Ældre Sagen i Aalborg mangler frivillige til at drive deres motionstilbud

Ældre Sagens motionshold bliver organiseret af knap 2700 frivillige, men i Aalborg har man brug for flere, hvis der skal oprettes flere hold. Foto: Vifo

Når Ældre Sagen landet over udbyder motionsaktiviteter, sker det med hjælp fra mere end 2.600 frivillige, men der er brug for endnu flere, hvis Ældre Sagens mål om flere motionstilbud skal opfyldes. Det kan dog blive svært. I lokalafdelingen i Aalborg savner man allerede nu frivillige til at drive de lokale tilbud.

Stole- og styrketræning, cykling og stavgang er blot nogle af de mange motionsaktiviteter, som Ældre Sagen tilbyder deres knap 900.000 medlemmer. Går man på aeldresagen.dk en tilfældig mandag morgen og søger i kategorien ’motion’, så dukker der 350 resultater op. Men i fremtiden skal der komme endnu flere søgeresultater op. Ældre Sagen vil nemlig gerne udvide deres motionstilbud, siger sundheds- og idrætskonsulent i Ældre Sagen, Karin Schultz.

”Lige nu er der flere lokalafdelinger, som har lange ventelister til deres motionshold, og dem vil vi jo gerne kunne tilbyde en plads. I det hele taget vil vi gerne give flere ældre muligheden for at være fysisk aktive, og sidste år indgik vi en partnerskabsaftale med ’Bevæg dig for Livet’, hvor vi forpligter os til at arbejde på netop dette,” siger hun.

I partnerskabsaftalen er et af indsatsområderne, at der skal skabes flere motionstilbud og meget gerne nogen, som passer til ældre, der ikke er vant til at dyrke idræt eller som er mindre mobile - f.eks. stolemotion.

Motionisterne står i kø. Det gør de frivillige ikke
Men for at det kan lade sig gøre, kræver det, at de knap 2700 motionsfrivillige påtager sig flere hold, eller at Ældre Sagen rekrutterer endnu flere frivillige.

”Indtil nu er det lykkedes at køre holdene på frivillig basis, og det er jo blandt andet med til at holde prisen nede. Men vi ved, at mange af lokalafdelingerne kæmper hårdt for at skaffe instruktører,” siger Karin Schultz.

En af de lokalafdelinger, som har problemer med at skaffe frivillige, er Aalborg. Her har de otte gymnastikhold om ugen, og seks af dem er med venteliste. Men de har kun fire instruktører til at dække hinanden ind, og det skaber udfordringer, når der kommer sygdom eller andet i vejen.

”Det står grelt til med at skaffe frivillige. Vi er fire, men den ene har lige meddelt, at hun kun forsætter én sæson mere. Jeg har selv været instruktør i 15 år, men jeg bliver altså 75 år i næste måned, og jeg kan jo ikke blive ved med at have fire hold om ugen plus stavgang,” siger Grethe Korthsen, der er instruktør på motionsholdene ’Bevæg dig. Bevar dig’ og også fungerer som en slags tovholder for motionsholdene i lokalafdelingen.

”Vi har prøvet at tage sagen i egen hånd, og jeg har været på kursus i, hvordan vi får flere frivillige, men det har altså overhovedet ikke hjulpet,” siger Grethe Korthsen.

Ældre Sagens landsorganisation er opmærksomme på problemet og håber på at kunne finde en løsning. De har netop indgået en aftale med Idrættens Analyseinstitut og Videncenter for Folkeoplysning om en landsdækkende undersøgelse, der skal kortlægge Ældre Sagens motionstilbud, deltagerne og de frivillige.

”Vi vil blandt andet gerne vide mere om, hvem de motionsfrivillige er, og hvad der kendetegner dem, så vi kan finde ud af, hvordan vi får brudt de barrierer, der kan være med at skaffe flere,” forklarer Karin Schultz og fortsætter:

”Det, vi allerede arbejder på, er at udvikle noget materiale og nogle idéer til, hvordan lokalafdelingerne kan rekruttere flere frivillige. Det kunne eksempelvis være, at man skulle tænke i alternative løsninger, hvor flere frivillige deles om ét hold, så det bliver mere fleksibelt,” siger hun.

Ældre Sagens organisering er unik
Det helt særlige ved Ældre Sagen er nemlig, at de mange aktiviteter rundt omkring i de 215 lokalafdelinger organiseres og gennemføres af frivillige, og det er der ikke planer om at lave om på foreløbigt.

”Lige nu er holdningen helt klart, at vi holder fast i frivilligheden. For det første er det med til at holde kontingentpriserne nede og nogen steder er det helt gratis at deltage. For det andet er det folk, som virkelig brænder for det, og som ikke kigger på uret og er gået, straks når timen slutter. Det er med til at skabe nogle gode rammer for vores medlemmer. Og så skal man heller ikke underkende, at de frivillige ofte er pensionister eller efterlønnere, som så selv oplever at få et fællesskab og noget socialt samvær,” siger Karin Schultz.

Og netop det sociale er en vigtig del af det at gå til motion i Ældre Sagen. I hvert fald hvis man spørger 81-årige Esther Sørensen.

”Jeg har det ikke godt med at sidde stille, og jeg går til mange forskellige hold om ugen for motionens skyld, men det sociale betyder absolut rigtig meget, og det at være en del af Ældre Sagen er helt klart det, der har givet mig livskvalitet som ældre,” siger hun.

Hun deler dog samme bekymring som Grethe Korthsen og er nervøs for fremtiden.

”Instruktørerne gør et stort stykke arbejde, men de skal jo virkelig brænde for det, når de ikke får noget for det. Så på sigt kan jeg godt være nervøs for, om der kommer til at mangle nogen til at tage over, for frivillige folk hænger ikke på træerne,” siger hun.

 

Læs mere

 
 

Raporten 'Motionstilbud i Ældre Sagen' udkommer i oktober måned

Læs også artiklen 'Ældre Sagen tiltrækker både den vante motionist og de immobile ældre'

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.