resulterede ikke i en decideret konklusion på mediedækningen af dopingproblematikken, men der var dog bred enighed om, at pressen skal være nysgerrig og kritisk på dopingområdet – så længe det sker på et nuanceret grundlag. Ellers sluger læsere og seere jo først det hele råt. Og det er vel ikke meningen?

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

www.idan.dk benytter cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies, klik her.