Idan Kommentar 22.07.2014

Brasilien er de sande verdensmestre – i idrætsdebat

Når de fleste kampe ved det nys overståede VM i fodbold er glemt, skylder vi stadig brasilianerne tak for at have sat en ny international dagsorden i idrætten, skriver Idans internationale chef i denne kommentar.

Skrevet af: Jens Sejer Andersen

I det øjeblik, dommerfløjten lød for det sidste spark i finalen ved VM i fodbold, blev en anden og nok så betydningsfuld kamp fløjtet i gang: Kampen om at blive Brasiliens næste præsident.

Den udbredte fordom om, at de 200 millioner brasilianeres hjerner er formet som fodbolde og ikke indeholder så meget andet, kunne let føre til den konklusion, at den siddende præsident Dilma Rousseff, i folkemunde kaldet Dilma (diywma), efter Brasiliens to smertefulde nederlag i finalerunderne lige så godt kan rydde sit kontor før valget den 5. oktober.

Men dels er brasilianerne ikke den samling lalleglade fodboldtosser, som omverden elsker at tro. Og dels er der ikke noget nederlag der er så stort, at det ikke kan bruges som løftestang for en ny dagsorden, og det ved en dreven politiker som Dilma.

Ikke så snart havde gæsterne fra Holland slukket de sidste brasilianske drømme om VM-succes ved bronzekampen lørdag den 12. juli, før Dilma tweetede, at det nu var tid til at modernisere den brasilianske fodboldverden:

”Regeringen ønsker ikke at bestemme over fodbolden, for det kan den ikke, og fodbolden skal ikke være statslig. Vi vil hjælpe med at modernisere den. […] Fodbolden, som er en privat aktivitet, har behov for de bedste metoder inden for privat ledelse, på de kommercielle, finansielle og fodboldmæssige områder.”

Så i stedet for at sove ud oven på en måneds ganske vellykket fodboldfest har brasilianerne straks taget fat på en debat om fremtiden for både fodbolden og den øvrige sport.

For hvordan kan det være at det går så skidt for både landshold, klubber og græsrødder, når det brasilianske fodboldforbund CBF vælter sig i penge, og når staten støtter fodboldsystemet med flere milliarder kroner om året via forskellige offentlige kasser?

Ifølge en sammenslutning af tidligere spillere, Bom Senso FC (FC Sund Fornuft), skylder de 24 førende klubber i landet 4,7 milliarder Reais (knap 12 milliarder kroner) til især spillerlønninger og skattevæsen. Og mens spillerne venter forgæves på månedslønnen, er de brasilianske fodboldledere kendt for en cigarføring, hvis højde nøje modsvares af dybden i den mistilid, de nyder i den brede offentlighed. 

Public pain, private gain

Med andre ord har brasilianerne igen fuldt blus på den intense idrætspolitiske debat, som de blev verdensberømte for under de store demonstrationer ved FIFA’s Confederations Cup i juni 2012, og som blev sat i bero i de uger, hvor kræfterne blev forenet om at afvikle ”A copa das copas”, verdensmesterskabernes VM.

Her viste brasilianerne til en vis overraskelse for omverdenen – og måske også for sig selv – at de kunne styre logistik og organisation på en måde, så de titusinder af tilrejsende tilskuere, mediefolk, officials, trænere og spillere kunne bruge tiden til det, de var kommet for, og ikke i uendelige køer og trafikale sammenbrud.

Brasilianerne viste sig generelt som venlige, hjælpsomme og effektive værter, men det er ikke den side af deres fortjeneste, der vil få en plads i historiebøgerne. Det hører trods alt med til de forventninger, ethvert land må leve op til, når det søger om at huse en af de allerstørste globale begivenheder.

Det historisk unikke ved dette VM er, at både regeringen, parlamentet, flere folkelige organisationer og store dele af befolkningen er gået til direkte angreb på den økonomiske og politiske konstruktion, som understøtter langt de fleste globale idrætsbegivenheder: En massiv overførsel af offentlige midler til private kasser.

Eller som det hedder på engelsk med et slagkraftigt rim: Public pain, private gain.

Denne virkning af FIFA’s VM havde arrangørerne næppe haft i tankerne, og vi skal ikke forvente, at den globale event-industri i fremtiden vil sætte ’folkelig debat’ på første side i deres powerpoint-shows.

Men det burde den gøre, for de folkelige protester og den politiske debat har sat en ny international dagsorden for idrætten. Når de fleste fodboldkampe fra 2014 er glemt, skylder vi stadig den brasilianske befolkning tak for at have gennemlyst og diskuteret, hvad en enorm global idrætsbegivenhed rummer af udfordringer for værtslandet.

VM vedtaget i snæver kreds

Det er værd at huske, at brasilianerne har haft særlige forudsætninger for at gøre oprør mod dele af dette store fodboldstævne.

Beslutningen om, at VM i 2014 skulle afholdes i Brasilien, blev taget i 2007 af en ganske snæver kreds, hvor FIFA’s daværende ærespræsident João Havelange og Brasiliens forhenværende fodboldpræsident og FIFA-bestyrelsesmedlem Ricardo Teixeira spillede hovedrollerne i tæt samspil med deres mangeårige allierede, FIFA-formanden Sepp Blatter.

Det var næppe nationens ære, Ricardo Teixeira havde i tankerne, da han herefter udnævnte sig selv til formand for VM-organisationskomitéen COL og oprettede et privat firma, der skulle udføre opgaverne på vegne af COL: Teixeira havde selv 99 procent af aktierne i dette selskab, og kontrakten foreskrev, at selskabets fortjeneste først skulle forhandles efter VM.

Det tidspunkt, hvor COL-formanden Teixeira skulle forhandle udbetalingen til firmaejeren Teixeira, kom dog aldrig. Teixeira og Havelange blev i 2012 fældet fra alle deres poster efter uigendrivelige beviser på, at de havde modtaget millioner af kroner i bestikkelse i den såkaldte ISL-affære i 1980’erne og 1990’erne.

En afgørende beslutningstager i 2007 var naturligvis også den daværende brasilianske præsident Lula da Silva, hvis interesse for at bekæmpe korruption var noget mere afslappet end hans indsats for at løfte millioner af mennesker ud af dyb fattigdom.

Sambafløjterne fik en anden lyd, da Lula efter valget i 2010 overlod sit præsidentembede til sin stabschef Dilma Rousseff, som i løbet af kort tid fik fyret seks ministre under korruptionsmistanke, herunder sportsministeren. Samtidig har Dilma været omhyggelig med at markere afstand til Brasiliens fodboldledere, blandt andet ved så vidt muligt at undgå at stille op til officielle fotos sammen med dem.

Vrede over hvide elefanter

Siden Dilmas magtovertagelse er korruption blevet et hovedtema i den brasilianske samfundsdebat, og det nys overståede VM og det kommende sommer-OL i 2016 er igen og igen blevet fremhævet som eksempler på uigennemsigtig og uforsvarlig brug af offentlige midler.

Lula-regeringens beslutning om at hæve antallet af stadions fra otte til 12, så VM i højere grad kunne blive en national begivenhed, har ført til en række skandaleombruste byggeprojekter. Flere af dem er dømt til at ende på kirkegården for såkaldte ’hvide elefanter’, fordi de ligger i områder uden et populært fodboldhold eller andre regelmæssige tilskuermagneter, og andre vil kun overleve på rigelige tilskud fra delstats- eller kommunekassen. De få stadions, som kan blive gode forretninger i Brasiliens allerstørste byer, er i færd med at blive privatiseret.

De tvivlsomme investeringer har vakt vrede i et land, hvor det offentlige sundheds- og uddannelsessystem ofte mangler de mest nødvendige ressourcer. Kort før VM måtte præsident Dilma forsikre befolkningen om, at der gennem årene blev investeret over 200 gange mere i uddannelse og sundhed end i stadions.

Tallene er omstridte, men selv om Dilma grundlæggende har ret i, at 12 stadionbyggerier ikke spiller en stor rolle i Brasiliens enorme økonomi, står de pragtfulde, højteknologiske stadions som stærke symboler på en skæv og asocial anvendelse af samfundets ressourcer.

Denne symbolik står så meget stærkere, fordi præsident Lula i sin tid lovede, at dette VM ville blive en gratis omgang for skatteyderne. Prisen ser i stedet ud til at lande omkring 14 milliarder US-dollars, hvoraf de 4 milliarder bruges på stadions.

Offentlighedens interesse for dette forbrug har været stor. Da Play the Game i oktober 2012 offentliggjorde en prognose for den fremtidige brug af de 12 VM-stadions, fik en nyhed på det brasilianske nyheds-site uol.com.br over 100.000 klik på få timer. Og både VM og OL har fået deres helt egne ’gennemsigtighedsportaler’, hvor regeringen gør rede for sine udgifter.

Demokratisk stolthed

Men penge er ikke alt, heller ikke i Brasilien. Den nationale værdighed og stoltheden over at være et ægte demokrati er også blevet udfordret af aftalerne med FIFA.

Ønsket om at markere landets selvstændighed var en af årsagerne til, at kongressen forsinkede den ’VM-lov’, som skulle stadfæste FIFA’s krav til skattefritagelse, retslig immunitet, ølsalg på stadions og andre omstridte emner.

Forsinkelsen på mere end et år forværrede det anspændte forhold mellem FIFA og VM-værterne, og det skyldtes ikke kun, at oppositionen og markante kongresmedlemmer som den tidligere fodboldstjerne Romario fremstillede FIFA som en ny udgave af de europæiske koloniherrer.

Langt ind i regeringens egne rækker og hos præsident Dilma har man mærket et ubehag ved de sider af VM-festen, der énsidigt tilgodeser FIFA’s magtposition og pengekasse.

Så jorden var på alle måder gødet for at inddrage FIFA og VM-arrangementet i de protester, der udviklede til de største demonstrationer i det nye brasilianske demokratis levetid under Confederations Cup i juni 2013.

Mere end nogen anden begivenhed gjorde millioner af demonstrerende brasilianere det klart, at man ikke kan holde idrætsfest for enhver pris, og at såvel idrættens organisationer som opmærksomhedshungrende regeringer er nødt til at tage større hensyn til de samfund og de befolkninger, der skal betale regningen og leve med eftervirkningerne.

Frygt for at komme i klemme

Der kan være mange årsager til, at protesterne under dette VM har været få og små. Det har utvivlsomt spillet en rolle, at mange af sidste års fredelige demonstranter og deres sympatisører har frygtet at komme i klemme mellem et ualmindeligt svært bevæbnet og aggressivt politi på den ene side og voldelige anarkistiske uromagere på den anden.

Men det er også værd at huske, at demonstrationerne sidste år udviklede sig helt spontant i Brasiliens storbyer efter i første omgang at være opstået i protest mod en lille forhøjelse af buspriserne i São Paulo. Der var ikke tale om en vel tilrettelagt første scene i en drejebog, som skulle nå et klimaks under dette VM.

Desuden formåede de brasilianske politikere med præsident Dilma i spidsen at skabe et indtryk af, at folkets krav blev hørt og forstået.

Endelig spillede det vel også ind, at det store flertal af brasilianere ønskede at vende den venlige side udad, når landet fyldes af gæster fra den store verden. Fodbold-VM skulle – ud over alle de konflikter, der er forbundet med det – også være en fest, ikke mindst i et land, der i så høj grad har lært sig selv at kende gennem fodbolden.

Det er der ingen grund til at beklage, tværtimod. Et uroligt og voldeligt VM kunne have polariseret det brasilianske samfund yderligere og skabt grobund for øget magt til sikkerhedsapparatet.

Og det kunne have øget internationale idrætsorganisationers appetit på at lægge deres store events i autoritære regimer, hvor der ikke spildes tid på debat om, hvad folkets fælles midler bruges til, og hvor optog i gaderne mest forekommer som hyldest til nationens store leder og glorværdige historie.

Søgelyset rettes mod olympiske ledere

Den Internationale Olympiske Komité, som står for det næste globale arrangement om bare to år i Rio de Janeiro, kan trække vejret en lille smule lettere: Brasilianerne har vist, at de faktisk kan aflevere byggeprojekter til tiden, selv om det undervejs ser håbløst ud, og at en sprængfarlig politisk situation ikke behøver at føre til eksplosioner.

Enhver tale om en Plan B for OL i 2016 må formodes at være forstummet. Men situationen er ikke uden risici. De olympiske anlæg er stadig under 40 procent klar, og både entreprenører og fagforeninger er bevidste om, at et tidspres giver gode muligheder for ekstra indtægter.

Området for sejlsportskonkurrencerne er så forurenet, at man næsten kan gå på vandet, men ikke uden at få meget beskidte fødder.

Og de folkelige protester kan genopstå lokalt i Rio, når regeringen fortsætter sin udrensningspolitik i favelaerne – en politik, som ikke bare presser den organiserede kriminalitet, men store dele af den fattige befolkning ud af Rios centrale bydele.

Helt roligt kan de olympiske ledere dog ikke sove. Det søgelys, der for tiden rammer fodboldlederne, vil snart blive drejet mod den brasilianske olympiske komité COB, som ikke har haft held med at veksle mere end fordoblede offentlige tilskud – fra 2008 til 2012 i alt 1,5 milliarder kroner pr. år – til synlige fremskridt i eliteidrætten. Selv om tilskuddet frem til OL på hjemmebane sættes yderligere op, tror de færreste brasilianere at landet når sin målsætning om at blive blandt de ti bedste i medaljestatistikken.

Stadigt flere atleter undrer sig højlydt over, hvor de mange penge bliver af, for mange olympiske kandidater må selv betale rejser og træningsudstyr. Der er beskyldninger om korruption i mange andre idrætsforbund, blandt andet i volleyballforbundet.

Man må gå ud fra, at regeringen freder de olympiske idrætsledere indtil OL i 2016, så man ikke risikerer yderligere forsinkelser.

Men lykkes det herefter at gennemføre grundlæggende reformer af den olympiske komité og de store idrætsforbund, kan brasilianerne ikke bare kalde sig verdensmestre i idrætsdebat.

Så vil der være tale om demokratiske reformer af idrætten til den helt store guldmedalje.

 

Læs mere

 
 
Læs mere om Brasiliens megaevents på Play the Games temaside.