Play the Game søger analytiker med interesse for international idrætspolitik
Vi søger en ny medarbejder, der kan bidrage til vores internationale arbejde med idrætspolitik og good governance i sportens verden.
Kan du engagere dig i kampen for at fremme demokratiske værdier i sportens verden? Er du stærk i research og analyse? Og kan du formidle viden med gennemslagskraft både internationalt og i den hjemlige debat?
Så er du måske den nye kollega, vi søger til at styrke Play the Games indsats for at fremme demokratiske værdier som ytringsfrihed, transparens og åben dialog i international idræt.
Om Play the Game
Play the Game har rødder i den danske tradition for at betragte idræt og foreningsliv som grundlæggende byggesten i et demokratisk samfund. Dette perspektiv har givet Play the Game stor international gennemslagskraft.
Gennem konferencer, analyser og alsidig formidling søger Play the Game at kvalificere den offentlige samtale om sportens udvikling, værdier og samfundsmæssige betydning. Det sker ved at sætte fokus på emner som sportens organisering og finansiering, atleters rettigheder, menneskerettigheder, magtstrukturer, korruption og illegal betting samt anvendelsen af sport som politisk værktøj.
Vi arbejder både langsigtet og med kort aftræk for at belyse sportens skyggesider, sætte udfordringer på dagsordenen og løsningsforslag til debat. Vi henvender os til en bred vifte af interessenter inden for idræt og sport, herunder idrætsledere, politikere, journalister, forskere, atleter og menneskerettighedsforkæmpere.
Play the Game er en del af Idrættens Analyseinstitut (Idan), som også rummer Videncenter for Folkeoplysning (Vifo), der overordnet har til opgave er at skabe overblik over og indsigt i idræt og folkeoplysning nationalt og internationalt.
Om dine kvalifikationer
Det er afgørende, at du har interesse for international idrætspolitik, og det er en fordel, hvis du har dokumenteret kendskab til international politik og/eller idrætspolitik. Vi forventer, at du:
- kan overskue og navigere i et komplekst internationalt idrætspolitisk landskab og kan bidrage til at belyse problemstillinger og kvalificere debatten om sportens centrale problemstillinger.
- har stærke analytiske kompetencer og flair for at udvikle både mindre og større undersøgelsesdesigns, der kan kortlægge, undersøge og dokumentere forhold med relevans for sportens samfundsmæssige og politiske betydning.
- kan stå i spidsen for projekter og samarbejder med internationale aktører på en måde, hvor du sikrer fremdrift og faglig kvalitet, udviser diplomatiske evner og fremmer Play the Games målsætninger.
- har lyst til at formidle og omsætte viden til relevante dagsordener både mundtligt og skriftligt på engelsk og dansk – det er nødvendigt, at dine engelskkundskaber er på højt niveau – og at du kan holde mundtlige oplæg, skrive artikler og rapporter samt indgå i offentlige debatter.
- er fleksibel i opgaveløsningen og kan samarbejde med kolleger og eksterne partnere. Du skal dog også være indstillet på en del selvstændigt arbejde.
- er proaktiv, nysgerrig og har evnen til at udfordre ’etablerede sandheder’.
Vi forventer, at du har en relevant samfundsvidenskabelig baggrund med afsæt i eksempelvis statskundskab, sociologi, medievidenskab, idræt eller internationale studier.
Om stillingen
Du får primært opgaver i vores Play the Game-team, men du kan også få opgaver inden for instituttets andre fagområder.
Som ansat på instituttet har du som udgangspunkt din daglige gang på vores kontor i hjertet af Aarhus, men med Play the Games internationale profil må du også forvente at have arbejdsdage udenlands. På instituttet får du dygtige og ambitiøse kolleger og et arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet, let til smil, og hvor du har stor indflydelse på eget arbejde.
Læs mere på hjemmesiderne www.playthegame.org, www.idan.dk og www.vifo.dk.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt med udgangspunkt i relevant overenskomst. Der er mulighed for analytikerniveau eller senioranalytikerniveau afhængig af din dokumenterede erfaring.
Tiltrædelse aftales nærmere, men gerne 1. november 2024. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Troels Rasmussen på troels.rasmussen@idan.dk eller senioranalytiker Stanis Elsborg på stanis@playthegame.org.
Send ansøgning, CV og eksamensbeviser i en samlet pdf-fil til job@idan.dk med angivelse af ’Play the Game-analytiker’ i emnefeltet senest onsdag 11. september 2024 kl. 12.00. Vi holder første samtalerunde i Aarhus mandag 16. september i Aarhus og anden runde onsdag 18. september i Aarhus.